Er der en skjult dagsorden for den fremtidige biblioteksstruktur?
Vi var adskillige, der fornemmede en "skjult dagsorden" om at lade mødet retfærdiggøre besparelser/lukninger rundt på de lokale biblioteker.
Bornholms Biblioteker inviterede den 2. maj til et "åbent inspirations- og debatmøde" på Rønne Bibliotek under overskriften "Dit, mit, vores bibliotek".
Indbydelsen var formuleret således:
"Et godt bibliotek
Mange bornholmske borgere kommer jævnligt på biblioteket, men hvad er et godt bibliotek for dig og for din nabo?
Kom og hjælp os med ideer til, hvordan vi skruer fremtidens bibliotekstilbud sammen på Bornholm.
Anledning: Bornholms Folkebiblioteker har sat gang i et strategiprojekt, der bl.a. indeholder en gentænkning af det eksisterende bornholmske bibliotekstilbud. Som et led i projektet, vil vi forsøge at afdække, hvad borgerne egentlig synes et godt bibliotek skal kunne.
Her vil vi rigtig gerne have gang i en debat, hvor flere forskellige stemmer fra det bornholmske samfund er repræsenteret."
Efter den formelle velkomst fik mødedeltagerne en pep talk af direktør Lotte Hviid Dyrbye, fra Tænketanken Fremtidens Biblioteker.
Til inspiration var inviteret fire spændende personer med hver sin indgangsvinkel til emnet, nemlig
• Dennis Gade Kofod – forfatter og debattør.
• Tine Segel – forperson for fagforbundet Kultur og Information.
• Pernille Kofod Lydolph – direktør i Destination Bornholm.
• Anne Thomas – direktør CRT (Center for Regional og Turismeforskning).
Et gennemgående tema fra oplægsholderne var, at bibliotekerne skal ses som et meget vigtigt element for demokratisk dannelse og til bevarelsen af dansk kultur (bredt set).
Flere kunne statistisk påvise sammenhængen mellem tilgængelighed (kort afstand og synlighed) med frekvensen af brugere.
Det understøttes helt aktuelt i en artikel i dagbladet Politiken, 6. maj 2023, hvor lektor Henrik Jochumsen fra Københavns Universitet er citeret for følgende: "Vi ved, at jo tættere på et bibliotek er, jo større er sandsynligheden for, at man bruger det. Så det er klart et problem, når borgerne har langt til et bibliotek. Klart. Det er både et kulturformidlingsproblem og et demokratisk problem".
Adskillige gange blev børnebibliotekerne også fremhævet som indgangsvinkel til "voksenbiblioteket", der gerne skal være en naturlig kilde til oplysning, fornøjelse, samvær med mere.
Der var herefter en kort pause, hvor deltagerne blev budt på kaffe/te og sandwich, og hvor mødets forventede udkomme blev debatteret livligt – og forventningerne var store!
På tre af de i alt fire stationer kunne deltagerne nu komme med ønsker og visioner i relation til mødets overordnede tema, "Fremtidens Biblioteker" – og ønskerne og tankerne var mange.
På den fjerde station var emnet (dog ikke helt ordret citeret), "når vi ikke har råd til den nuværende struktur, hvor kan der så lukkes biblioteker!"
Det var da noget af en mavepuster, når vi netop var blevet orienteret om vigtigheden af nærvær og synlighed.
Som flere deltagere bemærkede, skal de lokale biblioteker (herunder ikke mindst børnebibliotekerne) være det seriøse tilbud, der kan give nem adgang til viden og oplevelser, skabe et tilhørsforhold og erstatte tilværelsen hjemme ved skærmen med samvær.
Vi var adskillige, der fornemmede en "skjult dagsorden" om at lade mødet retfærdiggøre besparelser/lukninger rundt på de lokale biblioteker.
Utvivlsomt er det samlede budget stramt og kan være problematisk for et redeligt og professionelt drevet bibliotek. Dette skal ikke løses ved lukninger, men ved enten at tilføre den nødvendige økonomiske ramme eller ved at omlægge på andre områder.
På vegne af deltagerne fra Svaneke vil jeg gerne påpege, at hverken mødeledelsen eller relevante politikere denne dag fik den mindste legitimitet til at lukke de lokale biblioteker.
NYT JOB
MEST LÆSTE

Te betronijns
Når man får noget ‘te betronijn(s)’, så får man det på kredit. I Bornholmsk Ordbog illustreres udtrykket blandt andet med følgende citat: ‘Hajn ræstar ju ejnhillu alt, så vi torr væl foie lâ’jn få mera te betronijngs’.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration