Voksende kritik af naturnationalpark: Fem store organisationer siger nu nej til hegn

Voksende kritik af naturnationalpark: Fem store organisationer siger nu nej til hegn
BLF og de øvrige organisationer bag høringssvaret til Naturstyrelsen er fortalere for at bevare aftalerne med naturplejerne i Almindingen, i lighed med det Galloway-kvæg, der afgræsser Ekkodalen og Grønnevad. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NATURPLEJE | BORNHOLM | ABONNENT | 20. DEC 2021 • 06:00
NATURPLEJE | BORNHOLM | ABONNENT
20. DEC 2021 • 06:00

Bornholms Landbrug og Fødevarer er kommet sent ind i debatten om den kommende naturnationalpark i Almindingen. Men holdningen er klar: Et to meter højt hegn er en dyr og dårlig løsning.

Fem store interesseorganisationer på Bornholm har sluttet sig sammen og danner nu front mod indhegningen af den kommende naturnationalpark i Almindingen. Sammen har de udarbejdet en række anbefalinger, som er sendt til Naturstyrelsen i november i form af et høringssvar. 

De fem afsendere er Destination Bornholm, Gourmet Bornholm, Bornholms Travselskab og Danmarks Jægerforbund Kreds 8, og sidst men ikke mindst Bornholms Landbrug & Fødevarer, der vejer ind som den absolut tungeste stemme. 

Uopretteligt og ulykkeligt

Bornholms Landbrug & Fødevarer har netop offentliggjort en udvidet version af høringssvaret i BLFs seneste nyhedsbrev, med direktør Thomas Bay Jensen som afsender.

Landbruget indleder med at stille sig helhjertet bag ønsket om en rig og mangfoldig natur på Bornholm.

Men: "Vi mener, at det kan ske via mange forskellige initiativer, og at der allerede i dag er naturpleje i gang som øger biodiversiteten i Almindingen. Disse naturplejemetoder har vist deres værd, og bør ikke ofres i naturnationalparkernes navn", hedder det blandt andet. 

Her hentyder Thomas Bay Jensen til den håndfuld af foreningens landmænd, der har specialiseret sig i naturpleje med græssende dyr i Almindingen i samarbejde med Naturstyrelsen.

"Der er risiko for, at disse specialiserede landmænd forsvinder. Det vil i værste fald være uopretteligt. Og ulykkeligt, da der er behov for græssende dyr i naturen - også i fremtiden.  Bornholms Landbrug & Fødevarer siger ja til natur med stor mangfoldighed, og ja til løkker med fokuseret pleje. Men nej til hegn, som hegner naturplejerne ude", hedder det.

Naturplejekød er et aktiv

Værdien af naturplejekødet taler også imod ophævelsen af de nuværende aftaler, lyder det fra BLF-direktøren.

Kød fra dyr, som plejer naturen, er ikke bare et godt brand, det er et produkt som er værdsat af både bornholmere og tilrejsende. Kød fra lokalt opdrættet kvæg udgør en vigtig del af den bornholmske fødevarefortælling og er et stort aktiv for turismen på øen, lyder det fra de fem organisationer bag høringssvaret.  

Dernæst påpeger Thomas Bay Jensen de konsekvenser den planlagte naturnationalpark vil få for Bornholms to tilbageværende savværker i Tingsted og Østerlars. Produktionstræ udgør cirka en femtedel af det areal, som er udpeget til naturnationalpark.

"De to savværker har hidtil forarbejdet træ fra Naturstyrelsens skove midt på øen. Det slutter med ønsket om urørt skov. Bornholms Landbrug & Fødevarer tror på at skovdrift med flere formål godt kan forenes. Vi mangler evidens for, at biodiversitet og bæredygtig skovdrift er uforenelige", hedder det i høringssvaret. 

Samme regler inde og ude

Der er i debatten om den kommende naturnationalpark rejst bekymring om dyrevelfærden, hvis der sættes hegn op. Den bekymring deles af de fem organisationer. Også her ville det give god mening at lave aftaler med de eksisterende og kommende naturplejere i området. 

"Naturplejerne har erfaring i at iagttage de græssende dyr, og kan hurtigt justere, hvis der ikke er græs nok, eller hvis dyrene bliver for voldsomt ramt af parasitter og sygdomme", lyder det.

Bornholms Landbrug & Fødevarer mener, at der skal gælde samme regler om dyrevelfærd og beskyttelse af natur indenfor og udenfor hegnet. "Vi kan ikke have én lovgivning indenfor hegnet, og én anden lovgivning udenfor hegnet", slutter Thomas Bay Jensen på vegne af de fem interesseorganisationer.

 


FAKTA

Landbrugets seks anbefalinger:


• En Naturnationalpark uden høje hegn, hvor der kan udføres fokuseret naturpleje, og hvor besøgende – bornholmere som gæster – ikke får oplevelsen af en naturoplevelse med begrænsninger.

• Dyrene i Naturnationalparken skal være dyr, der genetisk passer godt ind i biotopen og ikke fremmede for vores område. Det skal være får, geder, kreaturer og heste og dermed dyrehold, der styrker fortællingen om en autentisk naturoplevelse.


• Dyrene skal passes i overensstemmelse med dyreværnsloven uden undtagelser.


• Det skal være landmænd, der udfører naturplejen, det fastholder både arbejdspladserne og fastholder naturplejekapaciteten.


• Dyr skal ikke gå bag hegn, men i løkker afgrænset med en tråd.


• Det er ikke hensigtsmæssigt at friholde skoven for drift. Skovdrift og biodiversitet kan forenes.