Skole får gratis shelter, som hjemløse kan bruge

Skole får gratis shelter, som hjemløse kan bruge
Friskolen Østerlars har mandag fået et gratis shelter af foreningen bag hjemløsemagasinet Hus Forbi. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ØSTERLARS | 25. OKT 2021 • 07:16
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ØSTERLARS
25. OKT 2021 • 07:16

Hus Forbi giver shelteret og stiller kun det krav, at hjemløse skal have adgang til det.

I foråret fik Friskolen Østerlars et tip af en forælder. I forbindelse med hjemløsemagasinet Hus Forbis 25 års jubilæum kunne skolen søge om at få opstillet et gratis shelter. Hus Forbi havde kun ét krav: Hjemløse skal kunne bruge shelteret på deres vej rundt på Bornholm.

– Vi søgte straks, krydsede fingre og var så super heldige at blive valgt til at få et shelter på vores grund, fortæller viceskoleleder Sarah Dalgaard i en mail til Tidende.

Mandag ankom shelteret, som skal stå ved skolens bålplads ud mod vejen.

– Vi glæder os til at kunne byde eventuelle hjemløse velkommen og forhåbentligt invitere dem ind i undervisningen, hvor de kan bidrage med at åbne verden for vores elever på en anden måde, fortæller Sarah Dalgaard.

Shelteret bliver offentligt tilgængeligt, man må have hund med, og der bliver ikke mulighed for forudgående booking.

I alt har Hus Forbi foræret 25 sheltere til lokaliteter i hele landet. Hus Forbis shelterudvalg af hjemløse og tidligere hjemløse har valgt de 25 steder.