Elev på campus: Er det den udvikling vi ønsker?

Elev på campus: Er det den udvikling vi ønsker?
Studerende har sat banner op på Campus. Privatfoto
KOMMENTAR | ABONNENT | 9. FEB 2024 • 15:30
Af:
Eskild Aae Petersen
elev Campus Bornholm
på vegne 2CY
KOMMENTAR | ABONNENT
9. FEB 2024 • 15:30

Der er en bekymrende tendens til, at HTX ikke får tilstrækkelig opmærksomhed og ressourcer, lyder det fra en elev på vegne af en hel klasse.

Forestil dig en verden, hvor fremtidsmulighederne bliver indskrænket for unge på Bornholm. Desværre er dette ikke en fjern fiktion, men en realitet. En virkelighed, man som elev på Campus Bornholms HTX-linjen (højere teknisk eksamen) møder. Det er en uretfærdighed af de store, at vores naturvidenskabelige uddannelser lokalt gang på gang nedprioriteres, og det er på tide at handle anderledes.

Der er en bekymrende tendens til, at HTX ikke får tilstrækkelig opmærksomhed og ressourcer. Vi elever på HTX står over for en udfordrende tid, hvor vi skal træffe afgørende valg for vores fremtid. Desværre er valgmulighederne begrænsede på Bornholm. HTX er den eneste naturvidenskabelige uddannelse på Campus Bornholm, og når den ikke prioriteres tilstrækkeligt, fratages vi muligheden for at forfølge vores passioner og interesser inden for det naturvidenskabelige felt. Skolen lukker ned for vores ønsker om valgfag og teknikfag, hvilket ikke blot er uretfærdigt, men også en alvorlig hindring for vores fremtidige muligheder.

Denne underprioritering afspejler sig ikke blot i mangel på ressourcer og statslige midler til skolen, men også i det begrænsede udbud af naturvidenskabelige uddannelser, som vi får tilbudt her på øen. Ikke desto mindre viser statistikker, at gymnasierne i gennemsnit tjener mere pr. elev på HTX end pr. elev på STX eller HHX. Dette viser med ét den prioritering skolen vælger at tage. Det er dyrt at drifte mange små klasser kontra stordriftsfordele ved at ensrette uddannelsesmulighederne lokalt. Dette sætter os som unge i en uheldig position, hvor vores muligheder for at forfølge vores karrierer inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvirksomhed og lignende områder bliver alvorligt indskrænket. De unge der har ressourcerne, vil formentlig søge uddannelsesmuligheder ovre. Hvilket vil forstærke fraflytningen og udfordringerne for campus. Er det virkelig denne udvikling, samfundet Bornholm ønsker?

Ydermere er det tydeligt, at ledelsen på Campus Bornholm har en tendens til at overse de muligheder, som vi elever har brug for, og i stedet fokuserer ensidigt på økonomi. I deres beslutninger synes de at glemme, at det er vores fremtid og drømme, der er på spil, ikke blot statistikker på et papir. Derfor opfordrer vi både de lokale politikere, skolerne og ledelsen på campus til at tage denne problemstilling alvorligt og få flere til at vælge naturvidenskaben til.

Det er på tide, at Campus Bornholm investerer i de naturvidenskabelige uddannelsesmuligheder som HTX. Det indebærer at give eleverne på HTX på Campus Bornholm mulighed for at sammensætte uddannelsen med de valgfag der kræves for i fremtiden at kunne vælge en karrierevej inden for det naturvidenskabelige felt, som ingeniører, forskere, innovatører mm.

Det er vigtigt, at vi har adgang til de naturvidenskabelige videregående uddannelser, da vores samfund bygger og udvikles på disse.

Som elev forstår man ikke Campus Bornholms prioritering – gør du?

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT