Brevkassen: Kunst er ældrebyrdens svar på fritidsordninger

Jeg kan lige så godt sige det, som det er, sige det lige ud, råt for usødet, den skinbarlige sandhed.

Kære brevkasse. Af frygt for at blive stødt ud af det gode selskab, har jeg hele livet holdt det skjult. Når jeg forsigtigt har forsøgt at vise mit sande ansigt, er jeg blevet mødt med kolde skuldre, hån og ydmygelse.

Først nu, i min fremskredne alder, vover jeg at stå ansigt til ansigt med tabu og fornægtelse.

Jeg kan lige så godt sige det, som det er, sige det lige ud, råt for usødet, den skinbarlige sandhed.

Mellem os to, kære brevkasse - jeg forstår ikke kunst!

Jeg forsøger ihærdigt. Min pensionsopsparing går til medlemskaber af Bornholms Kunstforening, Gudhjem Museum, Erichsens Gård, Høst Museet og Kunstmuseets Venneforening.

Jeg har drukket lunken papvin og spist saltstænger til ferniseringer i Grødby og Arnager.

Jeg har vandret op og ned og ud og ind af gigantiske kunsttempler i London, Paris, Tokyo, Amsterdam, New York, Rom, Rø og Gud ved efterhånden hvor. Jeg har stået i kø ved Mona Lisa og faldet i søvn foran Monets enorme åkander. Jeg fået en knæskade i Uffizierne. Jeg har løbet spidsrod til Bornholms Kunstrunde. Jeg har shoppet god smag i museumsbutikker på Louisiana, Charlottenborg, Ordrupgård, betalt astronomiske summer, brugt oceaner af tid, slidt mine fodsåler tynde, købt postkort, plakater, nøgleringe, kuglepenne, kaffekrus, puslespil og bøger. Men det er som om, indsatsen fra alverdens velmenende kunstpædagoger preller af på mig som vand på en ignorant gås. Reaktionen udebliver, er ikke-eksisterende - som en taxa på Nordbornholm.

Jeg har altid haft ja-hatten på, (næsten altid), men det eneste jeg har opnået, er en slem migræne, som især kommer til udtryk ved tidlig modernistisk ekspressionisme, hvor individets subjektive indre virkelighed og sanseindtryk er i fokus – hvor det ydre bliver farvet af det indre og bliver besjælet og forvrænget – det starter med flimren for mine øjne. Og så kommer vi til futurismen – hvilket katalyserer en svag dunken i baghovedet for at kulminere med surrealismen – og først da udfolder min hovedpine sig i al sin kunstforladte realisme.

Hvor alle andre gråhårede intellektuelle falder i svime over bornholmermalerne, efterlades jeg helt kold og tom indeni.

“Dette er ikke en pibe!” Jo, det ved Gud, det er.

Når disse connaisseurs fordyber sig i kunsten på væggen, stirrer jeg fast og koncentreret på skiltet til toiletterne eller restaurenten og drømmer om noget så konkret virkeligt som en kop kaffe med chokoladekage og flødeskum.

“Hvad er klokken?”

“Slukkede jeg for komfuret?”

“Hvornår sejler færgen?”

“Fylder svigermor rundt i år?”

Mine tanker går i selvsving foran Kviums svagbørnskoloni.

Hvis jeg uforvarende kommer med udbrud som “Gad vide om det er hængt på hovedet?” eller “Det kunne jeg sgu da også have malet!” så råber min kone “Rindalist”, “Alex Ahrendtsen” og andre skældsord, og så er det slut med sex helt indtil næste fernisage.

Hvad er der galt med mig?

Og hvorfor må jeg ikke blende en guldfisk?

Hilsen den åndsforladte

Der er ikke noget galt

Kære åndsforladte. Der er ikke noget galt – du er blot ikke moden nok endnu.

Kunstmuseerne er ældrebyrdens svar på fritidsordninger. Hvis vores samfund ikke havde disse institutioner, ville vi se de gamle drikke sig i hegnet og hænge ud på gadehjørnerne. Og det kan vi ærlig talt ikke være bekendt. Du må væbne dig med tålmodighed. En skønne dag kommer turen også til dig.

Og du er jo ikke kunstner. Derfor skal du afholde dig fra at skide i en dåse og blende fisk, før de er rigtig døde.

BREVKASSEN
Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.

Holmsted er opdraget ud fra mottoet: "Der findes ingen dumme spørgsmål". God fornøjelse.