Falkenberg: Hold bolden på modstandernes banehalvdel

Falkenberg: Hold bolden på modstandernes banehalvdel
Illustration: Colourbox
KOMMENTAR | ABONNENT | 15. FEB 2024 • 19:00
Af:
Lasse Falkenberg
fodboldelsker gennem rigtig mange år
Kirkestien 3
Gudhjem
KOMMENTAR | ABONNENT
15. FEB 2024 • 19:00

Lasse Falkenberg har en idé til en regelændring på fodboldbanerne.

Til Jesper Møller, formand for Dansk Boldspil Union, (DBU), samt til DBUs Dommerudvalg ved formand Lars Nordlund og næstformand Claus Bo Larsen.

Idé til regel-ændring, der vil gøre fodboldspillet ”hurtigere”, mere underholdende og seværdigt for tilskuerne.

Overskriften til nedenstående indlæg kunne meget vel være: MÅL… MÅL… MÅL… MÅL… MÅL...

Jeg skal hermed tillade mig at fremføre en idé til når/hvis de generelle fodboldlove en dag skal revurderes. Det er jo sket i flere omgange, siden jeg for 65-70 år siden fandt min allerstørste glæde, når jeg sammen med andre drenge fik timer til at gå med et løbe efter den magiske, runde bold.

I dag må jeg desværre nøjes med at se andre gøre det på tv-skærmen, da man desværre ikke har evnet at stille et divisionshold på benene her på Bornholm.

Og så kommer jeg til sagen: For når man så sidder der, kan der ofte gå timer mellem målene, antallet af scoringer er desværre begrænset, og så kan spillet i perioder blive en både langsommelig og ligefrem søvndyssende affære at se på. Målfattige kampe kan selvfølgelig både være spændende og velspillede, men det er jo målene, der først og sidst holder foldboldens underholdningsværdi i live.

Så hvordan kan vi (måske) få flere af dem?

Det er uomtvisteligt sikkert, at for overhovedet at komme i nærheden af dem skal bolden jo befinde sig på ”modstandernes” banehalvdel. Og så er det, jeg vil fremføre ”min regelændring”, som jeg tror kan føre til mere direkte angrebs- og målsøgende spil – og dermed øge underholdningsværdien for os, der ser på, og måske også væsentlig flere mål.

Jeg accepterer, at ”opspillet” er en væsentlig del – som en slags planlægning – af det angreb, der skal sættes ind. Men det er min oplevelse som tilskuer, at det ofte bliver alt for langsommeligt og omstændeligt: Først lidt sidelæns, så lidt frem, så tilbage til målmanden, og så sidelæns endnu en gang – og man er ikke kommet over midterlinien endnu...

Jeg husker endnu fra gamle dage, hvor målspark for eksempel resolut blev sendt op på midten af modstandernes banehalvdel, og så gik det ellers løs derfra.

Mit forslag til en regelændring, der måske vil kunne løse lidt af det ”problem”, lyder i al beskedenhed:

”Når først det angribende hold HAR ført bolden over på modstandernes banehalvdel, må den ikke igen spilles tilbage på egen banehalvdel. (Det skete cirka 55 gange i kampen mellem Liverpool og Arsenal forleden – og hvor var det dog kedeligt at se på.)

Og: ”Hvis en spiller alligevel bliver nødsaget til at spille bolden tilbage på egen banehalvdel, bør det medføre en straf – takseret til et frispark til modstanderne. Det skal så eksekveres fra det sted, hvorfra bolden blev spillet tilbage over midterlinien".

Reglen vil kræve, at der indsættes en ”midterlinjedommer”, akkurat som vi i dag har ”sidedommere”, men jeg tror på, at den også vil føre til mere afvekslende, mere underholdende og mere seværdig fodbold – og sandsynligvis også flere mål, som det jo er det, det hele drejer sig om. Såvel for spillerne som for de millioner af tilskuere, der strømmer til tusindvis af fodboldarenaer over hele kloden ugentligt for at blive underholdt.

Min tanke er langt fra noget guldæg, men måske alligevel en overvejelse værd. Kan ske, at en lignende idé tidligere har været oppe at vende. I så fald synes jeg, at den fortjener at komme op af skuffen igen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT