Ro på efter stor vandskade: Nexø Hallen holder fortsat selskaber

Ro på efter stor vandskade: Nexø Hallen holder fortsat selskaber
Nexø Hallens cafeteria umiddelbart efter, at vandskaden var blevet opdaget. At flytte til hallens andet selskabslokale er den mest nærliggende løsning for arrangører, der har booket cafeteriet i slutningen af oktober. Foto: Dennis Wibe-Daner
Tirsdag 1. oktober 2024 • 15:30
Jakob Marschner
Journalist
Tirsdag 1. oktober 2024 • 15:30

Der er ingen grund til at være bekymret, hvis man har booket Nexø Hallens vandskadede cafeteria til et selskab i oktober, siger forpagteren. Hallen råder over endnu et lokale, og Dennis Wibe-Daner lejer desuden et lokale i Årsdale, som selskaber kan blive flyttet til.

Hvis Nexø Hallen var heldig med noget, da et sprængt vandrør satte cafeteriet under vand i forrige weekend....så var det, at cafeteriet kun er ret sparsomt lejet ud i det meste af oktober.

Først i slutningen af måneden er der planlagt arrangementer i cafeteriet, oplyser forpagter Dennis Wibe-Daner. Og til arrangørerne af dem har han også godt nyt:

Hvis cafeteriet ikke er renoveret færdigt om en måned, er det let at flytte arrangementerne. Enten til Nexø Hallens andet lokale eller til Solgården i Årsdale, som Dennis Wibe-Daner lejer sig ind i.

– Det er for tidligt at sige, at man ikke kan holde arrangementer i cafeteriet i Nexø Hallen i oktober, siger Dennis Wibe-Daner.

– Vi har også et andet lokale i Nexø Hallen, hvor der er plads til 80-90 personer. Og vi har også et lokale i Årsdale med plads til op til 100. Så det skal nok blive løst. Ingen har booket cafeteriet før slutningen af oktober. Og enten bliver vi færdige med at renovere cafeteriet til den tid. Eller også flytter vi bare selskaberne til et af de andre lokaler, siger han.

På mandag kommer der et fingerpeg om, hvor længe det vil tage at gøre cafeteriet klar igen. Her vil der være gået 14 dage siden vandskaden skete, og så giver det mening at se på fugtprøverne.

– Det er et optimistisk skøn, at det vil tage en måned at renovere cafeteriet. Det kan eventuelt også tage lidt længere tid, siger Dennis Wibe-Daner.

– Det finder vi ud af i næste uge. Hvis fugtprøverne er med os på mandag, kan vi begynde at genopbygge cafeteriet. Lykkes det så på den forventede tid, kan vi begynde at holde arrangementer i slutningen af oktober. Og lykkes det ikke, har vi også det andet lokale i Nexø og lokalet i Årsdale, siger han.

Dennis Wibe-Daner fortæller, at de to første arrangementer allerede er blevet flyttet fra cafeteriet til Nexø Hallens andet selskabslokale, og at det gik helt uden problemer.

– Allerede dagen efter vandskaden flyttede vi mandagsspisningen for knapt 100 personer over i det andet lokale i hallen, og vi gjorde det samme med mandagsspisningen i går, hvor der kom over 80 personer, fortæller han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT