Hjemmeundervisning: Børn med særlige udfordringer

Skole i hjemmet kan have mange fordele for børn med udfordringer.

Når jeg forklarer hvorfor, at jeg hjemmeunderviser og nævner, at min søn er AuDHD (det vil sige, at han er autist og har ADHD), så er det nogle mennesker, som tænker om en specialskole med særlige udfordringer ikke vil være bedre. For mig er det indlysende svar ”NEJ”.

Selvfølgelig er det et spørgsmål, som alle familier er nødt til at stille sig selv. Hvis familien ikke kan håndtere de særlige behov, som barnet har, så ja – så er en specialskole måske svaret. Men for mig – og jeg ved fra venner og bekendte, at jeg langt fra er alene med disse overvejelser – så er hjemmeundervisning en bedre løsning,

Bevægelse

Hvorfor? For det første er der hele spørgsmålet om bevægelse – børn med ADHD har brug for at bevæge sig. I en skole sidder man stille det meste af dagen, men hjemme kan de langt nemmere få opfyldt dette behov for bevægelse.

Det virker til, at skolerne hele tiden bliver bedre til at opfylde bevægelsesbehovet, men børnene kan stadigvæk få problemer, hvis de er for urolige. Hvis man undertrykker dette behov for længe, så kan det medføre voldsomme udbrud, fordi energien skal simpelthen ud, og hjernen kan ikke længere finde andre muligheder.

Koncentration

Dernæst er der hele koncentrationsspørgsmålet.

Både børn med autisme og med ADHD kan have vanskeligt ved at koncentrere sig om et emne, som ikke interesserer dem. På den anden side så kan disse børn begrave sig så dybt i et emne, der interesserer dem, at ingen skole kan understøtte deres behov for viden på dette område – men det er muligt derhjemme.

I øjeblikket handler næsten alt herhjemme om militæret. Det styrker min søns læsefærdighed, fordi vi læser bøgerne igen og igen, og da emnet interesserer ham, så vil han lære ordene således, at han kan forstå mere af indholdet. Det gælder også, når jeg ikke er sammen med ham, og han kan koncentrere sig om emnet i lang tid.

Hvis jeg forsøger at tale om eller læse om et andet emne, så er hans hjerne simpelthen ikke klar til det. Det er helt fint ved hjemmeundervisning, men det ville jo ikke gå i en skole.

Forstyrrende elementer

Det kan også være vanskeligt for børnene at se bort fra diverse lyde i et klasseværelse.

Nogle gange har de behov for, at deres samtalepartner taler tydeligere, langsommere eller gentager sig selv med nøjagtigt de samme ord således, at hjernen kan forstå meddelelsen.

Måske skal de også bruge lidt længere tid på at forstå de opgaver, som de bliver stillet, og det er alt sammen nemmere, hvis det sker derhjemme. Endvidere kan børn med udfordringer også opleve store problemer med at sige noget foran andre mennesker; det er ikke generthed, men simpelthen at hjernen lukker ned for talecentret.

Skal de ikke bare lære det?

Jeg ved af erfaring, at mange mennesker stadigvæk mener, at disse børn bare må lære at håndtere det – også drillerierne, hvis de andre børn opdager en ’svaghed’. Nogle mener også, at en god behandling og oplevelserne helt magisk vil lære børnene at håndtere det.

Men det er ikke nødvendigvis sandt. Langt oftere vil det medføre et livsvarigt trauma, problemer med selvtilliden, og det kan ofte føre til depressioner, angst, selvskade og i værste tilfælde måske endda selvmord.

Derfor er det min klare holdning, at man skal give børnene plads og tid til at være sig selv – de skal lære i deres eget tempo, og de skal øve sig i at håndtere deres udfordringer i den tryghed, som findes i hjemmet.

Fordi – modsat den ’almindelige’ opfattelse – så gør dette dem ikke mere ’generte’ eller gør deres udfordringer større. I stedet vil det give dem muligheder for at teste deres evner, hvor de føler sig trygge. Det vil styrke deres selvtillid og får dem til at opsøge nye udfordringer.

Lad os give dem muligheden!

Til de, der stadigvæk bekymrer sig om disse børns fremtid, så skal vi tænke på, at skolesøgende børns hjerne stadigvæk er i en udvikling; det er først i midt-20erne, at hjernen har alle de ’voksne’ funktioner på plads, som er nødvendige for at navigere i verden.

Derfor – lad os give dem tiden, muligheden og støtten til at lære i deres eget tempo!

Katharina Kirchner er forfatteren bag vores serie ”Hjemmeundervisning”

Katharina er 38 år gammel og stammer fra Tyskland, men bor nu i Østermarie med en seks-årig og to katte. Hun er oprindeligt kontoruddannet, men har arbejdet med børn det meste af sit arbejdsliv. Udover at hjemmeundervise sit barn driver hun selvstændig virksomhed.

Hjemmeundervisning er blevet mere almindeligt på Bornholm de senere år, og Katharina vil hver anden torsdag giver et indtryk af denne undervisningsform.

Katharina skriver på engelsk, og teksterne er oversat af debatredaktøren.