Sang, snaps og pinsesol

Ekkodalen var endnu engang vært ved en meget gammel tradition

Mormor Dyveke. Hun har regeret over Ekkodalen pinsemorgen de seneste 50 år. Først i fysisk forstand og nu i ånden. I dag er hun repræsenteret af tre generationer, der har okkuperet et endog meget langt langbord ved Ekkodalen. De er troppet op 17 mand/kvinde/pige/dreng høj, men mangler dog 12 personer ovrefra, som på grund af konfirmationer og andet halløj ikke har mulighed for at give møde. Til stor fortrydelse for alle i klanen.

Det er nemlig en tradition at mødes ved græsplænen foran Restaurant Ekkodalshuset hvert år på pinsemorgen; en tradition stiftet af mormor Dyveyke. (Og morfar).

Nu viderefører tre bagkvinder traditionen; tre søstre med børn, børnebørn og vedhæng.

Men selvom det egentlig er en lukket fest, står der alligevel en dør på klem, hvis man nærmer sig langbordet.

På få sekunder er låget på termokanden flået af, og medmindre man ikke holder hånden på sikker afstand, er der også plantet et rundstykke i klør fem.

Mormor Dyvekes klan er ikke den eneste, der er eksponent for den gode stemning ved langbordet foran Restaurant Ekkodalshuset. Der er dømt væg-til-væg-smil hele pladsen rundt, men samtlige tilstedeværende er også blevet forkælet med liflige toner og strofer fra morgenstunden, hvor Rønne Byorkester har spillet Ekkodalen op til pinsesoldans.

Således beriget med musik har appetitten derfor indfundet sig. Men valget står mellem madkurvens glæder og madkurvens glæder, hvis man ikke har været ude i god tid.

For i så fald er det ikke nok at være vaks ved havelågen. Man skal mase sig igennem den og satse på ikke at blive opdaget, hvis man vil have snitterne i buffetens glæder. Det er konsekvenserne ved at troppe op hos Restaurant Ekkodalshuset pinsemorgen uden bordreservation. Allerede i marts var samtlige pladser booket til det traditionelle morgenbord.

Tre generationer af momor Dyvekes efterkommere. Samt indgiftet påhæng. Foto: Søren Strandman-Møller

Gaver til restauratøren

De betingelser kender de to garvede pinsesolnydere, Ingrid og Kai Pihl. For dem er musik, morgenmad og mættede maver en tradition, de ikke vil gå glip af. Og derfor har de som altid sikret sig et bord i god tid.

– Vi begyndte at komme her for 10 år siden, da Christian overtog stedet, siger Ingrid.

Deres første tur til Ekkodalshuset pinsemorgen blev udløst af en fest. En særdeles skøn én af slagsen.

– Jeg holdt min 60-års fødselsdag herude, og det var så vellykket. Først fik vi brunch, så kørte vi rundt i en hestevogn i en time, og derefter kom vi tilbage til kaffe og lagkage, fortæller Kai.

De to er så glade for traditionen, at de ikke kommer tomhændet til morgenmadsbordet.

– Vi har altid en lille pakke chokolade med til Christian. Det var så vellykket en fest, så det belønner vi stadigvæk. Du må endelig huske at skrive det, siger Ingrid. Hvis blik fastslår, at den detalje ikke er til debat.

De to mødte hinanden i 1975 i den daværende Sparekassen Bornholms filial i Aakirkeby.

Ingrid sad ved kassen og lånte penge ud. Kai arbejdede på de indre linjer i administrationen.

Ingrid og Kai Pihl fandt kærligheden i sparekassen. for snart 50 år siden. Foto: Søren Strandman-Møller

Hvem tog initiativet?

Den gang var der to timers frokostpause, og her kom Ingrid til kort. For hun boede i Nexø, men havde ingen muligheder for at komme hjem og nyde den velfortjente pause.

Det problem kunne Kai dog løse. Han var i besiddelse af en bil og tilbød at køre sin unge kollega hjem til Nexø.

Her er det så, der opstår en smule uenighed om rollefordelingen i det videre forløb. Kai mener nemlig, at det var Ingrid, som tog initiativ til kurtiseringen, mens Ingrid mener, at Kai med sine chaufførgaver var den ansvarlige. De smiler. Kigger hinanden i øjnene. Vigtigere er den detalje ikke. Der er dog også et andet punkt, hvor de to heller ikke er helt synkroniserede i opfattelsen af, hvordan pinsesolen skal skylles ned maner. Ingrid har Jägermeister i glasset, mens Kai tyr til pæresnaps. For stærke dråber er gode dråber uanset mærket.

– Vi får også altid en sildemad søndag morgen med en snaps til. Men det er ikke en tradition, som alle de unge har taget til sig, siger Ingrid.

Rønne Byorkester og medsangere set fra oven pinsedag i Ekkodalen. Privatfoto

Bal til den årle morgen

En lille gruppe står lidt væk. De har nydt musikken og er på vej videre efter at have indtaget noget godt fra kaffekurven. Nu skal en gåtur i skoven afslutte pinsemorgen i Ekkodalen.

– Det er en gammel tradition at komme til Ekkodalen pinsedag. Den startede på Christianshøjkroen, hvor de unge dansede til den lyse morgen. Men det gør vi dog ikke, fortæller Lisa.

En halv time senere sidder der en lettet mand på restaurantens terrasse og puster ud. Med en smøg i kæften og kaffe indenfor rækkevidde.

Det er stedets restauratør, Christian Froberg Dahl, men udpustningen bliver en kort affære.

– Om en time åbner vi igen, siger han. Der vil parkeringspladsen med stor sandsynlighed være omkring 99,53 procent fuld af biler og frokosthungrende gæster. De vil i tarteletland, og så må Christian samt personale smide smøgen, smøge ærmerne op og spænde forklædet.

Det er hans 11. pinsemorgen som indehaver af Restaurant Ekkodalshuset og en begivenhed, man som ny restauratør absolut ikke måtte spøge med.

– Vi har arvet traditionen fra de forrige ejere. Det finder vi ud af, da vi overtager stedet, siger Christian. De forrige ejere har arvet traditionen fra de forrige ejere og så videre og så videre.

– Det ligger i stedets DNA, så det havde vi ikke valgmuligheden for at vælge fra. Men det ville vi så absolut ikke alligevel, slår han fast.

Pinsemorgenbordet er stort set besat af lokale, og det er lidt af en lettelse for Christian og hans stab.

– Tonen er uformel, og stort set alle har været her før. Det er som at møde sin familie, ligesom man gør nede i Brugsen. Og det er meget nemmere at servere for bornholmere end for turister, siger førderen. Der dog efterhånden er temmelig velintegreret. Eller måske nærmere assimilereret.

Pinsemorgen er blevet til pinsedag. Om et år er der atter dømt valfart til Ekkodalen og musikken. Samt, 7-9-13, endnu en solskinsskøn morgen.