Alle var venlige; men ingen kunne hjælpe mig gennem det ubøjelige, bureaukratiske system.
Jeg fandt det uforsvarligt at overlade mor til de forhold. Jeg var ved at give op, kaste håndklædet i ringen, og fik overvejelser om, at mor så måtte på plejehjem, selv om jeg havde lovet, hun måtte dø her hjemme. To år magtede jeg. Det havde ikke været et problem at passe mor; men at kæmpe mod bureaukratisk og politisk miskmask var ved at tappe mig for de sidste kræfter. Vi vidste, mor skulle dø, og da ingen andre ville hjælpe, rakte jeg ud efter det strå, jeg kunne finde: Ældrerådet / Erik A. Larsen.
Venlig, forstående, seriøs, realistisk (vejede op mod kommunens bestemmelser og økonomi) og voksen nok til se virkelighedens billede, talte han min sag, da jeg ikke magtede mere.
Du, Erik A. Larsen, er et menneske, der forstår, hvad din opgave er som formand for ældrerådet, nemlig at tale de ældres sag.
Mor var en af mange ældre. Hun blev godkendt til hjemmevaccine, men døde dagen efter, hun skulle have været vaccineret.