Debat: Der skal større fokus på de indsattes tilbagevenden til samfundet

I 2019 blev der foretaget knap 11.000 indsættelser i danske fængsler og arresthuse, som kriminalforsorgen hermed fik ansvaret for, dels under selve afsoningen, men også som en stor aktør i forbindelse med den indsattes løsladelse.

Vi må nok se i øjnene, at kriminalitet er kommet for at blive – desværre!

Dette indlæg omhandler mulighederne for, at undgå at indsatte i landets fængsler havner i ny kriminalitet efter løsladelsen.

Gennem mit mangeårige virke som efterforsker i politiet samt en diplomuddannelse i kriminologi har jeg fået stor interesse for den danske strafferet: straffelovsovertrædelser og de afledte konsekvenser.

Denne interesse kan opfattes som uvedkommende for andre end dem, der på den ene eller anden måde direkte er berørt af den omhandlende kriminalitet – enten som gerningsmand, offer eller folk, der som jeg havde mit levebrød i politiet.

Med ca. 310.000 anmeldte straffelovsovertrædelser i 2020 med blandt andet cirka 28.000 ofre for vold, må det imidlertid slås fast, at kriminalitet er et stort problem, der for rigtig mange familier truer deres oplevelse af et trygt velfærdssamfund.

Enhver demokratisk retsstat har et stort ønske om at nedbringe kriminaliteten i samfundet, da en oplevet ”for meget og for grov” kriminalitet destabilisere et samfund. Gennem mange år er der da også herhjemme gjort en række tiltag og igangsat talrige projekter for at dæmme op for kriminaliteten. Herunder har blandt andet tiltag inden for forebyggelsesområdet stor bevågenhed, da det jo er i alles interesse at undgå, at (ny) kriminalitet forøves.

I 2019 blev der foretaget knap 11.000 indsættelser i danske fængsler og arresthuse, som kriminalforsorgen hermed fik ansvaret for, dels under selve afsoningen, men også som en stor aktør i forbindelse med den indsattes løsladelse. At kriminalforsorgen i samarbejde med kommunerne er pålagt at etablere en så god løsladelse som muligt, skyldes ønsket om at reducere recidivprocenten (tilbagefald til kriminalitet) – altså at udøve en kriminalitetsforebyggende indsats.

Det vil være en overdrivelse at påstå, at kriminalforsorgen m.fl. har succes på dette område:

Recidivprocenten for dem, der i 2016 blev løsladt efter afsoning i fængsel, var 66 inden for to år. Med andre ord begik to ud af tre løsladte ny kriminalitet, inden der var gået to år.

Det er jo trist læsning, og selv om kriminalforsorgen på ingen måde er eneansvarlig for det store tilbagefald, er der i det nyligt indgåede fængselsforlig mellem regeringen, Det Konservative Folkeparti, SF og DF beskrevet en række tiltag, der skal formindske recidivprocenten.

Tiltagene er konstruktive og yderst fornuftige, men det kan undre, at det er nødvendigt at beskrive, at det er uhensigtsmæssigt at løslade en indsat op til en weekend, da dette forsinker den akutte kontakt til kommunen for den løsladte – dette burde være en selvfølgelighed.

I forliget lægges der endvidere op til, at deling af oplysninger mellem kriminalforsorgen og kommunerne skal styrkes for så vidt angår koordinering af handleplaner for den løsladte – ja tak, det giver også mening.

I forliget nævnes civilsamfundet som én af kriminalforsorgens eksterne samarbejdspartnere: ”der ligger inde med stor viden og kompetencer i forhold til kriminalitetsforebyggelse, ligesom det er helt afgørende, at der uden for murene står private virksomheder klar til at tage imod de dømte efter endt afsoning”.

Af mulige civile aktører vil jeg fremhæve Røde Kors og Tryg Fonden, der sammen med blandt andre Socialstyrelsen driver mentor-projektet Primus Motor.

Projektet går ud på, at frivillige mentorer tager kontakt til "egnede" indsatte en-to måneder før vedkommendes løsladelse. Her lærer mentoren og den indsatte hinanden at kende og begynder at planlægge for den indsattes løsladelse. Ved løsladelsen og op til cirka halvandet år frem hjælper mentoren den tidligere indsatte med dagligdags udfordringer i f.eks. kontakten med det offentlige – udfordringer som kan være vanskelige for alle, men som for en tidligere indsat med måske både misbrugs- og psykiske problemer kan være helt uoverskuelige.

Projektet Primus Motor er blevet evalueret og de højeste ønsker blandt de medvirkende i projektet var:

• Få struktur i hverdagen

• Undgå at begå ny kriminalitet

• Få overblik og styr på deres økonomi, samt

• Komme i gang med job eller uddannelse

Ligeledes blev det af deltagerne fremhævet, at det var en meget stor fordel, at mentorerne bestod af frivillige, der udelukkende hjalp af interesse for den enkelte indsatte. De indsatte følte sig mere i øjenhøjde med disse frivillige frem for personalet i kriminalforsorgen.

Selve effekten af Primus Motor er blevet undersøgt , og over en to-årig periode viste det sig, at blandt gruppen af indsatte, der deltog i projektet, og som skønnedes at være i høj risiko for at havne i ny kriminalitet efter løsladelsen, var residivprocenten "kun" 29, mod 67 procent for kontrolgruppen, der ikke deltog i projektet.

Alene dette store fald i hvor mange, der begår ny kriminalitet og de medfølgende store menneskelige omkostninger indikerer, at det vil være fornuftigt at udbrede denne mentorordning.

I samme effektmåling er det også beregnet, hvor meget samfundet sparer i kroner og ører efter en indsats deltagelse i projektet, og som efterfølgende afstår fra at begå ny kriminalitet. Beregningen viste en Cost-Benefit Factor på mellem 2,1 og 8,2, hvilket betyder at samfundet sparer mellem 2,1 og 8,2 gange så meget, som det koster Røde Kors at drive og administrere Primus Motor.

Sammenfattende

Jeg er stor tilhænger af, at det skal have en passende konsekvens, når man overtræder landets love.

For de groveste overtrædelser idømmes der langvarige fængselsstraffe, men for de allerfleste gælder det, at de løslades på et tidspunkt, og det er denne tilbagevenden til samfundet, jeg mener, at der bør være et større politisk fokus på: først og fremmest af hensyn til de mange ofre, men så sandelig også af hensyn til de mange penge, der vil være at spare, hvis vi kan dæmme op for indsattes tilbagevenden til kriminalitet.

Jeg er meget bevidst om, at det for ofre og/eller pårørende til ofre kan synes meningsløst og spild af penge, at hjælpe indsatte under deres afsoning og i forbindelse med deres løsladelsesmoment – denne holdning er forståelig, men da vores retssystem tilskriver, at man efter udstået straf skal løslades, er det bedste vi kan gøre vel at forhindre ny kriminalitet.