Brev fra Bornholms smukke kyster

Brev fra Bornholms smukke kyster
Her ses kysten ved Melsted. Foto: Allan Rieck
KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 5. august 2024 • 15:30
Af:
Kurt Buchmann
Svaneke
KOMMENTAR | DEBAT | Mandag 5. august 2024 • 15:30

Vi får en beretning om store naturoplevelser på Bornholm.

 

Som så mange gange tidligere på mine naturvandringer, så måtte jeg denne dag prise mig lykkelig over at bebo Bornholm.

Øens kyster skuffer aldrig naturhistorikeren. Det er en kyst med gratis adgang til uvurderlige naturoplevelser, der binder fortid og nutid sammen.

Denne gang gik turen sydpå. Vandringen langs brinkerne på den sydbornholmske kyst blev mødt af skønne bevoksninger af typiske strandplanter - ikke mindst den lækre strandsennep, som lyste op med sine milde lyslilla kroner blandt strandarve og østersøhjælme.

Vandet

Man måtte også bruge lidt tid på makroalgerne, repræsenterende ikke så få arter af rød-, grøn- og brunalger, som var skyllet op på stranden eller skvulpede i vandkanten.

Det er lidt rodet at se til ved første øjekast, men det varmede at se den lange række af vadefuglearter (rødben, ryler, klirer med videre), som lystigt pibende holdt sig til i dette spisekammer af hvirvelløse dyr, der var knyttet til opskyllet.

Geologi

Visse steder var brinken skredet, som havets stadige påvirkning og materialevandringen langs kysten tilsiger, men selv dette umiddelbart rodede scenarie afdækkede en rejse gennem jordens geologiske tidsaldre.

Geologiske aflejringer og diverse skiferlag med fossiler kom til syne ved skredet. Et nærmere kig på de fremkomne lag bragte mig med graptolitter, trilobitter og ortoceratitter flere hundrede millioner år tilbage i øens historie.

Et enkelt sted mødtes man af en umiskendelig kadaverlugt, hvilket dog ikke overraskede. Døde sæler - mere eller mindre omsatte - finder vi jo af og til ved vore kyster. Der er jo ikke så få af dem derude. Det seneste estimat tilsiger os, at der pt findes mellem 47.000 og 50.000 gråsæler i Østersøen, og at deres antal vokser støt med fem procent om året. Hvert af disse prægtige dyr, som lystigt svømmer omkring ved vore kyster, æder gerne adskillige kilo fisk hver dag for at opretholde livet, men selv det har jo ende.

Kontraster

Varm af dagens oplevelser måtte jeg ved hjemkomsten til Nordbornholms klippekyst tage en dukkert i Østersøens krystalklare vand.

Svømning mellem tætte bevoksninger af blære- og strengetang er en lise for sjælen. Det er livsbekræftende at se masser af fiskeyngel og ungtorsk så tæt på kysten. Det er blot ærgerligt at mange ender i rovdyrets mave inden de bliver store.

Aftentur

Efter et vel fortjent aftensmåltid baseret på lokalt producerede råvarer gik aftenturen ud i kulturlandskabet.

En slentretur henad oldtidsvejen mellem bronzealderhøje, levende hegn og bondeskove - her og der afbrudt af bondens agre med ikke mindre end 17 forskellige afgrøder såsom ærter, solsikke og ølandshvede - kan være nok så hyggelig.

Så kan man også sige godnat til de mange harer, rådyr, rørhøgen og glenten. Turene ud i den bornholmske natur kan anbefales for både fastboende og besøgende.

Forberedelse

Det kan dog være en fordel at forberede sig lidt på, hvad man opleve ved kysten og i skovområderne.

Oplevelsescentret Natur Bornholm placeret midt på øen er et godt sted at starte. Her kan man få et godt indblik i naturens arter og dynamik. Desuden tilbyder øens mange naturvejledere kyndig bistand på ture ud i de forskellige naturtyper på øen.

Hvis man har lidt ekstra tid til overs i de lange vinteraftener, så kan den lange række af publikationer, som grundige og seriøse naturhistorikere har bidraget med gennem 50 år, anbefales. Først naturbladet ”Fjælstaunijn”, afløst af ”Bornholms Natur” og siden ”Natur på Bornholm”.

Her kan man danne sig et indblik i hvorledes Bornholms natur til stadighed byder på nye og spændende arter.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT