Hjemmeundervisning: Det almindelige spørgsmål

Hjemmeundervisning: Det almindelige spørgsmål
Arkivfoto: Jesper Dollerup Merved
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 28. november 2024 • 05:30
Af:
Katharina Kirchner
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 28. november 2024 • 05:30

Denne gang om socialisering.

Det mest almindelige spørgsmål, som jeg får, når folk hører, at jeg laver hjemmeundervisning, er: ”Men hvad med socialiseringen?” – hurtigt efterfulgt at udsagnet: ”De er jo nødt til at opleve den virkelige verden og indse, at det er hårdt og råt derude”.

Mange siger direkte, at jeg ikke gør mit barn en tjeneste, hvis han bare er alene hjemme med mig hele dagen uden at møde andre. Jeg er helt enig i det udsagn!

Mennesker er sociale væsener, og det ville virkelig være skadeligt for et barn at vokse op helt isoleret - men sådan er hjemmeundervisning bare ikke.

Vi fjerner ikke de sociale relationer – de kommer blot på en anden måde.

Den menneskelige natur

Bag spørgsmålet hører jeg bekyringen for, at hjemmeunderviste børn ikke kan begå sig socialt, håndtere konflikter eller på anden måde fungere sammen med andre mennesker udenfor familien, og at de vil opføre sig fuldstændigt egoistisk uden at tage hensyn til andre.

Men sådan er mennesket ikke! Jo, jo – det er ikke alle, der ønsker at være med i den lokale strikkeklub, læsekreds eller jagtforening. Alle mennesker har deres egne interesser, og ingen passer ind i alle sammenhænge.

Men mennesket ønsker ikke at være udenfor fællesskabet, så de lærer at begå sig, og den læring starter reelt i det øjeblik, at de bliver født. Børn i alle aldre ser, hvordan mennesker opfører sig.

De ser hvordan deres forældre opfører i forskellige situationer, hvordan de taler til andre mennesker, og hvordan de opfører sig de forskellige steder, hvor de kommer. Ved at iagttage og leve sammen med deres forældre – samt måske søskende og de andre mennesker, som de møder - så lærer de en masse ting om hvordan man begår sig i samfundet.

Forundring

Selvom jeg har mødt dette spørgsmål og den bagvedliggende bekymring mange gange, så er jeg stadigvæk forundret over det – fordi jeg ser for mig en masse folkeskolebørn, som hele dagen – i skolen og i fritiden – kun er sammen med børn på samme alder.

Forældrene får lavet de forskellige kedelige pligter – handle, møder, job etc. – mens børnene lytter til en lærer i en skolebygning, der som regel ligger behageligt langt væk fra forældrenes hverdag.

Virkeligheden

Men det er jo det eneste tidspunkt i deres liv, at børn udelukkende er sammen med mennesker på deres egen alder.

Endvidere – skolebørn ser på deres klassekammerater for at se, hvordan man opfører sig – hvis du ikke vil mobbes, så er der visse ’grupperegler’, som du skal følge, og det er som oftest ’regler’, der ikke findes i den voksne verden.

Så når jeg handler, så er min søn med. Hvis jeg skal til lægen, banken eller kunder, så er han med mig.

Vi er hver uge i en dansksproget børnecafe, møder venner i andre aldre, går på biblioteket, museet – vi taler med mennesker overalt og lever sammen!

Hvis jeg er sammen med mine venner, som ikke har yngre børn, så lærer han kedsomhedeni de voksnes kedelige samtaler uden hele tiden at afbryde.

I forretningen lærer han ikke alene evnen til at handle, men også at opføre sig ordentligt på steder med mange mennesker, som ikke kan lide børn, der er for vilde. På for eksempel biblioteket ser han mig tale med mennesker og lærer også at gøre det.

Så i stedet for kun at være sammen med børn på samme alder, så oplever hjemmeunderviste børn en meget større forskellighed blandt mennesker end elever i almindelige skoler gør.

Derfor er hjemmeundervisende forældre faktisk ikke bekymrede om socialisering, da vi bruger rigtigt megen tid i ’den virkelige verden’ sammen med vores børn.

Næste gang

Jeg håber, at vi ses igen om 14 dage, hvor det vil handler om læring – fordi børn kan da ikke lære noget, hvis de ikke går i skole og forældrene ikke er lærere…kan de vel?

Katharina Kirchner er forfatteren bag vores serie ”Hjemmeundervisning”.

Katharina er 38 år gammel og stammer fra Tyskland, men bor nu i Østermarie med en seks-årig og to katte. Hun er oprindeligt kontoruddannet, men har arbejdet med børn det meste af sit arbejdsliv. Udover at hjemmeundervise sit barn driver hun selvstændig virksomhed.

Hjemmeundervisning er blevet mere almindeligt på Bornholm de senere år, og Katharina vil hver anden torsdag giver et indtryk af denne undervisningsform.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT