Debat: Optimistisk nytårstale for 2022

Debat: Optimistisk nytårstale for 2022
Lea Wermelin. Arkivfoto
SYNSPUNKT | BORNHOLM | ABONNENT | 4. JAN 2022 • 10:30
Af:
Lea Wermelin
miljøminister
folketingsmedlem (S)
SYNSPUNKT | BORNHOLM | ABONNENT
4. JAN 2022 • 10:30

Vi har allerede givet flere kommuner mulighed for at blive fri af statslige regler på en række områder. I det nye år vil alle kommuner få samme mulighed, også Bornholm, påpeger miljøminister Lea Wermelin.


Nu er vi hoppet ind i et nyt år. Traditionen tro holdt statsministeren nytårstale 1. januar, og der er grund til optimisme. Særligt er der tre ting, som er vigtigt at hæfte sig ved.

For det første så er dansk økonomi bomstærk. Det er ikke tilfældigt. I modsætning til under finanskrisen, har vi igennem coronakrisen investeret i mennesker, i arbejdspladser og i virksomheder for at holde hånden under vores økonomi. Og det har virket. Vi har den højeste vækst i 15 år og den laveste arbejdsløshed i 12 år. Fra september til oktober sidste år faldt ledigheden i hele landet, men mest på Bornholm. Arbejdsmarkedets parter har igen og igen også vist, at den danske arbejdsmarkedsmodel virker med trepartsaftaler på stribe. Men der er mangel på arbejdskraft. Derfor er regeringen allerede kommet med en række reformforslag, som skal give flere hænder i den private sektor og også i den offentlige sektor, blandt andet på vores plejehjem.

For det andet stod klimakampen stærkt i nytårstalen. Som statsministeren rigtigt sagde, så skal vi være utålmodige med at løse vores største udfordring, klimakrisen. Danmark er i dag et foregangsland. Det kan vi være stolte af, og jeg oplever selv, når jeg repræsenterer os i udlandet, at der er stor interesse for de danske løsninger. Bare tænk på, at Bornholm bliver en af verdens to første energiøer. Men mange er bekymrede. Statsministeren kom i nytårstalen med et konkret løfte: Det politiske flertal, der er lige nu i Danmark. Vi svigter ikke. Bare i 2022 kommer der en ny ambitiøs CO2-afgift. Og så er der flytrafikken. For os som ø er vi afhængige af vores transportforbindelser. Både den blå motorvej med færgen, men også vores indenrigsflyrute. Tænk hvis Danmark kan være med til at løse drivhusgasudfordringen med flytrafik. Her har vi sat os som mål, at danskerne senest i 2025 skal have en mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute og senest i 2030 helt grønt i Danmark. Det bliver svært, men vi tror på, at det er muligt med et grønt gennembrud her, og reaktionerne fra danske eksperter på for eksempel Syddansk Universitet og DTU har været positive.

For det tredje kan vi ikke spare os til et bedre velfærdssamfund. Under vores regering skal pengene følge med, når der bliver flere ældre og flere børn. Det er helt afgørende, at vi passer på velfærden. Men penge gør det ikke alene. Jeg har selv været afsted med vores lokale døgnpleje og også været i praktik på et af vores plejehjem. Vi har dygtige og omsorgsfulde medarbejdere, men der mangler tid. Der er brug for mere hjerterum og mindre kontrol og regulering. Vi har ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre fortjener. Derfor foreslår regeringen, at vi afskaffer den omfattende regulering, der er, og vi i stedet får en kort og mere præcis ældrelov. Vi har allerede givet flere kommuner mulighed for at blive fri af statslige regler på en række områder. I det nye år vil alle kommuner få samme mulighed, også Bornholm.

Danmark er et unikt land. Vi vil hellere samle os end splitte, og vores fællesskab er stærkt. Det er det også lokalt. Nu tager vi fat på et nyt år på Christiansborg med spændende perspektiver for os bornholmere. Godt nytår.