Ingen er nok i sig selv

SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 1. august 2022 • 07:28
Af:
Hans Agerbek Husted
Holger Lundgrensvej 54
Rønne
SYNSPUNKT | DEBAT | Mandag 1. august 2022 • 07:28

Tilflytter fra Fyn reflekterer over sine første to år på Bornholm og skriver om den store omvæltning, ensomhed og den begyndende følelse af at føle sig godt til rette.

 

Vi husker Daniel Defoes roman fra 1719 om Robinson Crusoe, der forliste på en øde stillehavsø. Hans største problem var ikke mad, ly og læ – men ensomheden.

Ensomhed kan også i vore dage være et stort problem. Nogle ældre, pensionerede mennesker, som nu er uden for arbejdsmarkedet, og også helt unge mennesker kan være ramt af ensomhedsfølelsen. Det sidste er alarmerende.

Ensomhed har i visse perioder i menneskets historie været en faktor i livet. Ensomhed kan være svært at erkende for sig selv og endnu sværere at fortælle andre om. Den kan være svær at håndtere, men der kan tages hånd om den.

Den er forbundet med en vis mindreværdsfølelse, som man ikke har lyst til at delagtiggøre andre i.

Har man mod til det, er det dog bedst at fortælle omverdenen om den. Så har man brudt den onde cirkel, og det giver måske andre mod til ligeledes at følge trop. Samtalen kan begynde. Dialogen kan starte.

Det giver en vis befrielse at erfare, at andre også kan have ensomhedsfølelsen. Isen er brudt!

"Vennetjenesten" træder i sådanne tilfælde ofte i kraft og kan betyde, at man lærer nye at kende, og nye perspektiver kan åbne sig op i horisonten.

Da jeg og min kone flyttede fra en lille landsby på Nordfyn til Bornholm for to år siden, kunne jeg godt føle en snert af ensomhed indimellem, selvom jeg ikke havde rigtig grund til det. Vi havde jo vores kære søn, svigerdatter og børnebørn omkring os. Familieskabet og samværet var i højsædet. Dem havde og har vi til stadighed stor fornøjelse af.

Alligevel savnede jeg lidt den gamle verden med de få faste venner, som vi havde, og alle dem, vi i nabolaget havde lært at kende igennem 40 år. Men efter to år her i Rønne har jeg og min kone lært nye mennesker at kende.

Vi har en rigtig sød ældre dame til nabo, som modtog os med åbne arme, da vi flyttede ind i kvarteret. Ude i min søns kolonihave har jeg fået en lille jordlod til rådighed, hvor jeg dyrker kartofler og urter til vores selvforsyning. Udover urterne er sidegevinsten, at jeg har lært et par andre søde kolonihavebrugere at kende.

Det var en stor omvæltning at rykke rødderne op på Nordfyn og plante dem igen på øen i Østersøen. Så her er vi, og vi begynder at føle os rigtig godt til rette. Vi er atter hjemme. Det er blevet vores nye liv.

Når jeg tænker mig om, og når jeg tænker år tilbage, så kan jeg jo også indse, at vi mennesker hele tiden begynder på nye liv – nye etaper, der skal tilbagelægges. Livet begynder hele tiden på ny.

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT