Men det er af afgørende karakter, at vi får italesat vigtigheden af at være en del af det usynlige fællesskab igen, hvis vi ikke vil se et arbejdsmarked, der langsom forandrer sig til fordel for arbejdsgiver.
Vi oplever det allerede tæt på. I Frankrig bliver lovlige protester mødt med grov politivold, vilkårlige anholdelser og tåregas.
Kigger vi mod England, Tyskland, har de i mange år levet med begrebet working pore, hvor mennesker er nødt til at have mange daglige jobs, for bare at tjene til dagen og vejen. Mange af dem er hyret og fyret samme dag, da de ansættes på daglejer basis.
Daglejer, tænker du, det var noget, vi havde i gamle dage, men det er det så ikke. Flere og flere ”ansættes” på timebasis med tilkald, når der er behov for arbejdskraften. Hvis du er ansat som ”daglejer”, bestemmer du selv, og det giver dig en frihed, men du ved aldrig, hvor meget arbejde der er til dig, og kender dermed heller ikke din indtægt fra måned til måned.
Bliver du syg, kan du risikere, at du ikke har ret til sygedagpenge, hvis du ikke lever op til kravene i loven om ret til sygedagpenge, og står dermed uden indtægt. Så med friheden kommer også en stor andel af usikkerhed.