Først blev Københavns Lufthavn lammet. Siden fulgte jyske lufthavne, og ved daggry rapporteredes blinkende lys over havet ud for Bornholms Lufthavn. Myndighederne kalder forløbet et hybridangreb. Det er desværre den rigtige diagnose. Et par håndfulde professionelle droner, fløjet klogt og koordineret, kan skabe uro, forsinkelser og tvivl – uden at en eneste skrue rammer jorden. Pointen er netop at teste vores nerver og systemer, ikke at sprænge dem i stumper.
Det er ikke afgørende, at man i nattens mørke valgte ikke at skyde. Det afgørende er, at episoden udstiller et efterslæb: Vi mangler et fuldt udbygget, samtrænet antidroneberedskab omkring kritisk infrastruktur. Advarslerne har stået i kø siden krigens gråzone for alvor åbnede sig: droner over Østersøen, kabelsabotage, desinformation. Alligevel har vi lurepasset i den naive forestilling, at det nok “går over” med et par opdaterede procedurer.
Det gør det ikke. Derfor er regeringens løfte om nye kapaciteter og skærpet lovgivning nødvendigt – og sent. Nu skal der leveres: faste antidronezoner ved alle større lufthavne og havne; mobile teams, der kan detektere, jamme og – når proportionalt – nedkæmpe; fælles øvelser for politi, forsvar, lufthavne og beredskab; en kommandovej, der beslutter på minutter; og klare regler, der både beskytter borgerne på jorden og beviskæden i luften.
Hvem står bag? Den russiske fingeraftryksteori er nærliggende, og stormagten afviser som forudsigeligt alt. Men at gætte højere løser intet. Hybridkrig lever af benægtelse og støj. Vores bedste svar er robusthed: teknisk, organisatorisk – og demokratisk.