Rønneboer betaler mindre for fjernvarmen

| ABONNENT | 4. NOV 2019 • 06:50
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
4. NOV 2019 • 06:50
Det er markant billigere at opvarme sit hjem med fjernvarme i Rønne end for Bornholms Energi & Forsynings (Beof) kunder på resten af Bornholm. Det viser Forsyningstilsynets prissammenligning af forbrugerpriser på alle landets fjernvarmeværker.

I Forsyningstilsynets priseksempel tages der udgangspunkt i et hus på 130 kvadratmeter med et årligt varmeforbrug på 18,1 kilowatt-timer, og under disse forudsætninger betaler fjernvarmekunderne hos Beof-selskabet Bornholms Varme 5.600 kroner mere om året end rønneboerne, der modtager deres varme fra forbrugerejede RVV (Rønne Vand og Varme).

Sammenligner man med resten af landet, koster fjernvarmen i Rønne årligt godt 500 kroner mere end landsgennemsnittet.

Højere grad af konkurrence

Sidste år satte lidt over halvdelen af landets fjernvarmevirksomheder prisen op, men hos RVV forblev den uændret for forbrugerne. Og kigger man tre år tilbage, er fjernvarmepriserne i Rønne faldet med 9,54 procent, svarende til godt 1.400 kroner for standardhuset på 130 kvadratmeter.

I samme periode er varmeprisen blot faldet 200 kroner for Beofs kunder.

– Vi er i god gænge med nedadgående eller stagnerende takster, sagde RVV’s formand, Ingolf Lind-Holm, på generalforsamlingen i september, hvor han også hæftede sig ved den store prisforskel på over 5.000 kroner mellem de to bornholmske fjernvarmeudbydere.

 


 

– Det er vi selvfølgelig glade for og stolte over, men vi er ikke billige nok. Der er stadig 152 værker i Danmark, der er billigere end os, og vi ligger stadig lidt over gennemsnitsprisen for fjernvarmeværker i Danmark. Det bør vi ikke gøre, når vi stort set har betalt vores distributionsnet. Forklaringen er, at vi køber varmen for dyrt hos Beof. Derfor skal prisen ikke stige yderligere, sagde Ingolf Lind-Holm.

Han bemærkede i den sammenhæng, at fjernvarme i disse år udsættes for en højere grad af fri konkurrence fra blandt andet varmepumper og solvarme, hvilket øger nødvendigheden af at have en effektiv drift.

Modvilje mod fusion

RVV får langt størstedelen af sin varme fra Beofs kraftvarmeværk og Bofas forbrændingsværk, og uenigheden om afregningen og vilkårene i leveringsaftalerne har lagt grunden til voldgiftssagerne mellem RVV og de to kommunalt ejede selskaber. Sagen mod Beof blev afgjort til RVV’s fordel i juni, og Bofa-sagen ventes at nå en afklaring i november. Hvordan varmepriserne i kølvandet på konflikten skal udvikle sig de kommende år, står fortsat hen i det uvisse.

På generalforsamlingen erklærede RVV’s bestyrelse en stærk modvilje mod at indgå i en fusion med Beof.

– Uden for Rønne synes mange sikkert, det kunne være en rigtig god idé med en fusion, men er det nu også rimeligt, at Rønnes varmekunder, efter at have nedbragt en meget stor gæld i Rønne, nu skal starte forfra med at nedbringe en ny, meget stor gæld, man ikke har nogen andel i, og som intet har med fjernvarmen i Rønne at gøre. Alt andet lige ville en fusion betyde, at prisen på varme i Rønne ville stige med cirka 3.000 kroner pr. kunde om året, sagde Ingolf Lind-Holm.