Hvad vi rent faktisk er virkelig gode til, fik jeg første gang færden af den sommer med haven fuld af bornholmere. Det blev nemlig en aften fuld af fortællinger om en jordemoder i snestorm, fiskere der tændte cigarer med 500-kronesedler på Nexøs værtshuse, verdens bedste ost, pølse, marmelade, øl, samt nabogårdenes navne og alle familierelationerne, der knytter et net hen over øen. Det hele var samlet som perler på en lang rød tråd af dyb stolthed. Sommeren har mere sol, efteråret højere torden, vinteren mere sne, og foråret flere traner. Det smitter at være stolt af sin ø.
Igennem mit arbejde står jeg ofte i paneldebatter rundt om i landet. Tit med politikere fra andre yderkommuner. Og ikke sjældent bliver jeg ved debattens slutning, som den eneste, mødt af en fra publikum, der synes, jeg er umådelig heldig, at jeg bor på Bornholm. Jeg kan kun give dem ret.
Disse fortællinger om os skal vi værne om. De kan meget vel være mere betydningsfulde end vi forestiller os.
Arkæologen Bruce Chatwin fortalte i 80’erne om noget meget centralt ved de australske aborigineres kultur – nemlig sanglinjer. Sønner får en sanglinje af deres far, som man kan synge og bruge som en slags kort. Versene bringer dig et stykke ud i ødemarken, uden at du farer vild. Når du møder nogen, deler I jeres sanglinjer, sådan at hver sanglinje kan føjes sammen til en længere sang, et større kort. Fordi sanglinjer gives i arv og deles mellem venner, kommer de tilsammen til at udgøre et katalog over lokale rutesystemer - et kort, der afgrænser den geografiske, sociale og historiske kontur af deres miljø.
Bornholmernes særlige evne til at dele vores fælles historie er med til at væve os tættere sammen. Ligesom når sanglinjer udvider aboriginerens kort over ødemarken, bliver vores fællesskab stærkere og mere detaljeret for hver fortælling vi deler.