Ja, det var dengang. Men i dag har jeg den glæde, at dagens Tidende kommer frem på min skærm. Jeg vil gerne orienteres om, hvad der foregår på Bornholm, som jeg besøger oftest muligt.
På min arbejdsplads gennem årtier, en stor ugeavis med god atmosfære i Lyngby-Taarbæk, blev der lagt vægt på både aldersspredning blandt de ansatte og medleven i det nære samfund. En repræsentant for koncernens ledelse kom engang og foreslog, at der i særlig grad blev appelleret til de unge. Bladet kunne eventuelt satse på ungdomsstof og have en ungdomspræget skriveform. Forslaget fik heldigvis ingen opbakning. En avis er for alle aldersgrupper.
Desværre har en hel del blade, især de lokale ugeaviser, fjernet professionelle fotografer. Det er lykkeligvis ikke sket på Bornholms Tidende. En god vekslen mellem tekst og gode billeder er vigtig. Den synes jeg, Bornholms Tidende håndterer udmærket. Faste klummer har også betydning, og Tidendes ”Dagens billede”, hvor læserne kan indsende billeder, er en rigtig god ordning. De naturglade mennesker deler glæderne med os andre.
Vi får jo alle landets og verdens nyheder ind i stuen gennem tv og aviser. Vi skal selvfølgelig følge med i begivenhederne, interesse os for menneskers vilkår og så vidt muligt tage stilling til tingene. Men lokalprægede aviser med medleven i det nære samfund har stor betydning i en omskiftelig verden med uro og ufred.