Bornholm – Danmarks stedbarn

Skal bornholmerne nu lære russisk – igen!

»Bornholm er jo ikke et rigtigt medlem af Nato«, sagde den daværende socialdemokratiske forsvarsminister, Poul Søgaard (S) i 1982, i forbindelse med et planlagt besøg af et amerikansk militærorkester, der skulle spille på Solskinsøen.

Besøget blev dog aflyst, da der i forbindelse med russernes afgang fra Bornholm, i april 1946, blev indgået en aftale, der handler om fremmede troppers ophold på Bornholm og denne aftale har ingen udløbsdato, fremhæver den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin.

”Besøget” af russiske styrker blev desværre ikke aflyst ved afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor russerne i næsten ét år holdt Bornholm besat.

Den formelle årsag var, at den daværende tyske kommandant på øen, Kapitän zur See von Kamptz, ikke ville overgive sig til ”civile”, men krævede at der kom en højtstående engelsk officer til øen, til hvem han så ville overgive sig. Men den danske regering og feltmarskal Montgomerys repræsentant i Danmark, general Dewing, gav blanke Fanden i Bornholm og den 8. maj besatte russerne så øen og så måtte von Kamptz overgive sin garnison til dem.

Note til regeringen

Som det er de fleste bornholmere bekendt, så havde øen en amtmand, P.C. Stemann, der hverken var bange for Fanden eller tyskerne. Stemann forsøgte forgæves at komme i kontakt med den danske regering i København for at få en forklaring, hvilket ikke lykkedes, og så måtte Stemann selv tage affære. Han gjorde en meget stor indsats for at holde orden på øen samtidig med at han på den mest forbilledlige facon samarbejdede med russerne om den bornholmske dagligdag.

Den røde hærs kommandant på Bornholm havde dog sendt en note til den danske regering, hvori han bekendtgjorde, at ”besættelsen af Bornholm var et led i de almindelige militære operationer og af rent midlertidig art”. At krigen faktisk var slut forbigik den russiske kommandant med tavshed.

Denne ”note” tog den danske regering til efterretning, og først i april 1946 forlod de russiske tropper Bornholm. Denne, for resten af Danmark, så skændige historie, kan de fleste bornholmerne selv i detaljer.

Clausewitz og Cæsars gallerkrige

Hvorfor sidder russerne så længe uantastet på Bornholm? De af mine læsere, der har læst den tyske militærteoretiker von Clausewitz, (1780-1831) der har skrevet bogen ”Vom Kriege” (Om Krig) eller ”Cæsars Gallerkrige”, vil vide, at når man som feltherre er ved at tabe et slag, så gælder det om at erobre så meget af fjendens land som muligt, så man har noget at forhandle med.

Det var også tilfældet med Bornholm. Sovjetunionen sad jo allerede i 1946 på de baltiske lande, men manglede den ”sidste brik” i det strategiske spil om herredømmet i lande i og omkring Østersøen, hvor Bornholm var en særdeles vigtig ”brik”.

Den magt/nation, der råder over Bornholm har 100 procent kontrol med al søtrafik ind og ud af Østersøen. Derfor var Bornholm vigtig for Sovjet indtil videre. Når man så relativt ”smertefrit” slap af med russerne i 1946, var det, ikke mindst fordi man så, fra vestlig side, så gennem fingrene med, at Sovjet sad på Baltikum, hvilket indtil videre var acceptabelt, men Bornholm skulle Sovjet lade være i fred, da øen var for tæt på de allieredes interessesfære, ligesom Ukraine er for tæt på Ruslands interessesfære i dag.

Si vis pacem, para bellum (Hvis du vil freden, så forbered dig på krigen)

Man behøver dog hverken at læse Clausewitz eller Cæsars Gallerkrige for at se forskellen på en forsvarsposition og en angrebsposition, og danske politikere leger med ilden, når de, som de har gjort siden 2. Verdenskrig, lægger sig fladt på ryggen og adlyder enhver henstilling (ordre), der kommer fra Pentagon.

Danske politikere med udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Morten Bødskov i spidsen taler om ”at forsvare demokratiet i Ukraine” og at vi, som medlem af Nato, skal møde op, når krigstrompeten gjalder og Natos musketered træder i kraft: Når et Nato-land angribes, står alle last og brast. Jamen, hov, Ukraine er jo ikke medlem af Nato?

Nej, men det vil de gerne være. Og selvom det har lange udsigter, så agerer mange medlemslande som om Ukraine allerede er medlem. Jamen, hov igen! Tyskland er vel et af de mest betydningsfulde medlemmer af Nato, og de vil ikke medvirke i større stil, som f.eks. Danmark, der gerne vil levere våben til Ukraine. Tyskland vil kun yde en økonomisk støtte.

Danmark ville gerne have leveret nogle Stinger-missiler, men pludselig fandt man ud af, at de nok var for gamle og så trak vi, gennem nogle forblommede udsagn, tilbuddet tilbage. Klogt af Danmark!

De danske missiler vil ellers kunne gøre en forskel i Ukraine. Det mener f.eks. militæranalytiker Hans Peter Michaelsen, der selv er tidligere officer i det danske flyvevåben.

– Stingerne vil være ganske effektive mod helikoptere, hvor man kan ligge i skjul og pille dem ned, som det skete i Afghanistan, hvor det virkelig gjorde ondt på daværende Sovjetunionen, sagde han til DR den 5. februar.

Så ”sandheden” om STINGER-missilerne er nok den, at det, fra russisk side, ville blive betragtet som en utidig, direkte indblanding i en konflikt, hvor Danmark intet har at gøre.

Vi kan – og skal – protestere overfor Rusland, men levering af våben kan og vil blive betragtet som en direkte indblanding i konflikten og kan, i værste fald, betyde repressalier overfor Danmark eller måske, igen, en form for aggression mod… ja, netop, Bornholm, der jo ”ikke rigtigt er medlem af Nato”.

Hvem kan eventuelt mægle?

Det kunne f.eks. tidligere forbundskansler Angela Merkel, der er født i det gamle Østtyskland – og som taler russisk, men som kommer fra et nu særdeles neutralt Tyskland, der stadig er præget af skyldfølelse fra 2. Verdenskrig og derfor ikke vil deltage i den aggressive retorik, der præger Nato-landene i disse tider. Klog kvinde, den Merkel!

Merkels forhold til Putin har gennem tiden været præget af en gensidig respekt og forståelse, hvilket burde udnyttes maksimalt i den nuværende situation.

Der er ikke, set med denne skribents øjne, andre der p.t. har samme troværdighed som Merkel. En troværdighed, der baserer sig på, at hun ikke mere har ”noget i klemme” politisk.

Men medlemslandene “gennemfører et omfattende program, der skal øge den ukrainske hærs kampkapacitet”. Det siger Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, i et skriftligt interview med Altinget og han tilføjer: ”Og de står bag en massiv misinformationskampagne. Den indsats bidrager Danmark også til,” tilføjer ambassadøren.

Udtalelser skal nok tages med en skefuld salt, situationen taget i betragtning. Sandheden, eller det der ligner, er altid det første offer i sådanne konflikter.

Hårde sanktioner

Vesten vil indføre ”hårde sanktioner mod Rusland”, hvis de angriber Ukraine, hvilket, ifølge vestlige iagttagere skulle få Putin til at tænke sig om en ekstra gang. Ja, man må ofte tage sig til hovedet under hele denne Ukraine-problematik, hvor der publiceres meget sludder.

At Vesten, i givet fald, vil indføre sanktioner mod Rusland vil ikke have den mindste indflydelse på Putins overvejelser om at gå ind i Ukraine.

Hvis befolkningen i Rusland pludselig begynder at mangle livsnødvendigheder, så vil Putin straks – og med stort held, kunne fortælle befolkningen, at det er Nato, der vil ”straffe” den russiske befolkning, hvilket, som tidligere, vil få den russiske befolkning til at hylde Putin endnu mere.

Selv vil hverken Putin eller hans håndgangne mænd komme til at lide nød, men det vil, til gengæld, betyde tab af store ordrer fra Rusland til europæiske virksomheder, heriblandt danske virksomheder, der, hvert år, sender produkter til det russiske marked for et milliardbeløb og hvis man ser på nogle nøgletal fra Dansk Erhverv og Danmarks Statistik fra begyndelsen af 2021, så viser de bl.a. flg. om:

Ruslands handelsforhold til Danmark:

Dansk vareeksport til Rusland (2019) 7,30 mia. DKK * Dansk tjenesteeksport til Rusland (2019) 5,37 mia. DKK * Dansk vare- og tjenesteeksport til Rusland (2019) 12,67 mia. DKK * Dansk vareimport fra Rusland (2019) 10,79 mia. DKK * Dansk tjenesteimport fra Rusland (2019) 5,47 mia. DKK * Dansk vare- og tjenesteimport fra Rusland (2019) 14,03 mia. DKK * Danske investeringer i Rusland (K2 2020) 12,3 mia. DKK * Russiske investeringer i Danmark (K2 2020) 9,0 mia. DKK * Danske datterselskaber i Rusland (2018) 166 (22.054 ansatte)

Kilde: SKAT, Europakommissionen og Danmarks Statistik. Anm: Data indsamlet og behandlet af Dansk Erhverv.

Til daglig kalder man noget sådant for ”samhandel” og det er lige så sikket som Amen i kirken, at hvis Danmark deltager i offensive sanktioner mod Rusland, så vil Rusland stoppe samhandlen med Danmark øjeblikkeligt.

Hvad med bornholmerne

Ja, de klarer sig jo altid. De har jo både Krølle Bølle-is, røgede sild, godt øl og herlig bornholmsk brændevin, men der var mange der savnede tag over hovedet efter russerne bombardementer i 1945. Værst gik det ud over Rønne og Nexø. Igen, igen, svigtede regeringen i København den bornholmske befolkning og da det tog for lang tid for Københavnerne at finde penge til genopbygningen, ja, så tog svenskerne over.

Den svenske regering forærede efter 2. Verdenskrig 300 træhuse til bornholmerne som plaster på såret efter russernes bombardement af Rønne og Nexø. I dag er husene stadig populære. De 300 svenske træhuse på Bornholm blev opført på få måneder, så de bornholmske familier uden bolig atter fik tag over hovedet. Vi må jo så håbe på, at de gæve folk ikke mister det igen.