Forældredag
Nogle gange overhører man de mest inspirerende samtaler uden decideret at smuglytte. Det sker typisk på caféer eller på færgen eller i Bornholmerbussen - hvor man ret beset også kan føle sig tvangsindlagt til at lytte til noget, men overhovedet ikke har lyst til, men det er en anden sag.
Forleden sad et midaldrende ægtepar på kaffebaren i Rønne og nød en kop kaffe. Det fremgik tydeligt af parrets dialekt, at de var fra Jylland, og baristaen ville derfor gerne høre, hvad der bragte dem til Bornholm.
Herefter fulgte en længere hyggesnak henover disken, som man ikke kunne undgå at overhøre, når man sad i det tilstødende lokale. Det fremgik blandt andet af samtalen, at parret havde lejet et sommerhus i Sømarken, og at de allerede havde været øen rundt. Man fik umiddelbart den tanke, at det var lidt tidligt på sæsonen at tage i sommerhus, i og med at ikke engang tjørnebuskene er i nærheden af at blomstre, men sådan er der jo flere og flere gæster, der har det. Heldigvis.
Nu var baristaen imidlertid den snakkesalige type. Venlig, interesseret, sympatisk, fuldstændig som en medarbejder i servicebranchen bør være, og undervejs tog samtalen en fortrolig drejning. Pludselig kom det frem, at ægteparret slet ikke var draget hele vejen fra Sønderjylland til Bornholm for at holde ferie. De skulle til forældredag på kasernen.
– Vores datter er gardehusar på Almegaard, sagde faren, stemmen bristefærdig af stolthed.
– Nå, det lyder da spændende, sagde baristaen.
Til dem, der ikke er helt med her, så holder 3. Opklaringsbataljon fra Gardehusarregimentet til på Almegårds Kaserne i Rønne.
– Der er forældredag på lørdag, supplerede moren, og så fulgte en længere snak om datterens liv i opklaringsbataljonen.
– Hun er så glad for det, sagde faren.
– Hun synes, det er helt utroligt, at hun også får penge for det.
Når man overhører den slags samtaler, kommer man uværgerligt til at tænke tilbage på alle de forældremøder, man selv har deltaget i gennem årene. Man kan måske ligefrem komme til at savne det en lille smule. Muligheden for at kunne følge lidt med i børnenes liv, chancen for at se dem i deres egen lille verden. Den trang stopper ikke, bare fordi børnene er blevet voksne, hvilket kan føre til utroligt kikset og grænseoverskridende forældreadfærd. Der findes talrige eksempler på forældre, der forfølger deres børn rundt i hele verden. Undertegnede har et friskt eksempler fra Zanzibar. Her var en søn rejst hele vejen til en ø udfor den østafrikanske kyst for at komme væk fra sine forældre. Men desværre: 14 dage efter den tårevædede afsked i lufthavnen, parkerede far og mor rullekufferten i sandet foran højskolen og spurgte, om nogen havde set Oliver?
Det holder aldrig op. Point til parret fra Jylland for at holde sig i skindet, til de blev indkaldt til forældredag.

NYT JOB
MEST LÆSTE


Synsrân
Et godt bornholmsk ord for horisont.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration