Van Sabben melder klart ud: Jeg kan ikke se Søren Schow som borgmester

Van Sabben melder klart ud: Jeg kan ikke se Søren Schow som borgmester
Kirstine van Sabben har svært ved at se, at Bornholmerlisten kan lægge stemmer til Søren Schow som borgmester. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
KOMMUNALVALG | BORNHOLM | Onsdag 15. september 2021 • 08:11

Bornholmerlistens Kirstine van Sabben har tabt tilliden til Venstres gruppeformand Søren Schow, som hun mener mangler troværdighed.

Kirstine van Sabben meddeler efter mandagens møde blandt fem borgerlige partier på Café Guldbønnen i Nexø, at hun har svært ved at se, at Bornholmerlisten kan lægge stemmer til Søren Schow som borgmester.

– Det kommer jeg sandsynligvis ikke til på grund af den måde, Venstre har ageret på, senest under budgetforhandlingerne, siger hun til Bornholms Tidende og uddyber sine frustrationer over Venstres borgmesterkandidat.

– Når man i jeres avis melder ud, at de små partier hverken var hurtige eller dygtige nok, og at det var derfor, vi ikke kunne være med til at indgå et forlig, synes jeg, at man strammer den, siger Kirstine van Sabben.

– I forvejen har Venstre – eller nu skal jeg passe på med at sige Venstre, når jeg mener Søren Schow... Søren Schow har ikke på noget tidspunkt bakket mig op med den politik, jeg gerne ville have igennem. Han har ikke involveret sig, som man normalt gør som oppositionsleder, hvor det handler om at samarbejde.

Brudte aftaler

– Flere gange har jeg oplevet at have aftaler med Søren Schow, som han ikke har overholdt, så min tillid er ikke til stede. Og jeg har meget svært ved at pege på et menneske som borgmester, hvis jeg ikke har tillid til den person. Det er altså hele kommunen, man lægger i hænderne på en borgmester, og det kræver, at jeg har tillid, og der er noget troværdighed bag den førte linje, og det oplever jeg ikke, at der er, siger Kirstine van Sabben.

Bornholmerlisten lægger sig med mistillidserklæringen rettet mod Venstre-lederen tæt op af de udmeldinger, som Dansk Folkeparti kom med for snart to år siden. I december 2019 forsøgte Dansk Folkepartis to frontfigurer at anspore Venstre til at vrage Søren Schow som borgmesterkandidat.

– Jeg håber, at Carsten Scheibye bliver Venstres spidskandidat. Hvis Venstre skal have borgmesterdrømme, og vi skal lægge stemmer til, håber jeg, at Venstre stiller med Carsten, sagde René Danielsson dengang til Bornholms Tidende.

Han blev støttet af sin gruppeformand, som i lyset af den manglende opbakning til Søren Schow forklarede, at Dansk Folkeparti var nødt til at pege på dem selv som borgmesterpartiet.

– Jeg vil hellere være uafhængig, end jeg vil være afhængig af nogen, som man synes, at man ikke har noget samarbejde med, sagde Linda Kofoed Persson i 2019.

– Jeg synes faktisk, at det her er svært. Det er politik, når det er allersværest. Vi kan jo også godt lide Søren Schow som menneske. Vi synes bare ikke, at han lever op til det, som man må forvente af en borgmesterkandidat, for eksempel at han skal være lyttende og samlende.

Glimrende samarbejde med DF

Bornholmerlisten og Dansk Folkeparti, der i TV 2/Bornholms seneste meningsmåling står til at få henholdsvis ét og fire mandater, er gået sammen om et valgforbund, og lederne af de to partier kommer langt bedre ud af det med hinanden end med Søren Schow.

– I mange år har vi haft et glimrende samarbejde, siger Kirstine van Sabben.

Linda Kofoed Persson ønskede ikke at sige ret meget til Bornholms Tidende uden for Café Guldbønnen mandag aften, og tirsdag lykkedes det ikke at træffe DF-gruppeformanden til en reaktion om udmeldingen fra Kirstine van Sabben. René Danielsson fortæller, at Dansk Folkepartis vurdering ikke har ændret sig synderligt siden siden 2019.

– Jeg synes, at forløbet om budgettet har vist, at der er tilnærmelsesvist status quo. Jeg har svært ved at se, at man fra Venstres side har gjort noget for at skabe et fordrende samarbejde, siger René Danielsson.

Han fremhæver, at han i den mellemliggende periode særligt har haft et godt partnerskab med Carsten Scheibye i social- og sundhedsudvalget. I sidste uge meddelte Scheibye dog, at han ikke genopstiller.

Også Kirstine van Sabben bedyrer, at hun godt kan samarbejde med andre Venstre-politikere end spidskandidaten.

– Jeg ved ikke, hvordan de øvrige partier i blå blok vil stille sig, men jeg må bare konstatere, at jeg ikke er imponeret over Venstres ageren hen over de seneste par år. Det betyder ikke, at jeg ikke kan samarbejde med Venstre. Jeg kan bare ikke se Søren Schow som borgmester på Bornholm, det kan jeg desværre ikke, siger Kirstine van Sabben, der peger på sig selv som borgmesterkandidat.

Sagt af Søren Schow efter budgetforhandlingerne

– I går talte jeg med det yderste venstre (SF og Enhedslisten, red.) og det yderste højre (Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten, red.). Men de afgørende på de vægtskåle var ikke hurtige nok eller dygtige nok.

Hvem han sigtede til med bemærkningen, ønskede Venstre-gruppeformanden ikke at uddybe.



FÅ ABONNEMENT