Bornholm er lige så stærk, som vi gør hinanden. Når vi står sammen, hjælper, hilser og byder ind med gode idéer og konstruktiv kritik, løfter vi vores samfund og gør klippeøernes svar på en humlebi lidt bedre til at flyve.
Et godt eksempel på sammenhold og fælles hjælp på Bornholm er Hafniakiosken i Rønne. Her holder mange af hverdagen med avis, tobak og spil. Kioskejer Martin Schou har haft rod i registreringen af sine nikotinprodukter og solgt ulovlige smagskugler til nikotinen. Det må man ikke, og derfor har han indkasseret en bøde på 20.000 kroner. Et beløb, der er så stort, at kioskens fremtid har været truet af bøden.
Selvfølgelig må hverken Hafniakiosken eller andre bryde lovgivningen på dette område, hvor de gamle tobaksproducenter med deres absurd store og skrumpende tobaksindustri er på evig jagt efter nye afhængige kunder. De unge er i industriens profitjagtende kikkertsigte, og samfundet forsøger at kæmpe imod med regler og bøder. Den kamp er god og vigtig. Men når man som Martin Schou begår en fejl, skal det stadig være muligt at overleve på trods af hårde konsekvenser.