Hvor længe kan vi vente med at tage stilling og sige stop?

Bornholm bør være et sted, folk bor, og sekundært en turistdestination.

Et eller andet sted må der være en grænse for vækst i turismen. Også på vores ø. Også selv om det vel nærmest er hovederhvervet her. Hvor længe kan vi vente med at trække håndbremsen? Eller bare overveje, om vi skal gøre det?

Vi kan ikke blive ved med at udsætte det. Så enkelt kan det vel siges. Hvis vi bare lader det forsætte og uovervejet udbygger turismen hele tiden, så ender øen med at være uattraktiv for os selv og for turisterne.

Andre steder i verden har man set faresignalerne og er skredet til handling. Eksempelvis vil de lokale politikere på Mallorca begrænse antallet af turister for at undgå, at den store menneskemængde virker kvælende på øens beboere og på turisterne selv. Begrænsning af krydstogtskibe i Palma indførtes med den begrundelse, at overbelægning af turister devaluerer den historiske og kulturelle arv, konverterer byrummet til en forlystelsespark kun for besøgende, og forringer turistoplevelsen for andre.

Dubrovnik har også begrænset antallet af krydstogtskibe. Borgmesteren udtalte, at byen er klar til at miste penge, men ønsker en bedre livskvalitet for borgerne og turisterne. I Amsterdam har man sat en stopper for opførelsen af nye hoteller og souvenirbutikker og andre "turistbutikker", hvor ingen lokal vil sætte sine ben. Byen vil stadig tage godt imod turister, siger borgmesteren, men den er først og fremmest et sted, hvor folk bor, og sekundært en turistdestination.

De nævnte steder er helt sikkert mere presset af turister, end vi er på Bornholm. Men det fritager ikke bornholmske politikere fra at overveje, hvornår nok er nok. I skiftende kommunalbestyrelsers holdning til turisme synes sådanne overvejelser ikke at eksistere.

Lad os tage opførelse af sommerhuse som et eksempel. Når politikerne diskuterer etablering af nye sommerhusområder, kan det undtagelsesvis forekomme, at et parti gør indsigelse, fordi det ikke finder det foreneligt med kommunens naturpolitik. For eksempel ved den politiske behandling i september sidste år af nye sommerhusgrunde ved Langebjerg. Dér gjorde Enhedslisten (forgæves) indsigelse mod udstykningsplanerne med henvisning til hensynet til den omkringliggende natur. Men hverken Enhedslisten selv eller de andre partier stillede det allervigtigste spørgsmål: Skal vi overhovedet tillade flere sommerhuse på vores ø?

For at jeg med tal kunne dokumentere væksten i antal sommerhuse på Bornholm, rettede jeg for lang tid siden henvendelse til BYG. Jeg bad om oplysninger om antal nye udstykninger til sommerhusgrunde eller antal byggetilladelser. Jeg ønskede årlige data fra de seneste 15 år. Jeg har nu fået svar. BYG afviser min anmodning om aktindsigt, som de kalder det. Og det gør de, fordi de vurderer, at deres samlede tidsforbrug til fremsøgning af dokumenterne forventes at overstige 25 timer. Og derfor kan de med henvisning til Offentlighedsloven afvise min anmodning.

Der er to ting at hæfte sig ved her. For dette første tog det BYG hele 13 måneder at finde ud af, at de ikke kunne give mig aktindsigt. For det andet – og det er det vigtigste her – så viser afslaget, at forvaltningen ikke har en database eller simpel oversigt over antal årlige udstykninger eller byggetilladelser. Det betyder, at de dermed ikke kan forsyne politikerne med sådanne oplysninger, som ellers burde være højst relevante. Og derfor bliver enhver politisk behandling af sager om sommerhusgrunde en snæver stillingtagen til enkeltsager. Den overordnede udvikling på området indgår således ikke i sagsakterne og i den politiske beslutning.

Efter at BYG gav mig afslag, har jeg via Tidendes elektroniske arkiv og via BRK’s hjemmeside fået bestyrket mit indtryk af flere og flere tilladelser til at bygge sommerhuse. Og jeg kan se, at for kommunen er det bare fuld gas fremad.

I april 2019 efterlyste kommunen endda ønsker til nye sommerhusgrunde. Kommunen skrev: ”Har du et areal, hvor du synes det er oplagt at bygge sommerhuse? Så kan du nu ansøge kommunen om dit arealønske.” I august samme år skrev BRK på sin hjemmeside, at ”alle udlejede sommerhuse har været booket i højsæsonen, og der er generelt rift om de sommerhuse, vi har på Bornholm”. For at fremme yderligere udlejning lagde kommunen derfor op til nye sommerhusområder placeret tættere på vandet.

I Strategi for Kommuneplan 2020 skrev kommunen: ”Vi vil omplacere sommerhusområder til mere attraktive steder, så vi får bygget flere sommerhuse på Bornholm. Det skal være med til at understøtte væksten i turismeerhvervet og beskæftigelsen i byggebranchen.” Det siger vist det hele.

Men flere sommerhuse kommer ikke uden omkostninger. For kommunen medgår der ganske mange kommunale ressourcer til at udarbejde skitser, lokalplaner og høringsmateriale, analysere høringssvar, formidle til politikerne, projektere det endelige sommerhusområde, behandle ansøgninger om byggetilladelse mm. Dertil kommer udgifter til tilkørselsveje, trafikanlæg, skiltning.

Flere sommerhuse kommer også med en anden pris. Vi kan naturligvis ikke vedblive at udstykke og lave nye anlæg og veje i forbindelse hermed, opføre oplevelsesparker og lave nye parkeringspladser i den bornholmske natur uden at herlighedsværdierne forringes. Og vi kan ikke vedblivende modtage flere og flere og endnu flere turister i sommermånederne. Der er trængsel nok allerede. Det virker kvælende på lokalbefolkningen og på turisterne og gør øen mindre attraktiv. Bornholm bør være et sted, folk bor, og sekundært en turistdestination. Mere forlystelsespark og mindre natur er en devaluering af øens værdier.

Ét sommerhus fra eller til gør vel ikke nogen forskel, sådan som landet ligger i øjeblikket? Måske ikke. Fem turister fra eller til, heller ikke. Men på et tidspunkt må vi tage stilling til, hvornår det er nok.

Spørgsmålet er, om ikke det er nu, vi skal tage stilling. Det kan meget snart være for sent.