KØB ABONNEMENT
POLITIK / Søndag 16. november 2025 • 19:00

Fremtidens Rønne: Politikere spiller bordtennis

Fremtidens Rønne: Politikere spiller bordtennis
Morten Riis (EL), Kirstine van Sabben (M) og Sebastian Bærnthsen (V) er enige om, at der skal mere fokus på Rønnes byudvikling. Foto: Jesper Dollerup Merved

Tre kommunalvalgskandidater mødtes i folkehuset Hodda for at svare på, hvorfor byudviklingen i Rønne stadig står stille — og om byen får den opmærksomhed, den fortjener.

I årevis har Rønne ventet på, at planerne om byudvikling bliver til virkelighed.

Dams Gård skulle være motoren, men projekterne er gang på gang løbet ud i sandet.

Derfor har Tidende valgt at invitere tre af kommunalvalgskandidaterne ned i det nye folkehus Hodda til en snak om, hvordan de ser Rønnes fremtid, og om Rønne i det hele taget får nok politisk opmærksomhed.

Det bliver også til et slag rundt om bordet i bordtennis - du kan se, hvordan det går nederst i artiklen.

Skal bruge det, der virker

De tre kandidater er to nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer, Kirstine van Sabben (M) og Morten Riis (EL), samt Venstres Sebastian Bærnthsen, der håber på at blive valgt ind for første gang.

Kirstine van Sabben sidder i vindueskarmen og strikker, da Tidendes journalist som den sidste ankommer til et proppet Hodda fredag eftermiddag. Og netop det liv, som folkehuset har skabt, er noget af det, som Rønne skal have endnu mere af, mener Sebastian Bærnthsen.

– Hvis man skal udvikle Rønne, tror jeg, man skal se på, hvad der virker i dag. Hodda, hvor vi sidder i dag, men også stederne med udeservering, er noget af det, der skaber liv og gør, at man som rønnebo tænker, at man får lyst til at gå ned på torvet og være i nogle timer, siger Venstre-politikeren, der som den eneste af de tre kandidater også bor i Rønne til daglig.

Og den fordeling er i øvrigt meget generel for det samlede kandidatfelt. Rønnes størrelse taget i betragtning er der nemlig forholdsvist få kandidater, der er bosat i Rønne. Noget, som også blev adresseret i et læserbrev fra Rønnes handelsstandsforening, byforening og borgerforening.

"Forhåbentlig har det ingen betydning, for Rønne er på grund af sin historie, sit handelsliv og sine institutioner vigtig for hele Bornholm og alle bornholmere", lyder det i læserbrevet.

Det afviser Kirstine van Sabben prompte - altså at det skulle have nogen betydning.

– Jeg kan godt blive lidt træt af, at der er nogen, som gerne vil holde fast i den der sognerådskultur, som har hersket engang. Jeg er lokalpolitiker på Bornholm i én kommune, så jeg repræsenterer også rønneboerne.

Rønne har allerede så meget

Sebastian Bærnthsen oplever dog, at der til tider kan herske en tankegang om, at fordi Rønne har så meget andet, behøver man ikke udvikle Rønne.

– Men som rønnebo tænker man altså ikke, at min by er blevet meget mere spændende, fordi man har fået Campus for eksempel. Man skal jo finde en måde at binde bymidten sammen med de her ting, men det har man bare ikke gjort, siger han.

Morten Riis har ikke selv opfattelsen af, at alt foregår i Rønne.

– Jeg kan da godt have lidt ondt af rønneboer, for der foregår jo sindssyg mange ting rundt på øen, som man ikke har her. Så selvfølgelig skal vi også udvikle Rønne.

– Vores unge mennesker tager jo alle sammen herind alligevel, og der skal jo være nogle fede ting for dem, der helst bruger deres dagligdag og weekender i Rønne, siger Morten Riis og følges op af van Sabben.

– Man skal bare huske at skille tingene ad og koncentrere sig om byudvikling. For der er ting, vi ikke kan gøre noget ved, blandt andet at vi ikke kunne få biblioteket eller 10. klassecenteret ind på Dams Gård, men byudvikling skal vi stadig have fokus på.

– Jeg er glad for, at I er så positive og gerne vil arbejde for at byudvikle Rønne, men man må også bare konstatere, at det ikke rigtig er sket endnu, lyder det opfølgende fra Sebastian Bærnthsen.

De tre kandidater mødtes på Hodda, der blandt andet er lykkedes med at skabe mere liv i Rønne. Foto: Jesper Dollerup Merved
De tre kandidater mødtes på Hodda, der blandt andet er lykkedes med at skabe mere liv i Rønne. Foto: Jesper Dollerup Merved

Fremtiden for Dams Gård

Et symbol på de manglende resultater er det, i denne kontekst, omstridte Dams Gård.

Siden regionskommunen købte Dams Gård i 2019, har der været flere tilløb til, hvad der skal foregå i den gamle købmandsgård i Krystalgade. Rønne er blevet en del af statens femårige forsøgsordning for frie bymidter, hvor Dams Gård skal spille en bærende rolle som nyt kultur- og velfærdscenter. Mislykkede planer om først at flytte biblioteket og siden 10. klassecenteret derind førte til, at projektet forrige sommer var ved at blive skrottet, men nu har kommunalbestyrelsen alligevel valgt at føre projekt Dams Gård videre. Det gør man blandt andet ved at afsætte midler til renovering af bygningen.

– Der har jeg faktisk ret store forventninger til, hvad det kan blive til, siger Kirstine van Sabben, der godt kan forstå, hvis rønneboerne sukker lidt, når man samtidig også snakker om at skulle lave endnu en vision for projektet.

– Noget af det skal bare skrives om, fordi biblioteket og 10. klasse ikke kommer derind, så man skal finde ud af, hvordan de kvadratmeter kan bruges fornuftigt. Men man kommer også til at genbruge meget af det grundlag, man havde udarbejdet i første omgang.

Morten Riis ser også positivt på fremtiden for Dams Gård.

– Det kan også befrugte hinanden, hvis man finder de rigtige ting at lægge derind. Jeg tror for eksempel, Kultur- og Ungdomsskolen og så måske et klubtilbud ville fungere godt sammen, så man har mulighed for at bruge de forskellige faciliteter på forskellige tidspunkter af døgnet.

De to nuværende kommunalbestyrelsesmedlemmer er begge optimistiske i forhold til, at projektet omsider kan begynde at skride fremad.

– Det er i hvert fald helt klart en politisk ambition – også i direktionen tror jeg, man har langt større opmærksomhed på det nu, end man har haft tidligere, forklarer Morten Riis, mens Kirstine van Sabben nikker.

Bærnthsen tillader sig at være lidt mere pessimistisk.

– Som rønnebo tror jeg, man tænker, at der er blevet lovet byudvikling mange gange, og jeg tror ikke, man er kommet så langt med projekt Dams Gård om et år – i hvert fald ikke hvis man skal se det i relation til byudvikling.

Bilfrit torv?

En af de ting, der i tidens løb, er dukket op i ny og næ, er diskussionen om trafikken inde omkring Store Torv.

For kunne det give mening, hvis man lukker af for trafikken?

– Jeg tror, det kunne skabe et andet byrum. Jeg er med på, at der vil være nogle praktiske udfordringer ved det, og der vil være nogle butikker, som vil være nervøse, så det handler om at finde en god løsning, hvor man stadig kan have trafikafvikling.

– For jeg tror godt, man kunne lave torvet bilfrit, uden man bringer handlende i en situation, hvor man skal gå åndssvagt langt. Måske kunne det også være til gavn for de handlende. Hvis folk hygger sig og har det godt, så tænker jeg også, at det kan mærkes på omsætningen hos de erhvervsdrivende, siger Morten Riis og van Sabben følger op:

– Hvis man nu skulle drømme rigtig stort, kigger sydpå og ser torvepladser, så er der ingen biler – til gengæld er der masser af liv, boder og ting og sager.

Sebastian Bærnthsen mener dog, at fokus i stedet skal flyttes over på parkeringspladserne.

– Jeg tror, man som rønnebo vil føle sig meget låst af, hvis der var lukket helt af. Jeg tror i højere grad, man skal se på at skabe parkeringspladser, der gør det attraktivt, at man ikke vælger at køre igennem ved torvet.

– Problemet er jo, at vi har mest brug for parkeringspladserne på det tidspunkt, hvor vi helst vil have, der er færre biler. Men jeg savner skilte, der viser, hvor mange ledige pladser der er på de forskellige p-pladser. Jeg vil vove den påstand, at der nærmest altid er pladser omme bag Imerco for eksempel, siger Bærnthsen, før Kirstine van Sabben byder ind:

– Man kunne måske vælge at dele året op, så man i sommerhalvåret ikke kan parkere på Store Torv for eksempel. Jeg tror ikke, det er realistisk at lukke af hele året, men jeg tror godt, man kunne have perioder hen over sommeren, hvor torvepladsen bliver brugt til noget andet end trafik.

Skal komme fra rønneboerne

Uanset hvad der skal ske, er det dog først og fremmest borgerne i Rønne, der skal bestemme fremtiden, mener Kirstine van Sabben.

– Det kan da godt være, det er kommunalbestyrelsen, der skal gå forrest, men jeg synes bare, det vil være forkert, hvis vi bestemmer præcist, hvad der skal ske. Det skal komme fra lokalsamfundene, hvordan vi skal byudvikle, og det skal vi så understøtte.

Som rønnebo ser Sebastian Bærnthsen en tydelig forskel i forhold til nogle af de andre lokalsamfund på Bornholm.

– Østbornholm havde en debat om, hvordan kan vi udvikle Østbornholm, og forrige søndag havde man en debat i Nordlandet, der handlede om, hvordan man kan udvikle Nordlandet. Men hvor er initiativet til debatten: hvordan vi kan udvikle Rønne? Jeg synes, det understreger, at man snakker lokalt ude på øen, men man gør det ikke rigtig i Rønne.

– Jeg tror også, at foreningslivet samlet set spiller en større rolle ude i nogle af de andre lokalområder, end det måske gør i Rønne, hvor der også er meget andet, supplerer Morten Riis.

De er dog alle tre sikre på, at Rønne-foreningerne både kan og vil være med til at skabe udvikling lige så meget som andre steder på Bornholm. Og det er planlægningen af 700 års-jubilæet for byen et godt eksempel på, mener Kirstine van Sabben.

– Her er en håndfuld foreninger altså gået sammen og er blevet enige om plan – det synes jeg er fantastisk. Og det skal vi som kommune selvfølgelig gå ind og understøtte.

Lad det være sagt med kærlighed. Journalisten håber, de er bedre til politik end bordtennis. Foto: Jesper Dollerup Merved


Følg debatten på facebook!






FÅ ABONNEMENT