Bornholm som potentielt østersøisk Saudiarabien i energimæssig forstand

Hvad skal vi lære af fortiden for at begå os i fremtidens Østersø? Hvor skal vi drømme os hen i fremtiden?

Min barndoms tv-aviser havde tit et indslag fra Bornholm, hvor fiskere i blå kedeldragter og pelshue med alvorlige ansigter talte om kvoter og fangstdage. Ordet 'konkors' udtalt på bredt bornholmsk forekom jævnligt. Jeg selv boede 'ovre' fra 1980 til 2003. Min familie flyttede over, da jeg var fem år gammel, men jeg havde da en svag erindring om, hvor meget fiskeriet havde fyldt, og hvor mange kuttere, der lå i havnene.

Da jeg vendte tilbage til Bornholm, lå havnebassinerne øde hen. Og da jeg trillede barnevogn rundt i Nexø, da jeg holdt fædreorlov, gik turen gerne forbi Nordfilet, hvor min lille dreng med store øjne beundrede gravkoen, der rev industribygningen ned. Det var tydeligt, at en æra var forbi. Men alligevel virkede det ikke, som om der var den store sørgmodighed over det. Jeg mødte en del af de søfolk, der havde måttet afmønstre de gamle kuttere. Jeg pendlede til København, og nogle af dem mødte jeg i flyveren til København. Der stod Esvagt eller Danpilot på arbejdstøjet. Som gode søfolk havde de taget bestik af situationen og lettet anker og sat kursen mod nye og mere lønsomme farvande. I Esbjerg var fiskeriet også brat forsvundet, men i stedet sejlede de gamle fiskere nu for offshore-branchen. Der var også brug for bornholmere. Andre sejlede turbåde i Københavns Havn, og så var der naturligvis dem, der blev i fiskeriet, men nu blot sejlede længere væk til Nordatlanten. Størst held havde Ocean Prawns i Nexø, der ramte en finansiel guldåre i det grønlandske rejefiskeri.

Jeg har tit tænkt på mit møde med den generation af søfolk, når jeg har arbejdet med Bornholms historie i et bredere perspektiv. For den vilje til at finde en vej, som jeg så hos dem, finder jeg gang på gang historiske fortilfælde for. Da der var nedgang i fiskeriet i Østersøen i midten af 1800-tallet, så sejlede bornholmske skibe i stedet til Jan Mayen og Spitzbergen, hvor de slagtede sæler i stort tal. Sælerne blev kogt til tran, som gav lys til Københavns gadelamper. Bornholm var også dengang en energi-ø.

De, der blev tilbage på Bornholm, fandt også på andet at lave, end at filetere fisk. Der blev bagt rugkiks og destilleret snaps og brygget øl, som man kunne skylle sin bornholmske pasta ned med. Oste fra Klemensker og sennep fra Nexø flyttede fast ind i danskernes køleskabe. Og det var ikke kun maverne, der skulle fyldes – der var også noget til hovedet. Der blev plads til kultur, ånd og politik med Folkemødet i Allinge og festivalen med Danmarks mest kiksede navn, Wonder…

Alt det, jeg nævner her, står i grel kontrast til den undergangsfortælling, som man af og til kan møde blandt bornholmere. Når tingene ikke går den helt rette vej, så klager man, og viser tilbage til, hvordan ”kjøvenhavnerne” også svigtede i 1945 og i 1658. Sådan bruger vi alle historien som et spejl, når vi diskuterer vores samtid. Historien er vores allesammens, og den er et godt sted at hente argumenter. Men selvom bornholmerne af og til kan føle, at de er udgrænsede og bor i en periferi, synes jeg nu, at jeg ser det modsatte. Bornholmerne er i langt højere grad end andre landsdele uhyre velintegreret med deres hovedstad. Det er især, når forbindelsen til København er udfordret, bornholmerne klager mest højlydt. Vi forventer faktisk, at vi kan komme til København nemt, hurtigt og bekvemt. Det er ikke en forventning, man har i Skagen eller Thorsminde. Dette forhold til hovedstaden og statsmagten går langt tilbage. I 1658 var det heller ikke lige meget, om Bornholms hovedstad hed København eller Stockholm.

Historien om fiskeriet på Bornholm er i virkeligheden en overgangsfortælling snarere end en undergangsfortælling. Der var naturligvis eksempler på folk, der blev ramt hårdt af omstændighederne, da fiskeriet kollapsede. Men det generelle billede af Bornholm i årene efter kollapset er overraskende positivt. Bornholm er aldrig blevet en del af den 'rådne banan'. Og hvis man vil se landsbyer med tomme huse og brædder for de lukkede butiksvinduer, så skal man tage til Vestsjælland eller Lolland – ikke til Bornholm. Det betyder ikke, at der ikke findes sociale og økonomiske problemer på Bornholm. Men omfanget er mindre, end man nok kunne have forventet.

Nu står Bornholm over for en ny omstilling. Klimaforandringer og sikkerhedspolitik gør pludselig Bornholm til et virkelig centralt sted på europakortet. Når jeg åbner min app for at se, hvordan vejret bliver, så får jeg et billede frem, der viser, hvor det blæser henne. Ofte er store dele af Europa farvet helt blåt, hvilket betyder, at der nærmest er vindstille, men omkring Bornholm er der ofte gult eller orange. Her blæser det for det meste. Det gør Bornholm interessant som et potentielt østersøisk Saudiarabien i energimæssig forstand. Milliardinvesteringer i vindenergi kommer under alle omstændigheder de kommende år til at betyde, at bornholmerne endnu en gang skal vænne sig til nye industrier og nye naboer. Der vil komme tilflytning i en grad, vi ikke har set i generationer.

De nye anlæg vil præge landskabet og for en del også skæmme det. Men set med historikerens og arkæologens briller, så er det bare endnu en fase i en lang række af landskabsmæssige forandringer. Vi har for længst vinket farvel til telefonpælene, der prægede min barndoms Bornholm. Og om hundrede år, tør jeg også godt forudsige, at vindmøller og landanlæg igen er forsvundet til fordel for noget andet, som jeg i dag ikke har fantasi til at forestille mig.

Efterhånden som vindmøllerne rejser sig i horisonten ude på havet, vil der blive behov for, at man kan sejle ud og servicere dem. Det er ikke utænkeligt, at den fisker, der påmønstrede en trawler i Nexø i 1985 og som tvunget af fiskeriets kollaps i 1990 vendte næsen mod Esbjerg, nu i en moden alder kan vende hjem til Bornholm og sejle sine sidste år for energiøen.