Danske EU-forbehold har intet at gøre med EU-Valget

Claus Larsen-Jensen, som er tidligere medlem af EU-parlamentet, forklarer de danske EU-forbehold i forhold til det kommende parlamentsvalg den 9. juni.

Som ved alle hidtidige valg til Europa-Parlamentet rejses spørgsmålet om et eller flere af de danske EU-Forbehold – for enten at skabe afvikling eller fastholdelse af disse, for at skaffe stemmer.

Men de danske EU-forbehold har intet at gøre med Europa-Parlamentet, og man kan som Europa-Parlamentariker ikke i Europa-Parlamentet ændre ved afvikling eller fastholdelse af de danske EU-Forbehold. Danske EU-forbehold kan kun afskaffes ved danske folkeafstemninger.

Ved dette valg er spørgsmålet om evt. dansk tilslutning eller ikke til den fælles EU-valuta euroen blevet rejst. Heller ikke dette er relevant i forbindelse med valget til Europa-Parlamentet.

Det kan så give anledning til en status for de danske EU-Forbehold. De blev indført efter at et lille flertal af danskerne i 1992 stemte nej til Maastricht-aftalen. Fire forbehold i alt:

Unionsborgerskabet

Det handlede om, at man udover sit nationale borgerskab også fik et borgerskab i EU.

Det blev i Danmark misforstået, som om, at man ikke længere skulle være dansk, fransk, tysk osv. borger. Det var selvfølgelig noget vrøvl. Det handlede om, at de rettigheder vi har i eget land også skulle gælde, hvis man som borger i EU arbejder, studerer, bor eller rejser i et andet EU-land. Ved den næste traktatændring blev det præciseret. Derfor skal vi aldrig nogen sinde i Danmark stemme om det.

Forsvarsforbeholdet afskaffede 66,9 procent af danskerne den 1. juni 2022.

Euroen

For det første spørgsmålet om Euroen. Euroen er også knyttet til EU’s Økonomiske og Monetære Union.

Her har Danmark tilsluttet sig kravene om, at statsgælden ikke må være mere end 60 procent af bruttonationalproduktet, og underskuddet ikke mere end tre procent i de offentlige budgetter. Det er helt afgørende elementer i Danmarks økonomiske politik, uanset farven på regeringen.

Danmarks statsgæld er kun 10,5 procent af BNP. Danmark er duks i forhold til EU-reglerne, men det er også godt for Danmarks økonomi. Vi har samtidig knyttet den danske krone til euroen til en vekselkurs på -/+ 7,5 kr. pr. euro. Denne fastkurspolitik stammer tilbage fra midten af 1980-erne, da den danske regering indførte fastkurspolitikken mellem kroner og tyske DM. Da DM blev en del af euroen, fulgte fastkurspolitikken for Danmark med overfor euroen. Danmark er således en central del af de økonomiske principper i EU. Danmark har ikke euro-mønter og sedler. Danmark deltager ikke i beslutninger i den Europæiske Centralbank, ECB, men nationalbanken i Danmark justerer hver gang renten jf. ECB-beslutningen. Spørgsmålet om kroner eller euro er et meget følsomt politisk spørgsmål, selvom de fleste efterhånden betaler med kreditkort, hvor der hverken står kroner på eller er et kontrafej af regenten. Sagen er bare, at det ikke er et reelt aktuelt politisk spørgsmål i Danmark.

Retsforbeholdet

Dette er delt i to dele: 1) Det retslige samarbejde, som også handler om det politimæssige samarbejde i Europol og 2) samarbejdet om indre anliggender, bl.a. på udlændingeområdet.

I forbindelse med Lissabon-Traktaten i 2009 forhandlede Danmark sig til, at vi som land kunne have en tilvalgsordning på retsområdet. Det var nødvendigt fordi samarbejdet på retsområdet ændrede sig fra at være mellemstatslig til at være fælleseuropæisk. Det betød, at når lovgivning ændres på områder på retsområdet, hvor Danmark i forvejen er med, så hægtes vi af en lovgivning, som vi er for, men hvor forbeholdet går på beslutningsformen. Det stemte vi om i december 2015. Det, som vi stemte om, var den aftalte tilvalgsordning, som indeholdt mange elementer, som skabte en del forvirring. Det blev et nej.

Det afgørende i alt vedr. de resterende danske EU-forbehold er, at det er en ren dansk beslutning om vi ønsker at deltage fuldt ud.