Studenter på kort visit

Studenter på kort visit
Store Torv i Rønne torsdag over middag. Foto: Jens-Erik Larsen
STUDENT | RØNNE | Torsdag 24. juni 2021 • 15:15

Det er betryggende at kunne konstatere, at vi har en omstillingsparat ungdom her til lands.

Corona kom og lagde alverdens aktiviteter ned, og vi er da nogle stykker, der ikke mindst har haft ondt af de stakkels gymnasieelever, som ikke har haft lov til at få helt så megen luft under vingerne ved helt så mange gymnasiefester, som man kunne have ønsket for dem.

Men se så her, hvad de fortæller på en af de hestevogne, de er blevet sluppet løs i fra Campus Bornholm ved middagstid torsdag:

"Vi drikker af spritten, så vi ikke får covid-19!".

Det er jo sådan, man kan blive nødt til at angribe situationen, men ikke desto mindre må de unge mennesker med de flotte huer åbenbart ikke stoppe inde på Store Torv i Rønne for at tage en tur i springvandet eller hilse på deres familiemedlemmer, som er mødt ganske talstærkt frem for at lykønske dem.

Mange kom i god tid inden klokken 12, og så står man jo der og strækker hals. Er de på vej? Næ, men dér kommer Steff Houlberg-pølsevognen da hostende forbi for at gøre klar til dagens serveringer, og næppe har udstødningsgasserne lagt sig, før vi kan høre musik og dommerfløjter nærme sig, og dér kommer omsider de glade, unge mennesker under høje udråb. De er fordelt i cirka 10 hestevogne med stoisk rolige heste i front, som ganske upåvirkede af hurlumhejen trasker ned gennem gågaden Store Torvegade.

– Skååål!

Ja, så skål da, men ak, de stopper jo ikke hestevognene, men kører ned for enden af torvet, hvor nogle drejer til højre ad Snellemark, mens andre laver en u-vending og kører tilbage langs torvet mod Nørregade.

Fra Telia-butikken lyder den for tiden ultimative, jeg-er-ung-og-jeg-har-lov-til-at-more-mig-sang, "What a Life" med Scarlet Pleasure fra filmen "Druk".

Et smukt apropos, for ja, sikket liv, sikken dag, sikke dejlige, unge mennesker.

God vind, derude.


Foto: Jens-Erik Larsen

BILLETTER TIL FÆRGERNE SKAL OMBOOKES - PRISEN STIGERBILLETTER TIL FÆRGERNE SKAL OMBOOKES - PRISEN STIGERBILLETTER TIL FÆRGERNE SKAL OMBOOKES - PRISEN STIGERBILLETTER TIL FÆRGERNE SKAL OMBOOKES - PRISEN STIGER
FÅ ABONNEMENT