Energiø Bornholm er halve visioner og ødelæggende for miljøet

SYNSPUNKT | SYDBORNHOLM | ABONNENT | 3. MAJ 2022 • 10:30
Af:
Jens-Otto A. Sonne
Risegaard
Søndre landevej 104
Aakirkeby
SYNSPUNKT | SYDBORNHOLM | ABONNENT
3. MAJ 2022 • 10:30

Det er min konklusion, at de miljømæssige forhold i området gør, at det af Energinet foreslåede område er særdeles uegnet til placering af et landanlæg, og en placering på en kunstig ø er det eneste rigtige.

 

Alle ved det – fossile brændstoffer får en ende, og vi skal overgå til vedvarende energikilder. Krigen i Ukraine fremmer behovet for at blive uafhængig af russisk gas og fremskønner overgangen til vedvarende energikilder, herunder vindmøller.

Men selvom processen speedes op, skal overgangen ske på en måde, hvor vor natur ikke tager skade. Og det er jeg bange for, politikerne har glemt – eller nedprioriteret – for at nå målet med mindre udledning i år 2030 – og det er ikke acceptabelt.

Den aktuelle placering af Energiø Bornholm er et klart eksempel herpå.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg er positiv overfor opførelse af vindmøller til havs. Vindmøller vil kunne bidrage betydeligt til landets energiforbrug. Men placering tæt på kysten samt placering af et landanlæg på Bornholm på ifølge oplyst mellem 70-90 hektar, er to gange selvmål.

Hvorfor ikke gøre det ordentligt og med respekt for vor fælles natur?

I Jylland etableres et tilsvarende anlæg med vindmøller. Her placeres vindmøller langt ude i Nordsøen, ligesom det er besluttet, at placere transformere etc. på en til formålet etableret kunstig ø. Det vil sige, der skal ikke etableres noget ”landanlæg” inde på land – alt bliver holdt ude på havet – langt fra kysten. Jylland er ellers præget af stor natur med store åbne arealer – det vil sige principielt masser af plads til at placere et landanlæg. Men når det drejer sig om Bornholm, så skal ”landanlægget” placeres inde på land medførende, at gårde, huse hvor vore medborgere har boet i mange år, skal eksproprieres, rives ned og øvrige nærliggende huse bliver usælgelige grundet lavfrekvent støj døgnet rundt årets 365 dage.

Det kan ikke være rigtigt – hvilke politikere kan forsvare det – for ikke at sige – tage ansvaret for det?

Jeg har hørt argumentet om, at anlægget i Jylland er større, og derfor kan det bedre betale sig at etablere en kunstig ø ude i Nordsøen. Det argument tæller jo ikke længere, idet der nu projekteres med en udvidelse af antallet af vindmøller ved Bornholm, således at anlægget i opstartsfasen bliver lige så stort som anlægget i Jylland. Og så til det med den halve vision – anlægget i Jylland påtænkes over årene at blive udvidet – men hvorfor ikke samtidig have en vision om at udvide vindmølleanlægget i Østersøen tilsvarende? Hvor er fremsynet – viljen til at gøre det rigtige for os alle sammen?

Placering af et landanlæg på Bornholm vil i den grad være ødelæggende for vor natur og oplevelsen heraf. Et landanlæg bestående af tre-fem bygninger, hver 25 meter høje og 100 meter lange vil ikke kunne gemmes væk. Det vil være et kæmpe bygningsværk, som i den grad ødelægger vort landskab og vort dyreliv. Området på 70-90 hektar vil i overvejende grad være indhegnet, og i døgnets mørke timer være belyst, eventuelt via sensorer, når noget bevæger sig i området. Noget mere naturfjendsk kan man vel ikke forestille sig?

Det af Energinet foreslåede område på Sydbornholm mellem Sose og Limensgade er omkredset af veje, hvilket betyder, at anlægget er synligt fra alle fire verdenshjørner. En alternativ placering op til en skov havde betydet, at anlægget ville være mindre synligt.

Området er kendetegnet ved, at grundvandet står meget højt. Selvom området er drænet, kan der i regnfulde perioder stå vand på markerne. Vandafledningen sker i væsentlighed via Risebæk ud i Østersøen.

Landbrugsjorden er blandt de bedre på Bornholm, men indeholder store mængder af det jernholdige okker.

Ved tidligere dræninger og udgravninger af vandafledningsgrøfter er den fredede Risebæk blevet forurenet af okker-aflejringer, som har farvet åen rød/orange og i perioder udslettet alt dyreliv. Alle kender ”det røde vandfald”. Okkerforureningen har strakt sig helt ned til åens udløb i Østersøen.

Der er i de seneste cirka 20 år ikke etableret nye dræninger eller foretaget uddybninger af vandafledningsgrøfter og tidligere okkerforureninger er efterhånden ikke længere synlige.

Men ved etablering af et landanlæg bestående af store bygninger, kabelføring etc., vil der skulle foretages et betydeligt gravearbejde. Gravearbejdet vil uden nogen form for tvivl medføre enorm udledning af okker langt overstigende tidligere tiders forurening af Risebæk. Selvom der påtænkes etableret et anlæg, som ifølge oplyst, skal forhindre en okkerforurening, er jeg skeptisk overfor dette og stiller i øvrigt spørgsmålstegn ved, om Energinet har nogen viden om omfanget af okker i området og dermed den potentielle forureningsrisiko?

I øvrigt ser jeg et væsentligt problem ved fremtidig håndtering af overfladevand. Aktuelt er det således, at overfladevand, som ledes bort via dræn og åbne grøfter, ledes stille og roligt ad den fredede Risebæk og derfra ud i Østersøen. Etablering af et landanlæg vil medføre, at vandet fra f.eks. et bebygget areal inkl. asfalterede områder etc. på f.eks. 10 hektarer ledes hurtigere til Risebæk. Selv en beskeden hurtigere tilførsel af vand til Risebæk vil give betragtelige oversvømmelser, da Risebæk og nuværende rørlægninger på vej til Østersøen ikke vil kunne håndtere dette. Oversvømmelser i ådalen vil ødelægge planter og dyreliv og ændre vegetationen afgørende. Kommer der f.eks. 30 mm regn over et par dage, svarer det til tre millioner liter vand.

Sammenfattende er det således min konklusion, at de miljømæssige forhold i området gør, at det af Energinet foreslåede område er særdeles uegnet til placering af et landanlæg, og en placering på en kunstig ø er det eneste rigtige. Jeg har aktuelt ikke forholdt mig til de ansvarspådragende forhold, hvis etablering af landanlæg i området medfører okkerforurening eller oversvømmelser.

Jeg har som så mange andre bornholmere deltaget i de møder, som kommunen og Energinet har inviteret til. Møderne har været besøgt af rigtig mange borgere, som i den grad har udtrykt utilfredshed med såvel vindmøllernes størrelse og den korte afstand fra kysten samt ikke mindst placeringen af landanlægget.

Møderne har fortrinsvis gået med, at repræsentanter fra Energinet m.fl. har forklaret, hvilke muligheder Energiø Bornholm vil give, men der har overhovedet ikke været oplyst om de miljømæssige konsekvenser for Bornholm. Det er ligesom, at det emne ikke eksisterer eller vægter i det store spil.

Det undrer mig virkelig, at vore lokale politikere, interesseorganisationer som f.eks. vor naturfredningsforening m.fl. ikke for længe siden har taget afstand fra det aktuelle projekt. Det her projekt er Bornholms største og mest ødelæggende for vor fælles natur nogen sinde, og ingen tør stå frem og sige, at det skal laves om. Hvorfor?

Afslutningsvis håber jeg, at vore lokale politikere vil tage fat i Christiansborg og få hele projektet Energiø Bornholm revurderet. Tænk på fremtiden – lad os etablere en energiø ude i Østersøen med lige så mange vindmøller som i Jylland – skab en vision og udfør den.