At fem konservative radioværter i USA – alle uvaccinerede mænd over 60 år – ifølge Politiken inden for to måneder er døde af covid-19 efter at have markedsført sig selv på vaccineskepsis beviser således ingenting. Der er allerhøjest tale om bevisførelse på et anekdotisk plan, og intet tyder i øvrigt på, at konfrontationen med de meget virkelige konsekvenser af sygdommen får flere amerikanere til at lade sig vaccinere, omend to af værterne nåede at fortryde deres modstand mod at lade sig stikke, da de mærkede virussens effekt på egen krop.
Ignaz Semmelweis oplevede, da han i årene 1844-48 arbejdede som læge på en af to store fødeafdelinger ved et stort hospital i Wien, at det kan være op ad bakke at bevise noget som helst.
Da han opdagede, at dødeligheden på grund af barselsfeber var betydeligt højere på hans afdeling end på den anden, besluttede han at undersøge hvorfor, og for nu at gøre en lang historie kort, så fandt han efter at have afprøvet og falsificeret diverse hypoteser frem til, at der på hans afdeling var en gruppe medicinstuderende, som hver morgen deltog i obduktioner, inden de besøgte kvinderne på fødeafdelingen. Da han sørgede for, at de begyndte at vaske fingrene i klor efter obduktionerne, faldt dødeligheden på barselsafdelingen dramatisk.
Det var dog ikke i videnskabelig og videnskabsteoretisk forstand et decideret bevis, og Semmelweis blev stærkt kritiseret og latterliggjort, hvilket blandt andet kan skyldes, at han var oppe imod stærke interesser. Hospitalerne dengang blev nemlig bygget ud fra en betragtning om, at man skulle beskytte patienterne mod dårlig luft.
Semmelweis fik en tragisk skæbne: Han døde på et sindssygehospital, kan man læse i Torsten Thuréns bog "Videnskabsteori for begyndere". Måske skete det som følge af reaktionerne på hans opdagelse, som først slog igennem 20 år senere. Inden hans undersøgelser blev accepteret skulle den ældre generation af læger nemlig gå på pension og give plads til en ny generation, som var ubelastet af gamle forestillinger.