To store loppemarkeder i Rønne – på samme dag

To store loppemarkeder i Rønne – på samme dag
Viking Fodbold er igen klar til at holde stort loppemarked på Rønne Stadion Nord. Arkivfoto: Allan Rieck
FORENINGER | RØNNE | Søndag 25. juli 2021 • 05:50
Holger Larsen
Journalist
FORENINGER | RØNNE | Søndag 25. juli 2021 • 05:50

Aarsballe Boldklub har udsat sit loppemarked til 2022. Men i Rønne har Viking Fodbold og Knudsker Idrætsforening nu lagt sig fast på at gennemføre deres loppemarkeder i sommer – på den samme dag. Nemlig søndag den 8. august.

De tre loppemarkeder, som nok er Bornholms største, har ellers tidligere fundet sted på hver sine dage, og de to markeder i Rønne har typisk været i hver sin weekend i slutningen af juli eller starten af august. Men som med så meget andet er det også her coronaen, der har en hånd med i planlægningen.

I Knudsker Idrætsforening har man haft et par andre datoer for loppemarkedet oppe at vende, inden man besluttede sig for den 8. august:

– Hvis vi skulle have holdt loppemarkedet før den 1. august, skulle vi have delt folk op i grupper af højst 500. Fra den 1. august må vi lukke 3.000 mennesker ind, og så mange bliver vi ikke. Der plejer vel at komme et par tusind, og det er sådan, at nogle kommer og andre går, så der er en udskiftning, siger Flemming Pettersson, økonomi- og administrationsformand i Knudsker IF.

– Det bliver spændende at få pakket effekterne ud, efter at de har ligget på lager i to år, tilføjer han.

Da datoen den 8. august passede begge foreninger bedst, aftalte man at holde loppemarkederne denne dag, således at Vikings arrangement er om formiddagen og Knudskers om eftermiddagen.

– Vi tror, at folk vil komme begge steder. Vi talte om at vente til september, men vi blev enige om at holde loppemarked, inden turisterne rejser hjem, siger Flemming Pettersson.

Lagrene bugner

– Vi havde egentlig aftalt at holde i hver sin weekend. Men så passede det alligevel ikke så godt, og vi blev enige med Knudsker om, at vi godt kunne holde samme dag. Jeg tror ikke, at det er så tosset med to store, fine loppemarkeder samme dag. Så afsætter folk en dag til loppeguld, og jeg tror ikke, at vi kommer til at slås om kunderne. Man tager ud og sikrer sig de gode ting i Viking, før man fortsætter til Knudsker, siger Carsten Folkmann fra Viking Fodbolds bestyrelse.

I Viking Fodbold er man ligesom i Knudsker stoppet med at samle effekter ind hos private, fordi lagrene bugner efter to år uden et stort loppemarked.

– Vi har været aktive med at sælge på nettet, så vi ikke druknede helt i effekter. Vi har masser af fine ting, for vi har efter aftale med Bofa hentet nogle gode ting deroppe, og så har vi brugt tiden til at sortere effektivt, siger Carsten Folkmann.

Carsten Folkmann siger, at selv om reglerne for forsamlinger lempes den 1. august, har man i Viking talt om at udnytte den gode plads, man har på stadionområdet til at dele loppemarkedets afdelinger ud.

– Men vi har endnu ikke besluttet, hvordan det skal være, siger han.

FÅ ABONNEMENT