Børn med udfordringer er ikke 'pisse dårligt opdragede'

Elev med flere diagnoser afviser at have undervisningsminister Mattias Tesfayes selvopfundne diagnose PDO.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har sagt, at børn i dag har hans selvopfundne diagnose PDO, pisse dårlig opdragelse, og at det er børnene, der er noget galt med og ikke det skolesystem, som næsten ikke har ændret sig de seneste 100 år.

Han er angiveligt af den holdning, at lærerne skal have lov til at tage fat i de børn, som ikke kan tie stille eller ikke vil rette sig efter de regler, som skolen stiller op. Der er i skoleregi ikke plads til folk med adhd, autisme eller nogle af de mange andre diagnoser, der er.

Elever skriver
Artiklen er lavet af en elev fra 2.hf på Campus Bornholm, som i samarbejde med Tidende journalistik om avis og medier.
Eleverne var på Tidende tirsdag i denne uge.

Enhedslisten stemmer for trygge relationer i skolen

På Bornholm har Enhedslisten her under valgkampen fokus på unge og psykiatri som en af deres mærkesager. Avisens udsendte har bedt viceborgmester og spidskandidat for Enhedslisten Morten Riis om en kommenter til Mattias Tesfayes PDO-betegnelse.

Riis er meget klar i mælet:

– At sige at børn har PDO er at smide børn og deres forældre under bussen. Jeg synes nærmere, at det udtrykker pisse-dårlig-opdraget politiker.

Morten Riis slår fast, at der selvfølgelig er nogle, der er bedre opdraget og nemmere at være sammen med end andre - det gælder både børn, voksne og politikere, men det er ikke skolens opgave at udpege de gode og dårlige. Morten Riis mener, at der i det kommunale børnesystem skal være lige muligheder for alle børn. For ham er det vigtigste, at relationen mellem elever og skolens personale er en relation båret af tryghed.

Mentorarbejde på Campus Bornholm

Hvordan ser det så ud med den relationelle tryghed på ungdomsuddannelserne? Det fortæller SPS-koordinator, ordblindeunderviser og mentor på Campus Bornholm Lisbeth Holm om:

– Det er afgørende for alle elevers trivsel og læring, at de føler sig velkomne i fællesskaber. Nogle kommer til Campus med en vis frygt for, om de kan finde en plads, og nogle har desværre oplevet tidligere, at det har været svært.

Frygt for ikke at passe ind kan vise sig på mange måder, forklarer Lisbeth Holm.

– Nogle bliver stille og indadvendte, andre bliver meget udadvendte og larmende, og den sidste gruppe kan opfattes som "pisse-dårligt-opdraget".

Til spørgsmålet om, hvordan man kan skabe relationel tryghed, svarer Lisbeth Holm:

– Det handler om at se hinanden som mennesker før diagnoser eller cases. Som mentor mødes jeg for eksempel med to unge en gang om ugen. De laver opgaver, snakker om stort og småt, og vi spiser kage og griner med hinanden. Det er tydeligt for mig, at vi alle tre kan lide at være sammen – og det er essentielt.

ADHD, ja – PDO, nej

Jeg selv, som er en ung dreng på 17 med ADHD, autisme, PTSD samt ordblindhed, husker, hvordan udtalelsen fra Mattias Tesfaye om unge, der ifølge ham har PDO, og om hvordan lærere skulle have mulighed for at tage fat i elever, påvirkede mig meget voldsomt.

Da jeg gik i 8. klasse, udviklede jeg skoleværing, og hvis det havde været lovligt fysisk at tage fat i elever, ville det have været næsten umuligt for mig at komme tilbage til skolen og til undervisningen.

Som ung med udfordringer har jeg valgt at tage en HF på tre år i stedet for to, som er den normale længde på en HF. Dette gav mig fri om onsdagen på det første år og giver mig frimoduler her på andet og tredje år. Nogle af de frimoduler bruger jeg på at lave lektier eller sidde sammen med min mentor og andre, der har valgt at tage HF på tre år. Det giver en tryg relation mellem mentorerne og med de treårige HF-elever.

Men det er ikke kun godt. Vi bliver stadig kastet rundt mellem lokaler på forskellige etager, og der er ikke nok mentorer, så den mentor, der er tilknyttet mig, er desværre næsten aldrig med i den almindelige undervisning til at støtte og hjælpe. Så der er plads til forbedringer.

Men PDO - det har vi ikke.