Kan Svaneke være det bekendt?

Jeg ved ikke, om jeg tør skrive dette her, for nu får jeg nok hele Svaneke på nakken.

Jeg var i Svaneke i går, søndag, som guide for en gruppe på 42 tyskere fra krydstogtskibet Mein Schiff. Vi var faktisk flere grupper, jeg ved ikke helt, hvor mange. Jeg ved bare, at skibet medbragte i alt 4.000 personer, med nogle gode euro, som i alt fald nogle af dem var parat til at bruge på Bornholm.

Aldrig har jeg oplevet, at der har været så stille i Svaneke. Turen, jeg guidede, var solgt som "Das Kunsthandwerk von Bornholm - Shop as a Bornholmer". Om ikke andet, så ved tyskerne nu, hvordan man shopper som bornholmer. Det gør man i brugsen eller i souvenirbiksen nede på havnen, det var nemlig de absolut eneste steder, hvor der var åbent, ud over et par 'vandingssteder'.

Konceptet, som de havde købt ind på, var, at de skulle have en kort introduktion, hvorefter de havde en time på egen hånd. Det gik meget godt i Gudhjem, som var første by, de besøgte, men i Svaneke var det nærmest en katastrofe. Man må gå ud fra, at når man køber en sådan bustur, så har man måske en eller anden interesse i kunst og kunsthåndværk, så jeg anstrengte mig af alle kræfter. Jeg tog dem med igennem haven ved Svanekegården, så de fik set Ole Christensens skulpturer, og de var meget betaget af Arne Ranslets lille dreng, der holder garnet for mor.

Vi fik også nærstuderet vinduerne ved Containerjuvelen, hvor jeg bemærkede, at både glasskårsreliefferne og glasskårene lagt ned i fortovsbelægningen blev fotograferet. Hos Pernille Bülow blev næserne trykket flade mod vinduesruderne, hvorimod nogle af de andre forretninger i Brænderigænget havde så lukket, at man ikke engang kunne se, hvad der gemte sig bag skodderne.

Jeg kunne ikke med samvittigheden i behold bare slippe dem løs på egen hånd, for hvad skulle de foretage sig? De kiggede så forventningsfuldt på mig, og jeg kunne mærke, at jeg 'padlede' lidt. Jeg blev også flov på Svanekes vegne. De var så søde, at de sagde: Jamen, det er jo også søndag. Og det var det jo, så jeg ville ikke tage dem med op i kirken, for det må vel være der, de forretningsdrivende opholder sig, når de ikke arbejder. Det var jo søndag... Og ham, den øverste, der bestemmer, var så nådig at sende flot vejr ned til os. Jeg ved ikke, hvad vi havde gjort i regnvejr.

Bagefter kan man altid sidde tilbage og tænke: Jamen, jeg kunne også have gjort det eller det, kontaktet dem eller dem, men så er det for sent. Man handler i nuet.

Jeg bør måske tilføje, at klokken var 15.30, da vi 'landede' i Svaneke. Men ærligt talt: kan Svaneke være dette her bekendt?