Fondspenge regner ned over unge stjernekiggere

Fondspenge regner ned over unge stjernekiggere
Fra venstre filialdirektør Nordea Bornholm Morten Hjort Hansen, bestyrelsesmedlem Sigurd Kure Folkmann, formand for Darksky Bornholm Eskild Aae Petersen, bestyrelsesmedlem Martin Vaabengaard Pedersen. Foto: Dark Sky Bornholm
Søndag 19. maj 2024 • 12:40
Af:
Marie Emilie Hofman
Søndag 19. maj 2024 • 12:40

Foreningen Dark Sky Bornholm modtager igen Nordea Fondens legat på 50.000, som de også blev tildelt tilbage i december.

Sol, måne og stjerner står i den grad lige for foreningen Dark Sky Bornholm.

Her kan man nemlig glæde sig over en flot pengegave i form af et legat på 50.000 kroner fra Nordea Fonden. En donation, som falder anden gang på blot et halvt år, efter man modtog samme donation tilbage i december.

– Det er jo ret unikt at modtage den samme donation fra fonden på bare et halvt år. Så det vidner jo om vigtigheden af vores forening, lyder den glade melding fra formand Eskild Aae Petersen.

Dark Sky Bornholm er en forening for astronomi interesserede og har til formål at udbrede kendskab blandt især øens unge. Den blev stiftet i august 2023 af en gruppe Campus elever og tæller i dag 30 medlemmer. Og her har man altså fat i noget, fortæller fillialdirektør for Nordea Bornholm, Morten Hjorth Hansen.

– Det er imponerende at opleve hvordan de unge ildsjæle har udviklet foreningen fra opstarten sidste år, til nu at være 25-30 medlemmer med forsat tilgang. Og jeg kan forstå, at der også er blevet lagt mærke til dem i tilsvarende foreninger på den anden side af vandet, så det er fedt at vi kan være med til at udvikle initiativet og sikre dem udstyr til at udforske den astronomiske verden, siger Morten Hjorth Hansen i en skriftlig udtalelse.

Vil turnere rundt på øen

Formand Eskild Aae Petersen glæder sig nu også over, at man har fået lidt ekstra penge i kassen til at købe det kostbare udstyr der skal til.

Det er nemlig ikke helt billigt at indkøbe de specielle kikkerter og teleskoper til at inspicere himmelrummet. Det seneste indkøb af en kikkert kostede dem 16.000 kroner. Nu skal pengene bruges til de transportable af slagsen, som skal hjælpe foreningen med at turnere rundt på øens skoler og ungdomstilbud. Det er nemlig et arbejde, man nu særligt vil styrke, fortæller formanden.

– Vi holder arrangementer på vores klubsted på Østbornholm. Men vi vil også gerne lave mere af at rejse rundt og holde oplæg. Der behøver vi nogle teleskoper, der er mindre og som kan pakkes ned, siger han.

Der er med andre ord nogle spændende ting på tegnebrættet for den nye forening, der også planlægger særlige solobservationer hen over sommeren.

– Det er jo svært med de her lyse nætter, for det er kort tidsperiode til at obsevere i. Så vi tænker, at vi skal ud og lave nogle solobservationer med de nye teleskoper, hvor der er solfilter på, siger Eksild Aae Petersen.

FÅ ABONNEMENT