Og selvfølgelig består feltet af nominerede igen i år af enormt kompetente idrætsledere, der alle har fortjent en stor omgang hæder.
12 kandidater var i spil, da komiteen forleden var samlet og udpegede de tre finalister. Disse er Lars Christiansen fra ASG, Lene Møller fra Tejn IF og Mikael Jørgensen fra Østerlars Skytteforening.
Alle tre er forbilledlige eksempler på ildsjæle, som gør og har gjort en kæmpe forskel på hver deres felt, og de er med til at danne selve grundstammen af frivillig idræt på Bornholm.
Når det kommer til den sociale sammenhængskraft, det at skabe fællesskaber, at være rollemodeller, at fremme folkesundheden og at støtte børn og unges udvikling – blandt andet – spiller de frivillige en hovedrolle, og det er hvert eneste år et privilegie for Tidende at kunne pege på lidt af det gode arbejde, der bliver udført.