Traumer må aldrig blive tabuer

For kunstfotografen Martin Thaulow fra Nexø blev farbrorens selvmord til en mørk skygge, som lagde sig over familien gennem en lang årrække. Selv fik Martin Thaulow det først bedre, da han kunne tale åbent om det.

Mit livs øjeblik

Den norske forfatter Jan Kjærstad har engang sagt, at vi alle har to til tre forskellige grundfortællinger, som vi bliver ved med at vende tilbage til, fordi disse kernefortællinger eller vigtige livsscener enten har været formative, lærerige eller bragt os i en ny retning som mennesker. I denne artikelserie interviewer Bornholms Tidende bornholmere om sådanne afgørende øjeblikke.

Telefonerne i mine forældres hus i Vium ringede hele tiden. Jeg var 13 år, men allerede i den alder kan man fornemme, når noget er galt. Det var en hverdag, og vi havde besøg af min dengang fem-årige kusine og hendes mor. Min lillesøster er på samme alder som min kusine, og min storebror er halvandet år ældre end mig, så vi var en blandet børneflok derhjemme. Normalt var det hyggeligt med familiebesøg, men den dag skulle det vise sig at blive en meget anderledes og skælsættende dag.

Min kusine og hendes mor var kommet tidligt efter skole, og det var meningen, at min farbror også skulle komme senere, men han dukkede aldrig op. I løbet af eftermiddagen gik det op for min mor og familien, at noget var helt galt. Det viste sig nemlig, at min farbror skulle til lægen den dag, fordi han havde det mentalt dårligt. I tiden forinden havde han også prøvet at ringe til nogle af sine brødre i forsøget på at forklare, hvor skidt han havde det. Men alle havde travlt og har nok tænkt: ”Vi taler sammen i morgen eller i næste uge”. Udefra så det da også ud, som om det gik godt for min farbror. Han var utroligt intelligent og havde allerede som 30-årig gjort kometkarriere og sad i en stor lederstilling hos en it-gigant. Men i virkeligheden drømte han formentlig om et meget mere simpelt liv med mindre ansvar. Efterfølgende viste det sig også, at han i perioden op til denne dag var blevet sat til at afskedige en masse mennesker, og det var formentligt det, der fik filmen til at knække for ham. I virkeligheden vidste ingen, hvor slemt det stod til.

En trykkende stemning

Som dagen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at noget ikke var, som det skulle være. Da mørket brød frem, begyndte det for alvor at eskalere. Telefonerne kimede i ét væk, og det blev klart, at ingen vidste, hvor min farbror befandt sig. Så min far, farfar og resten af familien begyndte at lede efter ham. Det var en vinterkold dag i februar, og netop den dag stormede og regnede det voldsomt. I min farbrors hjem på Amager brød min far ind for at se, om han var der. Min far tog også til lægens privatadresse, som min farbror havde været hos tidligere på dagen, og fik ham i tale. Lægen kunne fortælle, at min farbror havde forladt konsultationen i deprimeret tilstand. Sådan gik der time efter time, mens eftersøgningen blev snævret ind. Dengang havde min farfar et sommerhus i Rørvig, og alt begyndte at pege i den retning. Klokken 20-21 om aftenen er vi børn også begyndt at forstå situationens alvor. Vi ved, der er noget helt galt. Mørket er for længst faldet på, det stormer og telefonen ringer fortsat hele tiden, og jeg husker tydeligt den trykkende, dårlige stemning, som gav os børn ondt i maven. Der var kaos.

Bange anelser i skoven

Min far havde fire søskende – de var fem børn i alt. Min farbror, der var forsvundet, var den yngste. Jeg kender ikke alle detaljerne, men jeg ved, at politiet blev sat på eftersøgningen i løbet af aftenen og ved at spørge sig frem, fandt man ud af, at min farbror havde været på en tankstation i Nykøbing Sjælland. Ihærdigt ledes der videre, og hans bil bliver fundet ved min farfars sommerhus i Rørvig. På det tidspunkt er det blevet bælgmørkt og sen aften. Min far, farfar, familie, venner og politiet går rundt i skoven og leder. De ved på det tidspunkt, at det er en kamp med tiden. Jeg kan kun forestille mig den forfærdelse og frygt, der må have bredt sig hos den søgende forsamling i skoven. De er gået med bange anelser mellem de mørke træer for at lede efter deres bror, søn og ven. Det endte også med, at han blev fundet i skoven i Rørvig – men det var for sent. Han var død. Heldigvis var det politiet, der fandt ham først. Derefter var det min far, som identificerede sin bror for at skåne min farfar, som selvfølgelig var knust. Efterfølgende fik min far hans afdøde brors pung. Det fandt jeg først ud af forrige jul, da det viste sig, at min far stadig havde pungen liggende hjemme i et skab. For mig er den en påmindelse om det tabu og den smerte, som vi tog med os i familien. For min far et minde om den frygteligste dag i hans liv.

Vågnede af skrig

I mellemtiden vidste vi i Virum endnu ingenting om den tragedie, som var fundet sted. Det var blevet nat, og min bror, søster, kusine og jeg sov i en bunke på min lillesøsters værelse for at passe på hinanden. Ved firetiden blev vi vækket til lyden af skrig og råb i stuen fra min mor og min kusines mor. Min farbror havde været død et par timer, og de havde fået beskeden over telefonen.

Selv fik jeg overdraget beskeden lidt senere på morgenen, da min far kom hjem. Jeg sad på det tidspunkt alene på mit værelse i min blå kontorstol, da døren åbnede sig, og min far i et vredt tonefald sagde: ”Din onkel er død. Han har begået selvmord. Uanset hvor surt livet bliver, må du aldrig tage dit eget liv,” og herefter tilføjede han: "Og i øvrigt er moster Gerda død". Det var min mormors lillesøster, som boede ca. 900 meter fra vores hus. Hende blev vi passet af flere gang om ugen, så det var en dobbelt sorg, der ramte os den nat. Hun var åbenbart død på hospitalet, mere fik vi ikke at vide. Jeg kunne ikke græde.

Opdraget til tavshed

Hver gang vi efterfølgende skulle mødes med vores kusine, blev vi mindet om af mine forældre, at vi ikke måtte fortælle, hvad der egentlig skete med min onkel den nat. Det hed sig i familien, at han var død af et hjertestop. Det at vi blev pålagt at fortie virkeligheden, besværliggjorde helt sikkert forholdet til min kusine, for der var altid en 'elefant' i rummet. Det er for eksempel først i forbindelse med, at jeg stiller op til denne artikel, at jeg har fundet ud af, at min kusine først fik den rigtige historie som voksen. Altså først i en alder af 43 år finder jeg ud af, at min kusine ved, hvad der sket den tragiske aften. Jeg troede, at hun stadig ikke vidste det. Det siger lidt om, hvor tabubelagt hele situationen har været og er. Set i bakspejlet burde vi alle have været i familieterapi, men i stedet for blev det fortiet. Hændelsen og det efterfølgende tabu har påvirket mig gennem hele livet. Det var en del af de svære perioder og en uforløst smerte, som blev min følgesvend. Da jeg var midt i 20’erne, mens jeg var ved at uddanne mig til kunstmaler, fyldte det rigtigt meget. Jeg var egentligt ikke klar over, at det var et af mine ubehandlede traumer. Det erkendte jeg senere gennem en længere proces. Men i mødet med dygtige lærere og kunstnere vandt jeg selvindsigt – og fandt en måde at vende al den negative energi til et positivt aktiv i mit virke.

Foto: Vilas Oluf Thaulow


Tal om dine følelser

I 2009 lavede jeg kunstprojektet 'The Graveyard Project', som handlede om døden og tabet. Det projekt var direkte affødt af selvmordet, vi havde oplevet i familien. Her opsøgte og filmede jeg mennesker, som havde oplevet et tragisk tab. I Rundetårn kunne de besøgende efterfølgende på gamle tv-skærme og med høretelefoner se pårørende stå i flere minutters stilhed ved graven til den person, de havde mistet. Det var alt fra selvmord, overdoser til kræft, man kunne møde i videoinstallationen. I arbejdet som fotograf beskæftiger jeg mig ofte med folk, der lever med smerte og sorg. Det gør jeg, fordi jeg selv kan relatere til det. Når jeg stiller mig i lort til halsen, for eksempel i en flygtningelejr eller en krigszone for at fotografere folk dér, så handler det også om, at det vækker en resonans og genklang i mig selv. Det er en stemme for andre, men samtidig også et portræt af mig selv. For mig handler det blandt andet om at få traumerne frem i lyset, for traumer må aldrig blive til tabuer. Alt mit arbejde handler om at gå ind i det, der er svært. De fleste af de mennesker, jeg møder, har været ude for langt værre ting end mig, men det er min egen families tragedie og de andre ting, jeg har med i bagagen, som gør, at jeg forstår og kan spejle mig i dem med empati. Min opfordring til andre er at turde se fortiden i øjnene. Det er usundt at fortie og undertrykke sine traumer. Mennesker går i stykker. Det er også derfor, jeg gerne vil fortælle denne historie. Det er virkelig stadig højsensitivt for mig. Selvmord kan ikke belyses nok, og det er et tabubelagt emne for rigtig mange mennesker. Derfor bringer jeg det op. Det tabuiserede selvmord i min familie har lært mig en vigtig livslektie. Nemlig vigtigheden af at arbejde med problemerne, lige så snart de opstår. Det er næsten blevet en livsfilosofi for mig. Der findes masser af tabuer i livet, som vi ikke tør tale om. Men jeg har erfaret, at i det øjeblik man åbner op og faktisk taler om det, så sker der en forløsning, og man føler sig lettere som menneske. Det er svært i starten, men det bliver nemmere med tiden.

Kort om livssyn

Hvad tror du på?

– Jeg tror på vores samlingskaft og evne til at kunne forløse hinandens potentiale. At vi skal huske på, at der er noget, der er større end os selv.

Hvad er kernen i kristendommen for dig?

– Medmenneskelighed.

Har du et yndlingscitat?

– Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Johs. 10,11.

Livslinien

Hvis du overvejer selvmord, så ring i stedet til Livsliniens telefonrådgivning 70 201 201.

Blå bog

Martin Thaulow. Født 1978. Fotojournalist, kunstfotograf, visuel kunstner og indehaver af kommunikationsbureauet Good People. Oprindelig uddannet kunstmaler fra blandt andet kunstakademiet i Mexico City, Glyptotekets klassiske tegneskole i København samt efteruddannet på filmskolens dokumentarlinje. Han er især kendt for sine fotoportrætter af flygtninge. Privat bor han i Nexø med sin hustru og har tre børn fra et tidligere ægteskab.