Er det virkelig en måde at behandle kronisk syge og ældre på?

Dorte Thorsager genkender den problematik som Lise Olsen beskriver i et læserbrev i Tidende med overskriften "Forfærdeligt tab af offentlig transport". Hendes egen mor er i præcis samme situation. 

Jeg har med interesse læst Lise Olsens indlæg i Bornholms Tidende den 31. Januar 2024.

Min mor på 76 år er i præcis samme situation. Hun sidder i kørestol, og hun har også vederlagsfri fysioterapi, og har indtil nu også haft vederlagsfri kørsel.

Hun har også mulighed for at køre med Handybat, hvor man har 104 ture om året, og der er ikke mulighed for at tilkøbe flere ture. Det vil sige, at hvis hun kun kører til træning, og intet socialt kører til derudover, så er turene brugt op efter ca. 13 uger, da hun skal bruge fire ture om ugen for at deltage i træning to gange om ugen.

Jeg har lidt svært ved at se, hvor besparelsen er. For øjeblikket kan min mor selv komme fra kørestolen og på toilettet, men hvis min mor ikke får træning i benene, ja hvor længe kan hun så blive ved med det?

Så i stedet for at døgnplejen i dag kommer hos hende to gange om dagen, morgen og aften, så skal de nok komme oftere, netop i forbindelse med toiletbesøg, og hvor er besparelsen så?

Som Lise Olsen også skriver, så er der også noget socialt i at være sammen med ligestillede, og det giver livskvalitet.

Min mor får hjemmetræning to gange om ugen, men hun siger selv, at det slet ikke er på niveau med træningen hos Fysioform.

I torsdags tog min mor til træning for første gang i år. Jeg kunne mærke på hende, at hun var meget gladere og fortalte, at hun havde cyklet 3 km, og at de havde hygget bagefter.

Jeg vil som Lise Olsen også spørge, er det virkelig en måde at behandle kronisk syge og ældre på? “