Alle mod alle ved bussen

Lars Holmsted skriver om Bornholm tur/retur med spidse albuer.

Så er det atter tid til alles kamp mod alle i julens populære folkesport. Der er 10 minutter til kampstart. De fleste idrætsgrene opdeles efter alder og køn. Og i golf har man oven i købet et handicapsystem, der gør det muligt at kæmpe på lige fod. Men i denne mellemjulsturnering findes ingen formildende omstændigheder. Der eksisterer kun to mål: kom først, og kom forrest! Survival of the fittest midt på kajen i Rønne Havn.

Banen hvorpå dette drama skal udspille sig, er kun vagt markeret med et lille skilt. Deltagerne er stille og roligt ved at samle sig. Det er et aparte syn, når civilisationens grundregler sættes ud af funktion. Det er stilhed før storm. Alle står klar. Albuerne spidses. Der findes ingen siddepladser, ingen bænke, intet læ. Kun den rå asfalt. Det er ikke en sport for piveskide. Ingen ved i virkeligheden præcis hvor eller hvornår angrebet skal sættes ind. Kombattanterne skuler ondt til hinanden, inden den endelige strategi fastlægges.

Startskuddet lyder, og Kombardobussen glider frem mod de kæmpende, som nu har samlet sig i en anarkistisk klump omkring den forventede holdeplads. Nogle er blevet klemt inde mellem parkerede biler, hvilket er ærgerligt, men selvforskyldt. En klar taber er kvinden med klapvognen og en grædende baby på armen - et tåbeligt træk i denne situation. Enkelte vinker desperat i folkemængden med en gammeldags papirbillet. Chaufføren, som har hele slagmarkens opmærksomhed, forsvinder nonchelant ud blandt de svedende krigere. Kufferter, rygsække og ukvemsord flyver gennem luften. En overvægtig eksbornholmer med vommen fuld af juleskinke kæmper mod min gamle mor på 89.

“Tak for denne gang”, råber jeg, “det var hyggeligt!”.

Familier har sendt kvinder og børn i sikkerhed, mens andre med rygsæk og to rullekufferter møver sig frem mod bussens hellige, men alt for lille bagagerum. En hærdebred forhenværende stenarbejder jonglerer i to en halv meters højde en monstrøs kuffert fyldt med familiens alt for mange julegaver, ind på toppen af baggagebjerget. Begge døre i bussen står åbne, og passagerne tøver, inden de modigste endelig sætter angrebet ind. Køkultur hører fortiden til. Der kæmpes ved fordør, bagdør og både højre og venstre bagageluge. Enhver er sig selv nærmest. I et kort øjeblik mister jeg orienteringen. Der råbes kommandoer på kryds og tværs. Hvor er min gamle mor? Er der plads til hendes rullekuffert? Hvordan skal hun nogensinde få fat i den igen? Hvem er egentlig chauffør? Er det overhovedet den rigtige bus? Fik hun en siddeplads? Er dette år 2023? Der er ikke tid til den slags unødige og smålige bekymringer. Nu er det afgangstid.

Heldigvis har jeg med rettidig omhu givet mor et klistermærke i panden påtrykt “Fragile!”. Bussen kører, og jeg vinker i dieselskyen til en skygge, som jeg formoder er mit mødrene ophav. Til min store lettelse står min mor ikke efterladt på den anden side af bussen. Jeg konkluderer, at hun sandsynligvis befinder sig inde i bussen på vej mod København.

Der ligger en ensom lille strikket vante tilbage på kørebanen. Ak ja, hvor der handles, der spildes.