CRT-formand efter kæmpehul i kassen: Forstår ikke kritikken

CRT-formand efter kæmpehul i kassen: Forstår ikke kritikken
Ud over at være bestyrelsesformand i CRT er Lars Erik Jønsson til daglig direktør i Erhvervshus Nordjylland. Pressefoto.
TOPNYHED | ERHVERV | Fredag 26. september 2025 • 00:17
TOPNYHED | ERHVERV | Fredag 26. september 2025 • 00:17

Kirstine van Sabben forlod bestyrelsen i CRT med hård kritik af bestyrelsesformanden og måden, der bliver arbejdet på.

Der er hul i økonomien hos Center for Regional- og Turismetforsking, CRT. Et stort hul. Det afslørede Tidende i lørdags, og det har fået konsekvenser. Bestyrelsesmedlem Kirstine van Sabben har trukket sig med kritik af bestyrelsesformanden som begrundelse, mens den tidligere direktør, Anne Thomas, afviser at have nogen form for skyld i underskuddet. CRTs bestyrelsesformand hedder Lars Erik Jønsson. Han har nu valgt at stille op til et interview om sagen, efter CRT i første omgang ikke havde lyst til at udtale sig.

Hvad siger du til, at Kirstine van Sabben har trukket sig fra bestyrelsen?

– Jeg synes, det er ærgerligt, at Kirstine har trukket sig. Men jeg har også svært ved helt at forstå, hvorfor hun har trukket sig fra bestyrelsen. Jeg er med på, at hun ytrer noget mistillid, men jeg forstår ikke, hvad den mistillid går på. Kirstine er i sin gode ret til at sige, at hun ikke føler sig repræsenteret med sine beslutninger i bestyrelsen.

Har du forsøgt at få opklaret, hvad hun mener?

– Nej. Jeg synes, at Kirstine er i sin gode ret til at føle, at hun ikke føler sig repræsenteret med de beslutninger, der tages i bestyrelsen. Det er jo hendes gode ret, men jeg er ikke gået dybere ind i det på nuværende tidspunkt.

I skriver i jeres pressemeddelelse, at det halvvejs inde i 2025 stod klart, at der ikke var tilstrækkeligt med opgaver til at indfri budgetmålet for 2025, og at I nu forventer et underskud på to millioner kroner. Anne Thomas siger, at økonomien så god ud, da hun forlod CRT den 10. juni. Det er altså 20 dage inden, første halvår er gået. Hvad siger du til, at hun siger, at alt ser godt ud den 10. juni, og der så pludselig viser sig et budgetunderskud på to millioner kroner 20 dage senere?

– Det, der fremgår i halvårsregnskabet i august måned, som vi får afklaring på her, det er, at der forventes et årsregnskab, der gør, at vi mangler salg af analyser for to millioner kroner. Det er det billede, der bliver tydeligt i august måned efter halvårsregnskabet. Det er den viden, hvad der ligger af allerede indgåede aftaler, og hvad man forventer de næste måneder. Det er den afklaring, vi får på det tidspunkt, fordi der er et halvårsregnskab, der er ved at være klar.

Hvordan gik det så galt?

Anne Thomas har hele tiden set, hvad der er kommet ind af aftaler siden 1. januar. Hvilke oplysninger har I løbende fået fra Anne Thomas i 2025 om driften og den økonomiske situation i CRT frem til den 10. juni, hvor hun fratræder?

– Vi får en budgetopfølgning hvert kvartal i forbindelse med vores bestyrelsesmøder. Det er klart, at vi har en budgetopfølgning efter første kvartal. Der ser vi en situation, hvor der er en række aftaler, der skal indgås, for at vi kan få indfriet et samlet budget for 2025. Det er klassisk, og sådan har det været i alle mine år som bestyrelsesformand i CRT, at der er nogle udfordringer, når man ser på projektindtægter efter første kvartal. Den viden, bestyrelsen har, er først, da vi ser halvårsregnskabssituationen, og vi forholder os til, at udfordringen bliver ved med at være der, at det ikke ser ud til, at alle aftaler kan komme ind og blive realiseret i 2025. Efter første kvartal har vi et billede af, at det ikke ser så meget anderledes ud, end det har gjort i nogle andre år.

Halvårsregnskabet slutter jo ved den 30. juni, så hvad er forklaringen på, at det er gået så galt i andet kvartal, siden I pludselig kan se frem til et underskud på to millioner kroner?

– Meget af det arbejde, man havde budgetteret med, førte ikke til aftaler, der er blevet realiseret på en fornuftig måde og ikke forventes at blive realiseret det sidste halvår. Det er simpelthen det, der er billedet. Da vi som bestyrelse mødes til ekstraordinært bestyrelsesmøde i august, får vi ordentlig afdækket og kan gennem vores konstituerede direktør (Gitte Hvidkær Marschner, red.) se, at der er meget store risiko for, at det ender med et regnskabsmæssigt stort underskud i 2025. Da vi ser det, handler vi på det med det samme på baggrund af oplæg fra direktionen. Der stopper vi op og tænker, at det ambitionsniveau, vi havde for at kunne realisere et større omsætningsmål, ikke kunne lade sig gøre så hurtigt, som vi havde regnet med.

Hvordan kan Anne Thomas ikke have vidst noget om, da hun stopper som direktør den 10. juni, at andet kvartal så ud til at blive så dårligt, så man kan se frem til et underskud på to millioner kroner?

– Det må du spørge Anne Thomas om, hvis du skal dybere i det. Det afgørende er, at vi først har billedet på det her tidspunkt.

Ikke dybere ind i det

Vil man ikke normalt som direktør kunne se, at noget er ved at gå skævt, hvis man kommer ud med et forventet kvartalsregnskab i første kvartal, der ligger på budget, og så i andet kvartal pludselig lander så få aftaler, så man ender med at kunne se frem til et underskud på to millioner kroner ud af et omsætningsmål i 2025 på 15 millioner kroner?

– Det, der er vigtigt at forstå i den sammenhæng, er, at efter første kvartal har vi historisk ad flere omgange og flere år, også i min tid som formand, ligget skævt. Det har været meget naturligt, for det var først på et senere tidspunkt, at der blev indgået aftaler om de analyser, man kunne lave. Det har vi set før, men at situationen også er det efter andet kvartal, det er en unaturlig situation.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Hvis I siger, at første kvartal er, som det plejer at være, altså et lidt tungere kvartal end de tre andre, men rammer budgettet, og det så viser sig, at man i andet kvartal pludselig er to millioner kroner under budget. Hvordan kan direktøren ikke vide, at der er noget riv ravende galt her i løbet af det kvartal?

– Fordi man ikke har haft billedet af det. Vi har haft et stærkt samarbejde med Anne Thomas i de fem år, hun har været direktør, så det er fordi, at billedet ikke har været der, eller at der er noget, der ikke er lykkedes, så det kan jeg ikke gå dybere ind i. Det må du tale med Anne Thomas om. Jeg kan ikke bidrage mere der.

Da Anne Thomas stopper den 10. juni, siger hun, at hun efterlod CRT i en god økonomisk tilstand. Hvilke oplysninger gav hun jer om økonomien i forbindelse med overleveringen, inden hun stoppede?

– Den overlevering er typisk fra direktør til konstitueret direktør med henblik på, at hun fører det vidensgrundlag videre. Det er den måde, det er sket på.

Ingen afskedsstatus til bestyrelsen

Så I har ikke i bestyrelsen fået en afskedsstatus fra Anne Thomas – det er kun Gitte Hvidkær Marschner, der har fået det?

– Det er på den måde, det er sket.

Du udtaler, at jeres forventninger til tempoet i realiseringen af de økonomiske mål har været for ambitiøse. Hvad er det, der har været for ambitiøst?

– Det, der har været for ambitiøst, har været vores billede af, hvor hurtigt vi har kunnet skabe flere indtægter via vores model og vores analysevirksomhed i organisationen. Der har vi haft et for ambitiøst billede i bestyrelsen og den tidligere direktion.

Har Anne Thomas slet ikke noget ansvar for, hvordan det ser ud i CRT lige nu rent økonomisk?

– Det eneste, jeg vil sige til det, er, at det budget, vi havde for 2025, har bestyrelsen godkendt og besluttet. Sådan er det, og hvad man i øvrigt har og går ned i at botanisere, og hvem og hvordan og hvornår - der er ikke så meget andet end, at det er bestyrelsens ansvar, og vi har lagt et budget, der har været for ambitiøst.

Men er det ikke normalt direktionen, der fremlægger oplægget til budgettet?

– Jo, sådan er det altid. Sådan fungerer det i de fleste organisationer, så det er rigtigt. Men det er bestyrelsens beslutning. Det er bare vigtigt at sige.

Anne Thomas er jo kommet med et oplæg til et budget, som I så har besluttet. Har I ikke på nogen måde tænkt, at det her ser lidt for godt ud, da I fik oplægget?

– Nej, det vil du kunne se i nogle bestyrelsesreferater, hvad der har været for nogle overvejelser der, slutter Lars Erik Jønsson.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT