Inden søndag: Lovsang til ukrudtet

I en verden, der helst vil luge det besværlige væk, minder ukrudtet os om kristendommens hjerte: At der er plads til det vilde, det uperfekte og det uordentlige – og at det netop dér kan spire og gro.

Jeg holder meget af ukrudt.

Bevares, jeg kæmper da også med brombærrankerne, så de ikke overtager haven helt, og jeg håber snart, at den japanske pileurt under jordbærbedet opgiver ævred. Men jeg holder af ukrudt, fordi det minder mig om, hvad kristendom er.

Ukrudt minder om menneskesynet

For det første minder ukrudtet mig om kristendommens menneskesyn.

For der er i verden så meget, som vi gerne vil luge væk. Der er en hel del af os, der bliver set som besværlige, eller som nogle, der ikke gør nytte – nogle, der fylder for meget, eller ikke pynter nok – eller bare er for kaotiske – ligesom alt ukrudtet derude.

Men i kirken bliver tingene altid vendt lidt på hovedet, og der bliver alle lukket ind, også dem, der er besværlige eller tilovers i samfundets øjne.

At se kirken

Det er sjovt at forestille sig kirken som en have på den baggrund: Fuld af skvalderkål, padderokke, fuglegræs, pileurt og vildfarne mirabelleskud. Og så bliver den nusset og plejet om, som det fineste staudebed, selv om verden rynker på næsen af det.

Ukrudtet minder mig også om kristendommens begyndelse. Hvordan det egentlig var helt usandsynligt, at det skulle blive en verdensomspændende religion. Når nu den til at begynde med bestod af fattige jøder, der samlede sig om en tømrer, der blev henrettet som oprørsleder. En bevægelse, der så siden, i tiden efter Jesus’ død og den tomme grav, blev en bevægelse af kvinder og fattige og andre tiloversblevne, der ikke indrettede sig efter samfundets normer. For eksempel ved at nægte at tilbede kejserens billede og ved at tale imod slavehandel.

Mælkebøttebørn - mælkebøttekirke

Der findes jo udtrykket ”mælkebøttebørn” om børn, der klarer sig i livet på trods af dårlige odds.

Det er børn, der vokser op og blomstrer, selv om alt omkring dem talte imod det, ligesom mælkebøtter kan blomstre i en sprække i den hårde asfalt.

Måske kan man også kalde den kristne kirke en ”mælkebøttekirke”. For kirken voksede op og blomstrede trods hårde odds, og det har så siden været et fortegn for kirkens liv i verden: at have øje for alle de andre mælkebøtter og prøve at plante nye frø der, hvor det ser hårdt og umuligt ud.

Helligånden

Mælkebøtterne er også et godt billede på Helligånden.

Tænk på de der umulige flyvefrø, som bare kræver et vindpust – lidt ånd! – og så flyver de hen og sår sig alle vegne, uden for menneskers kontrol.

Voksne kan blive irriterede over kaosset og kæmpe imod det – men børn forstår det og hjælper gerne frøene på vej. Børnene har øje for glæden i, at det flyver ud og breder sig. Ja, det minder jo sådan set om det, vi hører ved dåben: At vi skal blive som børn for at kunne træde ind i Guds rige.

Børnene ved heller ikke noget om ukrudt, men kan plukke den skønneste buket af mælkebøtter og skvalderkålskærme.

Ikke en ordensreligion

Til sidst minder ukrudtet mig om, at kristendommen ikke er en ordensreligion.

Der er masser af religioner, der prøver at sætte en orden på livet med regler for mad, påklædning og omgang med hinanden. Men kristendommen – kirken – er snarere en beholder for al verdens kaos. Der kan vi samles, høj og lav, helt uordentligt.

Vi er nemlig ikke kirke for at skulle kontrollere verdens uorden, men rumme den.

En orden er der selvfølgelig over det: Vi holder gudstjeneste på en særlig måde, hvor vi ikke skal opfinde den dybe tallerken selv, men kan bruge det, vi har fået overdraget. Men den orden, som vi har, for eksempel i gudstjenesten, er snarere et meget fint hegn om den meget fine og mangfoldige ukrudtshave, som vi er.

"Inden Søndag" er Tidendes serie, hvor øens præster på skift skriver en klumme. Skribenterne står helt frit med hensyn til emne og udtryksform.