Mit debatindlæg fra lørdag d. 16. juli har virkelig givet anledning til kommentarer. Indlægget ses som et led i et samlet borgerligt angreb på Mette Frederiksen, fordi folketingsvalget måske kommer snart. Det er ikke derfor, jeg har skrevet mit indlæg. Jeg er menigt medlem af Venstre, og jeg er ikke aktiv i bestyrelser eller lignende. Jeg har ikke skrevet mit indlæg, fordi en valgkamp måske snart begynder.
Jeg har skrevet mit indlæg, fordi minkkommissionen netop har afleveret sin rapport. Og den rapport er sønderlemmende i sin kritik – ikke så meget af statsministeren, men af ti topembedsmænd. Jeg efterspørger en klar sanktion over for de embedsmænd, der blandt andet brød Grundloven i november 2020.
For nu at tage pointerne en gang til – vores rigspolitichef har brudt loven med åbne øjne. Det er dokumenteret. Han vidste det, mens han gjorde det, og han er stadig rigspolitichef. Almindelige politifolk bliver afskediget, hvis de bryder loven.
Departementschefen i Statsministeriet er stadig departementschef – selvom hun har handlet groft uagtsomt. Hun har ikke passet sit job. Desuden er der otte andre embedsmænd, der også får kras kritik af minkkommissionen. De sidder alle i deres stillinger. Ingen er hjemsendt. Statsministeren bør gøre meget mere.