Derfor er det vigtigt at bakke op om Folkemødet

Steen Gornitzka
Allinge
tidligere souvenirhandler
nu pensionist
Husk hvordan det var i Allinge før.
Da vi flyttede til Allinge for at starte en forretning i 2002, skulle vi lige lære, hvordan byen fungerede. ASG og Aste (erhvervs- og turistsammenslutning), var de toneangivne. Vores første butiksår startede i foråret med lejrskoler og pensionistbusrejser. Blev krydret, da DGI-stævnet slutjuni kom til Bornholm. Derefter Allinge Jazz i uge 28 og Havnefest i uge 29. Så var højsæsonen ligesom i gang. Start august var højsæsonen slut, og lejrskolerne og pensionistbusrejser var det, vi igen måtte leve af. Gæsten ankom til byen det år, men ingen vidste hvor stort, det ville blive. I efterårsferien kom det sidste hop i omsætningen. Juleoppyntningen var vi meget imponerede af. Oppyntningen startede ved benzintanken, gik gennem byen via Kirkepladsen med stort juletræ, nisse på tømmerflåde, granguirlande på havnegelænder og juletræ og belysning ved biblioteket (nu Folkemøde Huset) Alle nævnte aktiviteter blev udført af frivillige med rod i ASG og Aste.
I øvrigt var der alt for mange til salg-skilte på hele Bornholm.
Havnefesten var det første, som blev droppet. På grund af manglende økonomisk opbakning fra erhvervslivet blev underholdningen dårligere og dårligere. ASG, som stod for arrangementet, skulle jo skaffe penge til foreningen, men det hele endte til sidst med et underskud og i bedste fald et stor rundt 0. Så det eneste ASG fik ud af det, var dårlig udnyttelse af frivillig arbejdskraft.
Astes lokalgruppe forsøgte med et par store satsninger nemlig Jul i juli, hvor hele byen var med. Det var dengang så specielt, at det kom på lands-tv. Året efter var det Troldedage, hvor man fordelte alle aktiviteter gennem hele byen. Problemet med disse arrangementer var, at i sæsonens travleste periode skulle de implicerede erhvervsdrivende passe aktiviteter. Så da to af de mest aktive piger forlod Aktivitetsgruppen og Allinge, stoppede yderligere sommeraktiviteter.
Christiansø-farten startede Bornholm Express-ruten til Simrishamn, som med busforbindelse til København var et godt og populært alternativ til Bornholm. Ruten startede i 2006, men måtte lukke i 2014, da Post Danmark stoppede med at sende posten til Bornholm via Simrishamn.
I 2011 fik vi så Folkemødet i Allinge for første gang, mener at huske, at der kom omkring 10.000 og, at der var store problemer med mad og drikke. Husker også, at vi i vores butik gik tilbage i omsætning med 20 procent, måske fordi deltagerne havde taget vores normale kunders senge, men de var nok heller ikke lige vores målgruppe. Jeg sagde til min kone, at det her bliver stort for Allinge og Bornholm. Vi besluttede samtidig at åbne vores have for arrangementer til det næste folkemøde, for at vinde noget af det tabte ind.
Tilbage var nu kun jazzen og Folkemødet. Jazzen fik mindre og mindre opbakning til orkestrene, og publikum drak termokaffe og egne øl. I 2014 genereres derfor et underskud på 100.000 kr. Mange gode kræfter samler dog ind, og alle fik deres penge. Men pusten var gået af.
Så nu har vi 'kun' Folkemødet, stort og for hele erhvervet i Allinge den største omsætning på året. Tænk at dage i en tidligere skuldersæson nu er højsæson. Så både skulder- og højsæson er forlænget.
Folkemødet har været med til at skabe den fremgang, der er på hele Bornholm. Boligmarkedet er nu fint. Bornholm er et godt sted at bo. Eneste problem som jeg ser det er, at bopælspligten ikke overholdes i Allinge, der er simpelthen for store fortjenester i at have hus i Allinge til Folkemødet.
Men som det meste af det, jeg tidligere har berettet, er de fleste aktiviteter stoppet på grund af manglende opbakning. Kan det ske igen? Måske, for hvad sker, hvis Folkemødet pludselig kommer ud med et stort underskud på grund af manglende lokal opbakning. Mange landsdele står i kø for at overtage Folkemødet.
Der må og skal findes en måde/model for, hvordan alle, der tjener på Folkemødet, også bidrager til det økonomisk. Jeg forstår godt, at man har stejlet over den foreslåede afgift på arealleje. Men noget skal man bidrage med. Derfor bør alle restauranter, værtshuse, supermarkeder, butikker, overnatningssteder professionelle som private bidrage, så vi alle kan føle, at det er vores folkemøde. Jeg opfordrer alle, som tjener på Folkemødet, til at bidrage til det, så det ikke lige pludselig forsvinder, som så meget andet før det.
Jeg håber, at der til dette års evaluering vil dukke en masse fra erhvervet op, og at der af den dialog, som kommer, findes en model, hvor alle har lyst til at deltage økonomisk i et fornuftigt samarbejde.
NYT JOB
MEST LÆSTE
Så mange amerikanere er på vej
SPONSOREREDE MEDDELELSER


Soppegjijlle
Festligt måltid, der tidligere blev holdt efter en større slagtning, og hvortil den nærmeste slægt blev inviteret. Man serverede suppe med kødboller og kød med peberrodssauce.
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration