Hvad er meningen med et forsvar?

Bornholms forsvar.

Netop hjemkommet fra Sydspanien med oplevelsen af næsten et helt døgn uden strøm kan man ikke lade være med at tænke på vor egen sårbarhed her på Bornholm. Forhåbentlig sker det samme ikke her, men vi skal ikke være naive.

Vi troede heller ikke, at den lange fredsperiode i Europa ville blive afbrudt af Ruslands invasion i Ukraine – eller den efterfølgende nedsmeltning af sammenholdet i Nato. Reaktionen er naturligvis en militær oprustning i Vesteuropa og øget opmærksomhed på udtalelser fra regeringerne i Rusland og USA.

Danmark og Bornholm

I Danmark har vi reageret med at afsætte milliarder til nyt indkøb af materiel og flere soldater - en naturlig reaktion på den opståede situation.

Ovenpå meldingen om, at der skal indkaldes yderligere 5.000 til militærtjeneste i Danmark, opstår tanken om, at det må betyde en styrkelse af forsvaret af Bornholm og dermed flere så soldater.

Uagtet at forsvaret i Danmark bør bygge på militære strategier så opstår tanken om 1.000 nye arbejdspladser her lokalt. Det er en sammenblanding, som man må undres over.

Hvis det samlede forsvar af Vesteuropa ikke lykkes, så er det uendeligt ligegyldigt, om der har været flere eller færre militære arbejdspladser på Bornholm.

Derfor skal den øgede militære indsats i forsvaret af Vesteuropa, inklusive Bornholm, tage udgangspunkt i, hvad der gavner det samlede forsvar og er ikke et spørgsmål om flere eller færre lokale arbejdspladser.

Der er naturligvis en forpligtelse efter 2. verdenskrig til at kunne opretholde dansk suverænitet over øen. Det var russernes forudsætning for at forlade Bornholm i 1946. Den forudsætning er opfyldt i dag.

En forskel?

Vil flere soldater på Bornholm gøre en forskel, hvis Rusland vælger at fortsætte sine angreb mod Vesten for at sikre sin frie adgang til Østersøen?

På nuværende tidspunkt vil den militære tilstedeværelse på Bornholm ikke gøre en forskel. Men en meget stor militær aktivitet her af danske og/eller Natotropper vil til gengæld gøre Bornholm til et angrebsmål.

På baggrund af hvordan Rusland fører krig i Ukraine med angreb på civilbefolkningen og infrastukturen, så skal vi på Bornholm tænke os godt om, hvorvidt vi ønsker 1.000 flere militære arbejdspladser med det krigsmateriel, der følger. Vi skal ikke gøre os selv til bombemål - hverken på det militære eller energimæssige område.

Hvordan kunne det gå så galt?

Hvordan kunne det gå så galt, at vi i Danmark fuldstændig satte vor lid til, at USA ville komme os til hjælp, hvis Rusland begynder at udvide sine grænser mod vest?

I Danmark har vi i alle årene haft travlt med at diskutere velfærd, og det var ikke populært at foreslå flere penge til militæret.

Ingen af partierne i Folketinget har turdet fortælle befolkningen, at der var vigtigere ting end velfærd. Vi har da også i Danmark opnået et velfærdsniveau, som er højere end de lande, der har brugt deres midler på et stærkt forsvar.

Hvis det var hele sandheden, at vi slet ikke så en mulig risiko ved at undlade at kunne forsvare os selv, så er det forståeligt - specielt når man tager i betragtning de ofte kortsigtede perspektiver, som debatterne i vort folkestyre er båret af.

En pris at betale

Men det er jo ikke hele sandheden, at det var uden omkostninger, at vi i Danmark brugte tiden og midlerne til en højere levestandard og ikke på vort forsvar.

Det havde en pris, at vi ikke ville betale til forsvaret - en pris som skiftende regeringer var klar over, men som de undlod at fortælle befolkningen.

Langsomt er det kommet frem, at vi har givet USA retten til at overvåge de danske netforbindelser. At det svig overfor befolkningen blev forsøgt hemmeligholdt udviklede sig fuldstændig grotesk, da systemet ville anklage en tidligere forsvarsminister for landsforrædderi da han fortalte offentligheden om forholdet. Senest er det kommet frem, at USA totalt kan lukke det danske system.

I spørgsmålet om USAs interesse i at overtage Grønland for at kunne forsvare USA militært er det oplyst fra den nuværende regering, at Danmark for længe siden har givet USA adgang til at bruge Grønland i det omfang, som de selv fandt nødvendigt.

To eksempler på at skiftende regeringer har været klar over, at det havde en pris at lade USA overtage forsvaret af Danmark.

Så når vi danskere troede, at debatten om, hvordan vi skulle bruge flere penge på stigende velfærd, var uden omkostninger, så var det ikke rigtigt.

Danmark er i dag i den situation, at vi allerede har afleveret den militære suverænitet over Grønland og har afgivet retten til at beslutte om vore egne netforbindelser.

I mit billede var det ikke den tidligere forsvarsminister, der skulle stilles under anklage for at fortælle sandheden om det danske net, men derimod de regeringer, der i al hemmelighed har afgivet kompetancerne til USA.