Træ til terrasser og plankegulve hitter men en anden del af produktionen er gået helt i stå

Træ til terrasser og plankegulve hitter men en anden del af produktionen er gået helt i stå
Hans-Henrik Kofoed ejer og driver Østerlars Savværk med sine hustru, Lone. Foto: Laust Uhrskov Jordal
Onsdag 6. januar 2021 • 07:31
Af:
laust uhrskov jordal
Onsdag 6. januar 2021 • 07:31
ERHVERV

– Salget af savværkstømmer er steget – men salget af tallerkenerne er bare faldet til nærmest nul siden dag ét.

Sådan siger Hans-Henrik Kofoed, der ejer og driver Østerlars Savværk med sine hustru, Lone.

Bornholms Tidende har mødt savværkets ejere for at tage en snak om, hvilket år 2020 har været at drive forretning i. Østerlars Savværk blev grundlagt som en savmølle i 1875. I 1921 overtog Kofoed-slægten savværket, og Hans-Henrik Kofoed ejer i dag forretningen som tredje generation. Til daglig producerer savværket udskæringer af primært douglasgran til bygningstømmer i høj kvalitet, som bruges af håndværkere både på Bornholm og i byggerier ovre. Det er især træ til terrasser, plankegulve og træbeklædning, som savværket producerer, og omsætningen i den del af forretningen er kun gået opad, efter at coronakrisen ramte landet i foråret, fortæller Hans-Henrik Kofoed.

– Det hænger nok sammen med, at mange i marts måned blev sendt hjem på lønkompensation, så de stadig havde penge, men pludselig havde tid til at komme videre med de byggeprojekter, de havde udskudt derhjemme, siger han.

Ligesom flere af øens håndværkere, melder Østerlars Savværk, at byggeaktiviteten på Bornholm fortsat er høj, og har været det hele året. Formentlig fordi danskerne ikke har kunnet komme ud at rejse i år og derfor har haft ekstra tid og råd til at lave forbedringer derhjemme.

– Så på den front går det meget godt, og vi glæder os – med måde. For man ved jo aldrig, hvordan det ser ud om en måned, siger Lone Kofoed.


Salg af tallerkener dykkede

Udover savværksdelen af forretningen har virksomheden også en ny gren på træet. Den del af forretningen producerer en helt særligt designet tallerken af egetræ.

– Vi har igennem flere år udviklet en trætallerken, der kan tåle at komme i opvaskemaskine, siger Lone Kofoed.

– Så vidt vi ved, at vi de eneste i verden, der laver dem på den måde, siger hun.

Tallerkenerne bliver udskåret af tykke, lige egetræsstammer på en måde, man kalder spejlskæring. Det giver nogle flade, kileformede stykker træ. Formen gør, at træet er strukturelt meget stærkt og ikke flækker, når træet udsættes for vand eller skiftende temperaturer.

– Det er den samme teknik, vikingerne brugte til at lave planker til deres skibe, siger Hans-Henrik Kofoed.

Tallerkenproduktionen har fået virksomhedsnavnet Kofoed Bornholm, som også er stemplet i bunden af tallerkenerne. Tallerkeneventyret er kun lidt over et år gammelt, men har allerede fået en del vind i sejlene. Flere af de mere profilerede bornholmske restauranter har dem. Blandt andre Kadeau, Det Røde Pakhus og Stammershalle Badehotel. Hvor Østerlars Savværks tømmerproduktion har set en pæn fremgang i løbet af 2020, faldt efterspørgslen på tallerkenerne fra Kofoed Bornholm nærmest til nul fra første dag af coronanedlukningen i marts.

– Vi var på det tidspunkt ved at lave en ny aftale med en større københavnsk restaurantkæde. De skulle have præsenteret tallerknerne internt på et møde, der skulle have fundet sted torsdag den 12. marts. Så lukkede det hele ned, og så gik den proces i stå, siger Lone Kofoed.

– Hvis vi havde indgået en aftale med den restaurantkæde, ville det have betydet, at vi kunne have haft en medarbejder ekstra i virksomheden, siger Hans-Henrik Kofoed.

Østerlars Savværk måtte nemlig hjemsende den medarbejder, der primært stod for at udskære tallerkenerne, da de indså, hvilken retning salget af tallerkenerne gik i. Medarbejderen fandt siden et andet job.

Fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden

Tallerkenproduktionen er så ny en del af forretningen, at det for Hans-Henrik og Lone Kofoed er svært at sætte præcise tal på, hvad tabet har kostet forretningen, men parret anslår det, at det covid-19 har kostet virksomheden med hensyn til værdien af tallerkener, har den til gengæld tjent på den øgede produktion af savværkstømmer.

– Det går nok nogenlunde lige op, så det er godt, selvom det er ærgerligt, at vi har måttet sige farvel til en medarbejder. Lige nu er produktionen helt stoppet, mens vi stadig sælger lidt fra vores lager til private kunder. Vi håber på sigt, at komme i gang igen, men det afhænger meget af, hvornår der for alvor kommer gang i restaurationsbranchen igen, siger Hans-Henrik Kofoed.

– Som det ser ud nu, ser det godt ud for virksomheden, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til fremtiden. Hvordan den kommer til at se ud på længere sigt kommer an på, om vaccinerne fungerer, og hvor hurtigt alle kan få dem, siger Lone Kofoed.

– Tingene går så hurtigt lige nu. Hvis der var nogen, der havde sagt til mig for et år siden, at der ville komme en virus, der ville lægge hele verden ned, så ville jeg ikke have troet dem, siger hun

FÅ ABONNEMENT