Han forklarer, at aftalen med Konservative, der stammer tilbage fra marts, trak ud, fordi der var et ønske om at tjekke med Venstre og Liberal Alliance, om de ville være med.
– Resultatet blev jo så, at Liberal Alliance i hvert fald indtil videre ikke ønsker at indgå i et valgforbund, og at Venstre har meldt tilbage, at de vil over i det andet. Og der har Konservative så også valgt at gå hen.
– Vi sidder ikke og er småfornærmede eller skuffede over det. Så skal man ikke være i politik. Det er bare sådan, det er, og enten står vi alene eller også viser der sig nogle muligheder her efter sommerferien, fortæller Kristendemokraternes lokalformand.
Udover det besværlige samarbejde med særligt Dansk Folkeparti var det springende punkt for Kristendemokraterne, at der i aftalen mellem de fire partier ligger et krav om at pege på en borgerlig borgmester, hvis der kan findes 12 mandater.
– Vi har et erklæret mål om det bredest mulige samarbejde. Vi går efter et bredt stabilt samarbejde, og det vil også sige hen over midten. Selvfølgelig skal vi have fundet en borgmester, der kan sidde for bordenden, men det handler først og fremmest om den politiske retning, siger Niels Chresten Andersen.