Per Ole Pedersen længst til højre her sammen med de andre kandidater fra Fælleslisten. Pressefoto
Af: Per Ole Pedersen kandidat til kommunalvalget for Fælleslisten - liste J
Bornholm rummer masser af vækstpotentiale, hvis vi tør tænke boligpolitik, byudvikling og erhverv i sammenhæng.
Fælleslisten på Bornholm ønsker, at vores ø i de kommende år skal udvikle sig endnu mere. Vi er klar til i fællesskab at udnytte de vækstpotentialer, der er.
Vi vil bruge kræfter på at skabe en sammenhængende boligpolitik, der netop i sin helhed udnytter de forskellige fortrin, som vores ø byder på - en ø – lige i underkanten af 40.000 indbyggere og masser af plads til, at vi kan prøve os frem.
Sammenhæng
At skabe sammenhæng i boligsammensætningen kan godt være udfordrende, da Bornholms Regionskommune jo kun kan skabe rammerne for hvor og hvornår, at der kan og skal bebygges nye områder eller udvides eksisterende små og lidt større byer.
At sørge for billige boliger i nærheden af uddannelsesinstitutionerne har man forsøgt i mange år, men det er altså vigtigt at fortsætte fokuseringen, da netop uddannelse er vejen frem for mere udvikling af vores ø.
Et af øens vækstpotentialer er turismen - måske endda et af de få områder, hvor vi med overvejelse kan være med til at holde fast i den levende ø, som gæsterne jo netop kommer for at opleve sammen med en enestående natur og virkelig mange små idylliske perler rundt om.
Den vigtige byudvikling
At fortsætte arbejdet med byudvikling er vigtigt, og det er Rønne og Nexø, der står for tur i årene, der kommer.
Rønne som hovedbyen må fortsat udvikles – der er en rivende udvikling i gang på øens store havn - mange millioner lægges i skabelsen af en moderne havn med både krydstogtsturisme, færgefart og vindmølleindustri. Men en samlet og gennemarbejdet plan for Rønne by er et af vores fokuspunkter.
Nexø har også vores bevågenhed – Østbornholm er jo et af de stærke kort, når det drejer sig om fortsat sikring af turismen, men vi er ikke blinde for, at netop det lokale iværksættermiljø kan vise sig at føre mere med sig, end man sådan umiddelbart tænker sig. Netop de store områder på havnen, der ligger ubrugte hen nu, skal jo gerne bebygges - alene det vil skabe vækst i vores by.
Havnen er for byens udvikling stadig den motor, der kan føre byen videre ind i fremtiden. Det handler jo både om beboelse, men også arbejdspladser.
Der er stor glæde over, at Bornholms Museum flyttes til en de store tidligere fiskefabrikker - i forvejen er der et rigt handelsliv i byen. Vi ser Nexø som en håndværkerby – kunsthåndværk udvikles hele tiden – et rigt iværksættermiljø er levende.
Arbejdstøjet
I Fælleslisten er vi klar til at komme i arbejdstøjet – så vi sikrer livet på hele øen.
I Fælleslisten tror vi nemlig på den fælles fremtid og vi ved, at kommunalbestyrelsen er en af de vigtigste spillere, når fremtiden formes i fællesskab med bornholmerne.