Vi bytter gaver med ministeren

Vi bytter gaver med ministeren
LEDER | 15. MAR 2023 • 05:30
Af:
Tommy Rømer Kaas
LEDER
15. MAR 2023 • 05:30

Bornholm giver Danmark en gave i form af en energiø, så klimaminsterens nye udmelding om, at der også skal gaver den anden vej, er god.

Klimaministeren var mandag på noget, der lignede en god gammeldags charmeoffensiv, på Bornholm. Og at dømme efter de kommentarer, som Tidende indhentede fra dem, som mødte Lars Aagaard (M), så havde ministeren succes med sit forehavende.

Regeringen vil gerne have et let og smidigt samarbejde med Bornholm om den kommende energiø. Man vil gerne have, at Bornholm velvilligt lægger horisontlinje til lange rækker af vindmøller og sydbornholmske marker til et stort landanlæg, fordi det – åbenlyst, vil mange mene – er en god idé.

Det er det også. Den grønne omstilling er uundgåelig, og vi bliver nødt til at bidrage. Det nye, som ministeren havde med til Bornholm i mandags, og som er helt, helt centralt, hvis Bornholm ender med at skulle huse energiøen, det er et løfte om, at der også skal være noget i det for os.

Lige nu er det hele 'fugle på taget'. Vi véd jo ikke, om der følger arbejdspladser med energiøen. Vi ved ikke, om der kommer masser af følgeerhverv i halen på den nye energi, og om der ligger et profitabelt eventyr og venter på os. Mange tror det – ingen ved det. Til gengæld ved vi, at energiøen altså kommer med en horisontlinje, som for altid vil være forandret, og markante ændringer i landskabet på Sydbornholm.

Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at fastholde, at vi i så vidt muligt omfang skal kunne se os selv, vores natur og hele vores pragtfulde ø i de her planer.

Bornholm kommer til at give et enormt bidrag til hele Danmark med den her energiø, så selvfølgelig skal gaverne også gå den anden vej i form af kompensation til naboer, grønne uddannelser og erhverv med mere. Det er indiskutabelt.

Og selvfølgelig er der modstand. Man vil jo ikke finde et eneste område i Danmark, hvor alle de lokale bare vil sige "kom, kom", når staten vil anlægge et så stort monstrum, som det 90 hektar store landanlæg tegnes op til. Derfor er klimaministerens ord om, at Danmark skal "give noget tilbage til Bornholm" vigtige.

Lars Aargard ser optimistisk på en opkobling til vores elnet, og alt andet ville jo også næsten være til grin, skulle man mene – og så mener ministeren, at energiøen kan komme med billig varme i vores radiatorer. Blandt andet.

Trøst, Wermelin, Peter Juel og Beof-direktøren var positive efter mødet med Lars Aagaard i går, og det er en god start. Vi har brug for stærke bånd og godt samarbejde – ligesom staten har det med os.