Den norske forfatter Jan Kjærstad har engang sagt, at vi alle har to til tre forskellige grundfortællinger, som vi bliver ved med at vende tilbage til, fordi disse kernefortællinger eller vigtige livsscener enten har været formative, lærerige eller bragt os i en ny retning som mennesker. I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om sådanne afgørende øjeblikke.
Telefonerne i mine forældres hus i Vium ringede hele tiden. Jeg var 13 år, men allerede i den alder kan man fornemme, når noget er galt. Det var en hverdag, og vi havde besøg af min dengang fem-årige kusine og hendes mor. Min lillesøster er på samme alder som min kusine, og min storebror er halvandet år ældre end mig, så vi var en blandet børneflok derhjemme. Normalt var det hyggeligt med familiebesøg, men den dag skulle det vise sig at blive en meget anderledes og skælsættende dag.
Min kusine og hendes mor var kommet tidligt efter skole, og det var meningen, at min farbror også skulle komme senere, men han dukkede aldrig op. I løbet af eftermiddagen gik det op for min mor og familien, at noget var helt galt. Det viste sig nemlig, at min farbror skulle til lægen den dag, fordi han havde det mentalt dårligt. I tiden forinden havde han også prøvet at ringe til nogle af sine brødre i forsøget på at forklare, hvor skidt han havde det. Men alle havde travlt og har nok tænkt: ”Vi taler sammen i morgen eller i næste uge”. Udefra så det da også ud, som om det gik godt for min farbror. Han var utroligt intelligent og havde allerede som 30-årig gjort kometkarriere og sad i en stor lederstilling hos en it-gigant. Men i virkeligheden drømte han formentlig om et meget mere simpelt liv med mindre ansvar. Efterfølgende viste det sig også, at han i perioden op til denne dag var blevet sat til at afskedige en masse mennesker, og det var formentligt det, der fik filmen til at knække for ham. I virkeligheden vidste ingen, hvor slemt det stod til.