Energiøens amatørarbejde

LEDER | DEBAT | Onsdag 22. marts 2023 • 05:30
LEDER | DEBAT | Onsdag 22. marts 2023 • 05:30

Regeringen planlægger energiø for 100 milliarder, men kan ikke sikre de syv nærmeste naboer en anstændig løsning.

Mandag præsenterede Energinet sin planer for energiøens landanlæg på et borgermøde i Nexø. Sydbornholm skal med rund hånd udsmykkes med 25 meter høje og 100 meter lange bygninger. Der kommer en smule træer og lidt jordvolde rundt om og et vandløb ned imellem de monumentale bygninger, der skal beklædes med brændt ler. Det skal give bornholmerne oplevelsen af at have været i proces, kunne gå en tur i området og have påvirket arbejdet efter to workshops, hvor mange borgere har givet deres bedste og vilde ideer med.

Men mødet blev ikke præget af arkitekternes næsten forudsigeligt kedelige løsning på transformeranlæggets udformning.

Nej. Præsentationen af landanlægget i det formentlig 100 milliarder kroner dyre projekt, der skal sikre vores fremtidige energibehov på en klimavenlig måde, blev i stedet præget af syv generede naboer, der nu får de summende 25 meter høje industribygninger som naboer i deres baghaver.

De syv ramte boligejere kan lige nu ikke få lov at sælge deres bolig til Energistyrelsen. De får ingen kompensation for det store byggeri, og de får ualmindeligt svært ved at sælge deres boliger til almindelig pris, nu hvor staten bygger stort i deres baghave. De berørte naboer prægede debatten i Nexø, hvor flere klapsalver lød mod projektet og dets placering.

Havde projektet være en landmøllepark eller solcellepark, var naboerne blevet kompenseret for deres tab. Men fordi Folketinget endnu ikke har lavet et ordentligt lovarbejde på netop dette område for landets første energiø, så må naboerne nøjes med forstående samtaler med Energinet og en lang næse for deres tab.

Borgmester Trøst fortalte i salen, at han bruger næsten alle sine vågne timer på at påvirke Folketing og regering, så lovsjuskeriet kan blive bragt på plads. Vores to regeringsbærende folketingsmedlemmer fra Bornholm var desværre ikke til stede i salen. Men de lover i dagens Tidende at kæmpe for at få styr på situationen.

Det er spild af god folkelig opbakning til det klimavenlige og 100 milliarder dyre byggeri ikke at kunne håndtere at betale de få borgere de relativt set få millioner kroner i kompensation. Tilmed er det spild af vores borgmesters tid, at han skal bruge alle sine vågne timer på at hjælpe de klemte naboer. Bornholm har masser af andre udfordringer, som vores borgmester skal arbejde med.

Lea og Peter: Løft byrden af vores borgmester og plagede husejeres skuldre og få løst sagen hurtigst muligt. Vi kan ikke være tjent med situationen, som den er nu.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT