Hvornår tabte fagbevægelsen de unge?

Alt det, vi tager for givet i dag, kan blive taget fra os igen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at fagbevægelsen har svært ved at rekruttere de unge, det store spørgsmål er så bare hvorfor?

Nogle gange taler vi om, at det er fordi de har nok i sig selv, men det tror jeg ikke på. De unge vil nemlig gerne være en del af fællesskaber.

Min påstand vil være, at vi forældre har glemt at tale med vores børn om vigtigheden af at være forsikret og være en del af det til dagligt, usynlige fællesskab.

For det er usynligt at være medlem af en fagforening i vores hverdag, og sådan skulle det gerne fortsætte med at være.

Men det er af afgørende karakter, at vi får italesat vigtigheden af at være en del af det usynlige fællesskab igen, hvis vi ikke vil se et arbejdsmarked, der langsom forandrer sig til fordel for arbejdsgiver.

Vi oplever det allerede tæt på. I Frankrig bliver lovlige protester mødt med grov politivold, vilkårlige anholdelser og tåregas.

Kigger vi mod England, Tyskland, har de i mange år levet med begrebet working pore, hvor mennesker er nødt til at have mange daglige jobs, for bare at tjene til dagen og vejen. Mange af dem er hyret og fyret samme dag, da de ansættes på daglejer basis.

Daglejer, tænker du, det var noget, vi havde i gamle dage, men det er det så ikke. Flere og flere ”ansættes” på timebasis med tilkald, når der er behov for arbejdskraften. Hvis du er ansat som ”daglejer”, bestemmer du selv, og det giver dig en frihed, men du ved aldrig, hvor meget arbejde der er til dig, og kender dermed heller ikke din indtægt fra måned til måned.

Bliver du syg, kan du risikere, at du ikke har ret til sygedagpenge, hvis du ikke lever op til kravene i loven om ret til sygedagpenge, og står dermed uden indtægt. Så med friheden kommer også en stor andel af usikkerhed.

Mange af de goder, vi alle har i dag, har vi, fordi andre før dig har kæmpet for dem og de kan forsvinde igen.

Det kan lyde hult og virke tomt at skulle passe på vores vilkår, for hvad mister du?

Du får jo din løn - du ved, hvornår du møder på job og hvornår du har fri - du har fem ugers ferie - du har fri til at finde pasning til jeres barn, hvis det er sygt.

Du får personligt ikke noget ud af det her og nu, men det er med til at sikre vores fællesskab, og dermed sikrer det dig.

Summen er, at alt det, vi tager for givet i dag, kan blive taget fra os igen.

Forestil dig en vægtskål, hvor arbejdsgiver står i den ene skål, og du står i den anden.

Når du vælger medlemskab af din overenskomstbærende fagforening fra, så hopper du ud af vægtskålen, og der opstår en ubalance.

Sagt på en anden måde, så har du valgt at give magten til din arbejdsgiver - og dette helt frivilligt.

Hvis de fleste gør som dig, så bliver ubalancen så stor, at arbejdsgiveren kan gøre som det passer dem.

Det sker ikke over natten, men over tid, og pludselig kan du stå tilbage og tænke, hvor pokker er fagforeningen – tja den har du jo meldt dig ud af, da der ikke var nogen personlig værdi for dig i det usynlige fællesskab.

Det er aldrig sundt, når få bestemmer.

Vores samfund bygger på demokrati, og det samme gør vores arbejdsmarked. Men når du vælger fællesskabet fra, vælger du samtidig demokratiet på arbejdsmarkedet fra.

Så hvornår tabte vi de unge? Mit bud er, at vi tabte dem, da vores fællesskab var stærkt, da vi havde det allerbedst, og værdien af det usynlige fællesskab var svær at finde.

Når noget er svært at finde, mister det sin betydning, og risikoen for, at vi vælger det fra bliver stor.

Valget vil altid være dit, men vi skylder vores børn, som vi bygger vores fremtid på at fortælle dem om konsekvenserne ved deres valg.

Vi ønsker alle for vores børn, at de får et liv, hvor arbejde og fritid går hånd i hånd, med den tryghed, vores forældre og bedsteforældre har kæmpet sig til – sig til, hvis jeg tager fejl.

Vi har det stadig godt i Danmark, men hvis ikke vi begynder at kigge ud over egen næsetip, så smuldrer vores fundament.