Klumme: Er der noget at være BANGe for? Ja

Klumme: Er der noget at være BANGe for? Ja
Illustration: Christina Skovmose
KLUMME | DEBAT | BORNHOLM | Lørdag 18. september 2021 • 20:00

De fleste af os ved, at det er smukke og rørende dage, når studenterne springer ud og med klare blikke – og med slørede blikke, efterhånden som festlighederne eskalerer – er klar til med krum hals at gå fremtiden og verden i møde. Sprøde, søde og søgende kan de se tilbage på et kapitel i livet, som måske endda, som årene går, vil vokse til mytiske dimensioner i erindringen.

Efter ugers festivitas og promeneren tager de hvide huer hul på nye aktiviteter, og pludselig har de udvist tilstrækkeligt med rettidig omhu, dedikation og arbejdsomhed til, at vi atter lader en champagneflaske eller to eksplodere i lyksalighed.

Min kærestes datter kunne i forsommeren markere, at nu var hun blevet kandidat fra universitetet. Først bachelor i europæisk etnologi og dernæst altså kandidat i kultur- og sprogmødestudier.

Så kan man hurtigt blive sat til vægs, for hvad i alverden går det mon ud på? Men hvor er det dog vidunderligt igen at opleve både hende og alle de andre unge mennesker demonstrere energi og mod på livet. Så er der da ingen grund til frygt for fremtiden, i hvert fald ikke hernede i øjenhøjde, for i helikopterperspektiv er det omvendt, som om man altid kan få øje på nærmest uoverstigelige problemer.

Jeg husker frygten for atomkrig, som det kan være svært i dag at forklare et ungt menneske faktisk var særdeles tilstedeværende i ens dagligdag dengang i 70'erne og 80'erne. Ozonlaget gav også anledning til bekymring, og nu har vi den helt store angtsprovokatør, klimakrisen.

Men nuvel, kandidaten skulle fejres, så vi kørte til Roskilde og deltog i markeringen, tillykke-tillykke og skål på det. Men det var en hverdag, så om aftenen skulle vi vende snuden hjemover og gøre os klar til at køre mod Ystad. Kandidatens kæreste insisterede på, at vi lige skulle have en ballon med hjem til Rønne. Jeg takkede, men forsøgte at snige mig udenom.

– Hov, I glemte den, sagde han dog, lige da vi skulle køre, og så okay da, den var rød og fin.

Sådan en dag, hvor man tager morgenfærgen væk fra Bornholm og sidste færge hjem igen kan godt føles lang, og vi var da også grundigt trætte, da vi i god tid ankom til færgelejet i Ystad.

Vi lagde sæderne tilbage og gjorde os det mageligt. Jeg smækkede benene op i forruden på instrumentbrættet, mens jeg fandt de sene TV2 Nyheder på mobilen, som vi kunne sidde og følge lidt med i.

Her fortalte nyhedsværten snart, at der havde været 33 tilfælde af stenkast mod danske biler på E65 – ja, det var dengang, det kun var 33 – mellem Ystad og Malmø, og lige dér sagde det:

BANG!

Vi formelig røg op under taget i bilen og sad, da vi landede igen, med dunkende hjerter og kiggede først vantro på hinanden og straks derpå ud gennem bilens ruder.

For det var lige godt pokkers! Blev der nu også kylet sten efter os helt inde i opmarchbåsene på færgelejet?!

Så kiggede min kæreste om bag i bilen:

– Ballonen!

Selvfølgelig, ballonen.

Da jeg kørte mit sæde tilbage, var den kommet i spænd mellem det og bagsædet, og så havde den simpelthen i en skæbnesvanger timing lige præcis holdt, til Nyhederne nåede til stenkastene, inden den eksploderede.

Og det var, som om denne timing strakte sig længere end som så, for da vi omsider fik lov at køre ombord på færgen, endte vi med at holde ved siden af lige præcis et par, som havde fået afbrudt deres tur til København, da de efter nogle kilometers kørsel fra Ystad fik smadret forruden af en sten og derfor var blevet nødt til at returnere.

Problemerne på E65 er da heldigvis stagneret, men langt over 100 stenkast mod biler, som det efterhånden blev til, er immervæk udtryk for, at nogen er gået alvorligt grassat i hovedet, og det er måske i virkeligheden en af de ting, der kan gøre mig rigtig forstemt og nervøs.

Men har Jytte henne i nr. 4
ikke også sagt, at hun
har læst et sted,
at vaccinerne er farlige?
Jo, hun har, og hun er så sød
til vejfesten, så det skal nok passe.

Nok kan klimakrisen få mit humør til at slå en koldbøtte, men det kan menneskets dårskab så sandelig også. Strengt taget har det ofte undret mig, at der ikke er flere tosser derude, men det er, som om de for tiden melder sig i hobetal.

Trumps tilhængere for eksempel, og da især dem, der er sikre på, at han er specifikt udpeget af Gud til at rydde op i suppedasen.

Eller dem, der tror, han skal rydde op i den pædofile overklasse, inklusive Hillary Clinton, Bill Gates og alle mulige andre, som drikker blod fra spædbørn, eller at han skal afsløre de øgler, som har antaget menneskeskikkelse og styrer verden.

Der er angiveligt millioner, der tror på det.

 

Eller coronafornægtere. Her skal man vare sine ord, for jo, man må da gerne være kritisk, men at påstå, at der ikke er en pandemi virker ikke helt sundt.

For nylig fortalte NBC News om en 73-årig mand fra Alabama, som døde af følgevirkninger i forbindelse med et hjerteanfald, efter at det lokale sygehus ikke havde plads til at behandle ham på grund af indlagte med corona-komplikationer.

Selv om hospitalet kontaktede 43 andre sygehuses intensivafdelinger i tre delstater, var det ikke muligt at få behandling nogen af stederne. Overalt lød svaret, at intensivpladserne var fyldt med corona-patienter. Covid-19 forekommer altså i stor stil.

Vaccineskeptikere kommer også i mange varianter, som strækker sig fra at stille legitime spørgsmål og til troen på, at Bill Gates har opfundet covid-19 for gennem vacciner at injicere en microchip i os, som han kan bruge til overvågning.

Er der en psykolog til stede?!

Faktisk har jeg til min overraskelse måttet erkende, at alle mulige mennesker uden at gøre det store nummer ud af det, tilsyneladende på rekordtid har læst tusindvis af siders videnskabelig litteratur og forskningsmateriale og har taget ph.d.-grader, som gør dem til matematiske epidemologer og eksperter i virus og immunforsvar.

De kommer fra alle erhverv og egne af samfundet og kan være både sosu'er, ingeniører, tehandlere og alt muligt andet.

Og de ved simpelthen noget, som alverdens videnskabsfolk må have overset, så jeg synes ærlig talt, de burde sende et brev til videnskaben.

– Nå, dét havde vi ikke lige tænkt på, ville dens repræsentanter muligvis beskæmmet svare tilbage.

Jeg bemærkede én, som på Facebook havde valgt at skære sandheden "ud i pap", og som dog indledningsvist erkendte ikke at have nogen videnskabelige grader, idet han forklarede:

"Det er faktisk ret enkelt, og man behøver ikke engang at være systembetalt "ekspert" eller virolog for at forstå det. Gennem årtusinder har vi mennesker trænet, udviklet og vedligeholdt et effektivt, naturligt immunsystem mod vira og baktusser. Det har vi netop formået ved et dagligt, sundt bombardement af alskens vira og baktusser, som naturen generation efter generation helt mirakuløst har lært vores organisme at genkende og nedkæmpe. Det er nøglen til vores overlevelse som art, for uden den nøgle var vi bukket under for mikroberne og uddøde for længst. Og det er dén nøgle, som en samling psykopater i hvide kitler og jakkesæt (even Suckerberg-sneakers) har besluttet sig for at berøve os ved at tvinge/manipulere en computerdesignet genterapi i os alle sammen, som én gang for alle vil ødelægge vores naturlige immunsystem …".

 

Er man i besiddelse af den indsigt, forstår jeg sådan set godt vreden og afmagtsfølelsen.

Jeg kommer dog også til at tænke på et gammelt billede af et par søskende (som kan ses her på siden), hvoraf den ene er blevet vaccineret mod kopper og den anden ikke. Førstnævnte ser fin ud, sidstnævnte ligner noget fra en skrækfilm med hele ansigtet og overkroppen skamferet af de blærer, sygdommen fører med sig inden døden, som der er stor sandsynlighed for vil indtræffe.

Først nu forstår jeg, at det er barnet med blærerne, der er den heldige, fordi han ikke har fået sit immunforsvar smadret af en vaccine.

Eller mener skribenten blot, at det er den nye måde at lave vacciner på, der er farlig? Måske er det okay at bruge gammeldags producerede vacciner.

Husk i givet fald på, at engang var også de nye og "farlige". Sikrest er det muligvis at søge tilbage til den græske lægekunst fra før vor tidsregning. Den blev der også refereret til middelalderen og inkluderer blandt andet:

"Man skal være letsindig/ og glæde sig med sine Venner/ bruge Sang/ Harpespil/ Trompe/ Pibe/ og andre sådanne Leg og Lystighed".

Det lyder besnærende, sikken fest man også kunne have på plejehjemmene. Det ville bringe balance i kroppens fire væsker, som grækerne prædikede, og med en enkelt åreladning og et lavement i ny og næ risikerede man ikke noget med nyudviklet medicin.

Jeg har også hørt argumentet: Vi kender ikke langtidseffekten af vaccinerne!

Selv satser jeg på, at den vil bestå i, at folk lever længere, men lad os nu se.

"Man skal være letsindig
og glæde sig med sine Venner
bruge Sang/ Harpespil
Trompe/ Pibe
og andre sådanne Leg og Lystighed"

Hvorom alting er, så kan man finde alt på internettet, og dermed kan man også gå cherry-picking, altså plukke kirsebær, som det hedder på engelsk, når man kun opsøger den viden, der passer ind i ens kram, og sidder al anden information overhørig.

Det gør jeg garanteret selv – jeg kan godt lide kirsebær – men jeg har også en mistanke om, at en stor gruppe mennesker gennem livet har tilegnet sig en evne til at drage forhastede konklusioner, hvor de i et møde med livets puslespil swiper løs, som var de på dating-appen Tinder:

Venstre, dur ikke, højre, dur, og pludselig sidder de tilbage med et lille rædselskabinet af brikker i en blindgyde, som viser en kalejdoskopisk forrykt udgave af verden.

Men har Jytte henne i nr. 4 ikke også sagt, at hun har læst et sted, at vaccinerne er farlige? Jo, hun har, og hun er så sød til vejfesten, så det skal nok passe.

Egentlig forsøger jeg at fortrænge Trump-tilhængere og selvbestaltede virologer for ikke at komme i alt for skidt humør, men så kommer jeg pludselig i tanke om, hvad min kæreste sagde forleden:

– Du kan ikke li' levende edderkopper, og du kan ikke li' døde edderkopper, så jeg må ikke slå dem ihjel. I stedet flytter jeg bare rundt på dem, så du ikke skal se dem, men så kommer der jo bare flere og flere, og de bli’r større og større!

Gys.

 

Uanset hvad, så bør vi naturligvis i al fairness huske på, at videnskab virkelig er en krævende disciplin, og at det er lettere at falsificere en hypotese end at verificere den.

At fem konservative radioværter i USA – alle uvaccinerede mænd over 60 år – ifølge Politiken inden for to måneder er døde af covid-19 efter at have markedsført sig selv på vaccineskepsis beviser således ingenting. Der er allerhøjest tale om bevisførelse på et anekdotisk plan, og intet tyder i øvrigt på, at konfrontationen med de meget virkelige konsekvenser af sygdommen får flere amerikanere til at lade sig vaccinere, omend to af værterne nåede at fortryde deres modstand mod at lade sig stikke, da de mærkede virussens effekt på egen krop.

Ignaz Semmelweis oplevede, da han i årene 1844-48 arbejdede som læge på en af to store fødeafdelinger ved et stort hospital i Wien, at det kan være op ad bakke at bevise noget som helst.

Da han opdagede, at dødeligheden på grund af barselsfeber var betydeligt højere på hans afdeling end på den anden, besluttede han at undersøge hvorfor, og for nu at gøre en lang historie kort, så fandt han efter at have afprøvet og falsificeret diverse hypoteser frem til, at der på hans afdeling var en gruppe medicinstuderende, som hver morgen deltog i obduktioner, inden de besøgte kvinderne på fødeafdelingen. Da han sørgede for, at de begyndte at vaske fingrene i klor efter obduktionerne, faldt dødeligheden på barselsafdelingen dramatisk.

Det var dog ikke i videnskabelig og videnskabsteoretisk forstand et decideret bevis, og Semmelweis blev stærkt kritiseret og latterliggjort, hvilket blandt andet kan skyldes, at han var oppe imod stærke interesser. Hospitalerne dengang blev nemlig bygget ud fra en betragtning om, at man skulle beskytte patienterne mod dårlig luft.

 

Semmelweis fik en tragisk skæbne: Han døde på et sindssygehospital, kan man læse i Torsten Thuréns bog "Videnskabsteori for begyndere". Måske skete det som følge af reaktionerne på hans opdagelse, som først slog igennem 20 år senere. Inden hans undersøgelser blev accepteret skulle den ældre generation af læger nemlig gå på pension og give plads til en ny generation, som var ubelastet af gamle forestillinger.

"En lære af Semmelweis' historie er, at vi også i dag kan have anskuelser, der opfattes som så selvindlysende, at vi ikke kan forestille os, at de kan være fejlagtige," skriver Thurén.

Og sandt er det, at en vaccine mod dumhed endnu ikke er opfundet, men indtil da sætter jeg min lid til de nye kandidater fra universiteterne og de rigtige videnskabsmænd – og konstaterer, at folk, der bliver grebet af konspirationsteorier, har en tendens til at falde for ikke én, men flere.

Og på den måde gøre fejltagelsen statistisk signifikant. 

 

TORBEN ØSTERGAARD MØLLER

er journalist på Bornholms Tidende, idet han i slutningen af 2002 flyttede fra København til Bornholm.

Han tror på både videnskab, sund fornuft og mavefornemmelser. Dog fortrinvis egne.



FÅ ABONNEMENT