Spildevand skal testes: 'Det kan potientielt rumme nogle store muligheder i kampen mod corona'

Spildevand skal testes: 'Det kan potientielt rumme nogle store muligheder i kampen mod corona'
Rensningsanlægget i Rønne. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
Onsdag 10. marts 2021 • 08:35
Lisbet Holst
Journalist
Onsdag 10. marts 2021 • 08:35

CORONA

Bornholms Energi og Forsyning tager de næste 30 dage daglige spildevandsprøver fra øens syv rensningsanlæg.

Dermed er det spildevand fra stort set alle bornholmske husstande, omkring 20.000, der er med i projekt spildevandsovervågning for forekomsten af SARS-CoV-2, der fører til covid-19.

Undtaget forsøget er spildevand fra Bornholms omkring 5.000 septiktanke.

Virus findes i afføringen hos en del af de smittede personer. Idéen bag spildevandsovervågning er, at man kan få information om smitte i en større befolkningsgruppe, uden at folk bliver testet for SARS-CoV-2.

Der er tale om et samarbejde mellem Statens Serum Institut (SSI), Bornholms Energi og Forsyning, Bornholms Kommune og selskabet Eurofins.

Test i stor skala

Projektet skal afklare hvor god en metode, spildevandsovervågning er til at finde selv få tilfælde af SARS-CoV-2 i en befolkningsgruppe.

Det skal også give fingerpeg om forekomsten af påvist SARS-CoV-2 i spildevand igennem en længere periode – og en eventuel stigning i forekomsten – matcher forekomsten i befolkningsgruppen.

– Det er ikke sådan, at vi tester på husstandsniveau. Vi tester på det enkelte spildevandsanlæg og den samlede mængde, der kommer ind, her er Rønne Rensningsanlæg det største, siger kommunikationschef Klaus Vesløv, Bornholms Energi & Forsyning.

– Der er tale om et forsøg. Det er ikke fordi, der ikke er blevet testet på det her før, men ikke i den skala, i det her omfang og med den her frekvens, siger Klaus Vesløv.

Bornholm som testø

Bornholms Forsyning har sagt ja til at håndtere den ekstra opgave i forsøgsperioden.

– Det synes vi er det rigtige at gøre. Det er vigtigt at gøre en ekstra indsats. Det her er noget, der potientielt kan rumme nogle store muligheder i kampen mod corona, ikke bare på bornholmsk niveau, men faktisk også internationalt, siger Klaus Vesløv.

Bornholms Energi & Forsyning håber også på selv at indhøste ny viden og erfaringer på området i kraft af forsøget.

– Vi er glade og stolte, også på Bornholms vegne. Igen viser Bornholm, at det er her, man kan finde svar ved at være en testø. Det har vi gjort på mange andre områder. Det her er et nyt område, hvor vi også kan være pionerer. Det synes vi er utroligt spændende, siger Klaus Vesløv.

FÅ ABONNEMENT